U17 og U15 taber til SIF og EfB

Arkivfoto: Vejle Boldklub

Der var ingen point at hente for VB Akademiets U15 og U17 Liga-hold i lørdagens udekampe. U17 tabte 4-3 i Silkeborg, mens U15 led et klart nederlag på 4-1 mod topholdet Esbjerg fB hjemme i Vejle.

Af Lars Christensen | 22. marts 2026

Det talentfulde VB-mandskab i U17 Ligaen rådede for første gang i foråret over topscorer Benjamin Nicolaisen, der ellers har spillet med U19 Liga-holdet længe. Men offensivspilleren var tilbage på U17, da U19 holder pause i denne weekend.

Han og holdkammeraterne tog føringen midtvejs i 1. halvleg, men SIF udlignede allerede før pausen.

- Det er Stefan Petrache, der sparker en rigtig fin bold i nettet til 1-0. Ismet Aytac finder Nicolaisen, der flot finder Petrache, og så var det en fremragende afslutning fra 18-20 meter. Inden pausen udligner SIF til 1-1 efter en dødbold, indleder Christian Sivebæk.

- Jeg er meget tilfreds med den måde, vi kommer ud til 2. halvleg på og forsøger at sætte os på kampen. Selvom vi har teten, så scorer de til 2-1.

Midtbanespilleren Robin Hansen udlignede til 2-2 kort efter, da han udnyttede et skarpt indlæg fra Niklas Daae.

- Kort efter igen er det Kristian Bloch fra SIF, der scorer igen. Han var en forskelsspiller for SIF, men Ali Riad udligner til 3-3 på et straffespark begået mod ham selv. Med ti minutter tilbage er det Benjamin Nicolaisen, der har en stor chance, men SIF-målmanden hiver en mirakelredning frem. Og så var det symptomatisk, at Silkeborg scorede sejrsmålet med fem minutter igen, da vi smider bolden i det centrale område, siger Christian Sivebæk.

- Det er en god kamp mellem to gode hold på et meget lige niveau. Kampen kunne være tippet begge veje. Der er stor ros til Villads Østergaard, der løftede holdet i sin comebackkamp. Ellers rammer vores profiler ikke helt det høje niveau mod SIF, men det gør deres til gengæld, og det afgør kampen, afslutter Christian Sivebæk.

U17 Liga-holdet tager kampen op igen tirsdag den 31. marts, hvor Randers Freja FC er modstanderen på udebane. Inden da venter en udekamp mod AaB i DBU Jyllands pokalturnering lørdag den 28. marts.

U15: Topholdet EfB sejrede i Vejle

Cheftræner Kristian Olesens mandskab kom med tre sejre i bagagen, men besejre de vestjyske talenter kunne vejlenserne ikke. EfB rejste fra Vejle Idrætsefterskole med en sejr på 4-1, hvilket også var stillingen ved pausen.

- Vi oppe imod en modstander, som er både store og stærke, men også dygtige. Vi er generelt et niveau under dem og mangler kvalitet på bolden. Vi taber for mange bolde og bliver de små i det fysiske spil, indleder Kristian Olesen.

Esbjerg tog hurtigt føringen, men allerede i det 11. minut kunne Mikkel Dam Øhlenschlæger gøre det til 1-1.

- Det er en flot scoring af Mikkel, hvor vi kommer på 1-1. Men lige efter scorer de på et afrettet spark og så en dødbold, og vi ender med at lukke to ind på standarder. Esbjerg fB er et godt hold, men vi sad med fornemmelsen af, at vi kunne være med i perioder, siger Kristian Olesen.

U15 Liga-holdet skal allerede i kamp igen på torsdag, hvor Silkeborg er modstanderen på udebane.

U17 Ligaen 2025-26, JYSK park, Silkeborg
Lørdag den 21. marts 2026 kl. 13.00
Silkeborg IF – Vejle Boldklub 4-3 (1-1)
23. 0-1 Stefan Petrache
31. 1-1 Noah Munkholm
54. 2-1 Kristian Bloch Bøgild
56. 2-2 Robin Hansen
68. 3-2 Kristian Bloch Bøgild
75. 3-3 Ali Riad (straffespark)
85. 4-3 Marcello Lind

Kort:
17. Niklas Daae (gult kort)

Indskiftninger:
60. William Østergreen ud Pelle Luxhøi ind
60. Mathias Mejdal ud Jeppe Højgaard ind
71. Ismet Aytac ud Jacob Damgaard-Hansen ind
71. Niklas Daae ud Yasir Ugurlu ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Victor Stroyer

Mathias Mejdal
Ali Riad
Marius Stage
Ismet Aytac

Robin Hansen
William Østergreen
Villads Østergaard (anfører)

Niklas Daae
Stefan Petrache
Benjamin Nicolaisen

Bænken:
Jacob Damgaard-Hansen
Pelle Luxhøi
Yasir Ugurlu
Jeppe Højgaard

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV