
Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 25. april 2026
U17-holdet kom til lørdagens nabodyst med tre sejre i bagagen, og det blev også fire på stribe for det næstældste akademihold.
Cheftræner Christian Sivebæk havde flere ændringer siden sejren i Aalborg senest. William Damgaard fik chancen i målet, Jacob Damgaard-Hansen spillede backen i venstre side, og fremme var Yasir Ugurlu med igen på kanten.
Netop udfordringsstærke Ugurlu bragte VB foran efter18 minutter, da Petrache fandt ham på siden, og ungdomslandsholdsspilleren kvitterede med en god afslutning. Selvom vejlenserne dominerede med flere gode angreb omkring særligt Niklas Daae, så blev chancerne ikke sparket ind, og i stedet kunne AC Horsens vende kampen på hovedet inden pausen. Først kombinerede Malte Musenene sig igennem til en flot udligning, og minuttet efter kunne Johannes Bastholm udnytte en ripost til at bringe gæsterne foran 2-1.
Anden omgang var kun få minutter gammel, da Niklas Daae kunne score til 2-2. Det var igen Stefan Petrache, der stod fadder til scoringen, da han spillede Daae op i feltet. Petrache viste overdådig sparketeknik ved føringsmålet i det 55. minut. AC smed en bold i opspillet, og den lagde Petrache med en flot afslutning over i siden af målet til 3-2.
Kun ni minutter senere kom Pelle Luxhøi på måltavlen, da forårstopscoreren udnyttede en friløber fra midten til at udplacere målmanden, og otte minutter før tid kunne Stefan Petrache sætte et flot VB-punktum. Målmand William Damgaard satte en omstilling op, og så løb Petrache solo og scorede kampens sidste mål til 5-2.
Cheftræner Christian Sivebæk: Glæder os over sejren, men skulle have vundet større
- Ligesom de øvrige kampe i VB Parken i eftermiddag, så er opgøret præget af den meget kraftige vind. Vi indleder kampen godt, og Petrache og Ugurlu i vores venstre side kommer til mange muligheder. Det er også de to spillere, der er involveret i den første scoring, hvor Ugurlu afslutter fladt i det lange hjørne, indleder Christian Sivebæk.
- Vi kæmper med vores 1:1 situationer i perioden derefter, og vi er på bagkant i vores presspil, og det ender med to scoringer imod inden pausen. En flot soloaktion, og så straffer de os omkring et boldtab centralt ved den anden scoring, siger Christian Sivebæk.
Nede 1-2 kunne VB-træneren se sine talenter vende opgøret i de sidste 45 minutter med fire scoringer.
- Vi kommer mere aggressivt ud, og hurtigt får vi lavet to mål. Det er flot sat op af Petrache ved udligningen af Daae og fantastisk sparket ind af samme Petrache ved 3-2-målet. Senere udbygger vi sejren to gange, og vi leverer en god 2. halvleg. Det var den fjerde sejr i træk, og det kan vi med rette glæde os over. Vi skulle have vundet større, og vi har for lang en periode før pausen, hvor vi sløser, siger Christian Sivebæk.
- Stefan Petrache gjorde, hvad der passede ham og var igen en stor profil, men vi skal fortsat udvikle hans defensive arbejde. Det var forståeligt, at han var brugt til sidst, da han inden spillede 20 minutter i U19 Liga-sejren. Der er også ros til Yasir Ugurlu, der især før pausen gav AC Horsens store problemer, siger Christian Sivebæk.
U17-holdet blander sig fortsat i kampen om placeringerne i den bedste halvdel af tabellen. Næste mulighed for at hente flere points er på lørdag den 2. maj mod AGF hjemme i VB Parken.
U15 sendte naboerne hjem med et klart nederlag
Allerede fredag eftermiddag mødtes VB og AC Horsens i U15 Ligaen, og her vandt cheftræner Kristian Olesen og det talentfulde mandskab med hele 3-0 og sikrede sig dermed den anden sejr i træk.
- Det er en kamp, hvor resultatet er bedre end vores præstation. Vi begynder kampen med lav intensitet og manglende parathed, og det betyder, at vi taber dueller og mister 2. bolde. Med bolden laver vi for mange tekniske fejl og vores kvalitet med den er for dårlig, indleder Kristian Olesen.
Han kunne se sit mandskab gå til pause foran 1-0 på det mål, Philip Neesgaard scorede lige inden pausen.
- Vores sidste 40 minutter bliver hurtigt bedre, men aldrig fantastisk. Vi laver for mange sjuskede fejl, men vores intensitet i duelspillet er markant bedre. Vi laver tre flotte mål i en sejr, som vi tillader os at glæde os over. Især Victor Sholudkos scoring til 2-0 efter godt angreb, der starter helt nede bagfra, er flot, siger Kristian Olesen, der kunne se Mustafa Sütyemez score til 3-0.
- Der er flotte indhop fra Victor Sholudko, Kasper Olsen og debutanten Noah Jørgensen, afslutter Kristian Olesen.
U15 skal også op mod AGF i den næste spillerunde. Det er på fredag den 1. maj i VB Parken.
U17 Ligaen 2025-26, VB Parken kunstgræsbane
Lørdag den 25. april 2026 kl. 15.00
Vejle Boldklub – AC Horsens 5-2 (1-2)
18. 1-0 Yasir Ugurlu
44. 1-1 Malte Musenene
45. 1-2 Johannes Bastholm
51. 2-2 Niklas Daae
55. 3-2 Stefan Petrache
64. 4-2 Pelle Luxhøi
82. 5-2 Stefan Petrache
Kort:
47. Pelle Luxhøi (gult kort)
Indskiftninger:
60. William Østergreen ud Robin Hansen ind
60. Ali Riad ud Mathias Mejdal ind
70. Yasir Ugurlu ud Albert Frederiksen ind
75. Niklas Daae ud Andreas Jeppeson ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
William Damgaard
Ali Riad
Jeppe Højgaard
Marius Stage
Jacob Damgaard-Hansen
Villads Østergaard (anfører)
William Østergreen
Stefan Petrache
Niklas Daae
Pelle Luxhøi
Yasir Ugurlu
Bænken:
Victor Stroyer (m)
Albert Frederiksen
Andreas Jeppeson
Robin Hansen
Mathias Mejdal

Yasir Ugurlu (f. 2010) på venstrekanten leverede igen en iøjnefaldende kamp, hvor han stod for scoringen til 1-0. Ugurlu sparkede flot bolden i mål efter oplæg fra Petrache. Arkivfoto: Vejle Boldklub
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.