
Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 22. august 2026
U17 Liga-holdet ville ikke stå tilbage for hverken Betinia Liga-holdet eller U19-holdet, da de løb på banen i VB Parken. Christian Sivebæks mandskab mødte også op i en meget målsøgende udgave til sæsonens andet opgør.
Sidste weekends premieregevinst mod OB skulle følges op mod AC Horsens, som vejlenserne havde været meget hårde ved i pre-season med en overlegen sejr. Lørdag eftermiddag var det mere jævnbyrdigt, og på måltavlen endte det blot 4-0, selvom værterne sværmede om ACH-feltet meget i de sidste 45 minutter.
William Enevoldsen og Frederik Thing fik startdebut for værterne, og de kunne se VB komme buldrende ud på eget kunstgræs. Efter 70 sekunder havde både Daae og Luxhøi ramt træværket. Det blev 1-0 efter otte minutter, da Luxhøi på en af mange farlige VB-bolde i bagrummet kom fri med AC-målmanden, og i to omgange fik den hårdtarbejdende VB-anfører bolden i nettet.
AC havde også muligheder for en udligning, da de kom frem til enkelte muligheder foran William Damgaards mål, men ellers var det lyntoget Niklas Daae, der var i vælten før pausen. Mathias Mejdal fandt VB-raketten med flere fine dybdebolde, men gæsternes målmand Alfred Kragh var nådesløs i sine fine indgreb på flere VB-chancer – og med 1-0 var der lagt op til en spændende 2. halvleg.
Her forduftede spændingen ret hurtigt, for Luxhøi viste igen fremragende boksangriberinstinkt, da han mødte Nikas Daaes indlæg og gjorde det til 2-0.
Den meget velbesøgte U17 Liga-kamp blev endeligt afgjort efter en god time, da finurlige Yasir Ugurlu med et fint spark øgede til 3-0, og kun fem minutter senere kunne anfører Pelle Luxhøi fuldende sit hattrick, da han i feltet udnyttede forarbejdet fra Mathias Mejdal i højre side. VB-offensiven fra afvigte sæson kører videre… Se tabellen her.
Cheftræner Christian Sivebæk: Mere lige end forventet før pausen
- Vi burde have vundet større end 4-0, da vi har flere friløbere, fire skud på træværket og rigtig mange afslutninger, men vi tager en god sejr med videre, indleder Christian Sivebæk.
- I de første 45 minutter er kampbilledet mere lige, end vi havde forventet. Vores bagkæde er ikke så fysisk stærk som normalt, og dermed kunne AC Horsens udfordre os på deres længere bolde. De fik gode betingelser for at spille dybt, da vi kom for hurtigt i mand-mand pres og ikke fik pres på deres boldholder. Efter pausen får vi justeret i presset, og der er vi altdominerende og scorer yderligere tre mål, siger Christian Sivebæk.
Han havde Enevoldsen og Thing med fra start fra årgang 2011, mens den tredje, Mustafa Sütyemez, kom ind for tredjeårsspilleren Jacob Damgaard-Hansen i forbindelse med pausen. De øvrige benyttede spillere er årgang 2010, der er i gang med den anden sæson i U17 Ligaen.
- Af individuelle præstationer vil jeg gerne fremhæve ”Mulle” (Mustafa Sütyemez, red.), efter han kom ind i midterforsvaret. Niklas Daae var med i meget og manglede kun et mål, men skal fremhæves for at spille med ekstrem høj intensitet og også stor disciplin i det defensive arbejde. Pelle Luxhøi laver et hattrick og skal naturligvis også nævnes, siger Christian Sivebæk.
U17 Liga-holdet skal ikke i kamp i den kommende weekend, men arbejder nu frem mod en udekamp mod AGF den 5. september.
U17 Ligaen 2026-27, VB Parken kunstgræsbane
Lørdag den 22. august 2026 kl. 15.00
Vejle Boldklub – AC Horsens 4-0 (1-0)
8. 1-0 Pelle Luxhøi
51. 2-0 Pelle Luxhøi
67. 3-0 Yasir Ugurlu
72. 4-0 Pelle Luxhøi
Kort:
58. Yasir Ugurlu (gult kort)
60. Pelle Luxhøi (gult kort)
78. Andreas Jeppeson (gult kort)
Indskiftninger:
46. Jacob Damgaard-Hansen ud Mustafa Sütyemez ind
54. William Enevoldsen ud Ismet Aytac ind
54. Frederik Thing ud Emil Galijatovic ind
68. William Østergreen ud Jonathan Spliid ind
68. Yasir Ugurlu ud Andreas Jeppeson ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
William Damgaard
Mathias Mejdal
Malthe Hauge Skjøt
Jacob Damgaard-Hansen
William Enevoldsen
Frederik Thing
William Østergreen
Albert Frederiksen
Niklas Daae
Pelle Luxhøi (anfører)
Yasir Ugurlu
Bænken:
Jonathan Spliid
Andreas Jeppeson
Ismet Aytac
Mustafa Sütyemez
Emil Galijatovic
Kasper Rysz (m)
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD