Foto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 3. september 2023
U17 Liga-holdet kunne løbe ind til sæsonens første hjemmekamp efter to udekampe, der har kastet tre points af sig. Modstanderne var Sønderjyske, og det blev til endnu et meget jævnbyrdigt opgør mellem klubberne på U17-niveau. Toby Pedersen kunne allerede efter fem minutter sparke vejlenserne foran.
- Toby får bolden foran mål, og så sparker han bolden fladt i kassen. Det var fint afsluttet af ham, og han havde faktisk optræk til flere chancer over hele kampen, siger Mads Nissen, der er cheftræner for U17 Liga-holdet.
Sønderjyderne fik udlignet ti minutter senere, da Albert Rrahmani brugte et frispark til at sende bolden i mål. En scoring, der ærgrede vejlenserne.
- Det er en scoring, som vi er kede af at indkassere. Havde han sparket den ind i krydset, så havde det været noget andet, men han sparker igennem muren. Det må ikke kunne ske, og sammen med spillerne skal vi have kigget på, hvorfor det sker, siger Mads Nissen.
Der var spredte muligheder til begge hold over de 90 minutter, og på den baggrund var pointdelingen ikke urimelig.
- Vi har vel det største overtag før pausen, mens de tilkæmper sig en dominans i de sidste 45 minutter. Vi sidder med den følelse, at det var en kamp, som vi kunne have vundet, men jeg tror, at Sønderjyske har det på samme måde, siger Mads Nissen.
Efter pausen havde Sønderjyske et par store chancer efter omstillinger, og særligt i det 77. minut brændte det på, da en af gæsternes spillere piskede bolden mod overliggeren. Men mod slutningen var det igen hjemmeholdet, der greb ud efter sejren, og Aiham Walid Dahche havde et godt spark, som gik forbi, Yusuf Faghir kom på et indlæg fra Engmark, men scorede ikke, og i tillægstidens femte minut var det så Toby Pedersen, der afsluttede kvalificeret på et frispark.
- Vi er stadig et meget nyt hold, hvor der er mange relationer, der skal dannes. For hver kamp rykker vi os i den rigtige retning. Det er især på det strukturelle plan, at jeg ser forbedringer, og uden bold bliver spillerne bedre og bedre til at forstå deres roller. Vi ligner mere og mere et fodboldhold, og vi har spillet med om points i alle tre kampe hidtil, siger Mads Nissen.
- Sønderjyske er et dygtigt omstillingshold med både fart og fysik, og selvom de kommer til muligheder, så løser vi også deres styrker godt. Vi er stadig meget fremadrettede, som vi gerne vil, og vi skaber bestemt også vores muligheder.
Cheftræneren havde roser til Hjalte Gitz i forsvaret. Den unge stopper er kommet til fra Næsby Boldklub i sommerpausen.
- Hjalte rammer topniveau både i sit afspil, men også i duellerne, og han styrede bagkæden meget stærkt. Det var en flot, flot kamp af ham. Toby Pedersen har indiskutabelt noget individuelle kvaliteter, og han er med i meget af vores offensive spil. Han kan selv afslutte, men også sætte sine medspillere op, og han mangler ikke meget for at være endnu mere afgørende i et par sekvenser. Derudover så spiller vores egen Laurits Engmark i bagkæden en flot kamp. Han løser alle sine dueller flot, og han viser, hvilken dygtig fodboldspiller han er, siger Mads Nissen.
Uafgjorte kampe i U17 Ligaen afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor der spilles om et ekstra point. Her vandt Sønderjyske 5-4. Toby Pedersen, Rasmus Lykkegaard, Samuel Hust og Yusuf Faghir scorede for VB.
U15 Liga-holdet tabte 2-3 (2-2) til Sønderjyske. Her scorede Nicolas Gammelgaard og Jeppe Højgaard Jensen for VB.
Der venter U17 Liga-holdet en træningskamp mod Silkeborg IF på torsdag, inden holdet har fri i den kommende weekend. Lørdag den 16. september skal vejlenserne i aktion igen, når Randers Freja FC venter på udebane.
U17 Ligaen 2023-24, VB Parken
Lørdag den 2. september 2023 kl. 15.00
Vejle Boldklub – Sønderjyske Fodbold 1-1 (1-1)
5. 1-0 Toby Pedersen
16. 1-1 Albert Rrahmani
Kort:
18. Rasmus Koch (gult kort)
Indskiftninger:
46. Marcus Bunton Olesen ud Samuel Hust ind
58. Sebastian Frahm Gade ud Eman Subasic ind
69. Malthe Emil Søgaard Hansen ud Yusuf Faghir ind
76. Marius Riis ud Gustav Wietz ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen
Laurits Engmark
Hjalte Gitz
Sebastian Frahm Gade
Aiham Walid Dahche (anfører)
Rasmus Koch
Marcus Bunton Olesen
Marius Riis
Rasmus Lykkegaard
Malthe Emil Søgaard Hansen
Toby Pedersen
Bænken:
Samuel Hust
Eman Subasic
Yusuf Faghir
Gustav Wietz
Max Jensen
Thorbjørn Pløger Nielsen (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.