Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 10. maj 2025
Stimen med mange mål i U17 Liga-holdets kampe fortsætter. Sidste weekend tabte vejlenserne 3-6 i Brøndby, og denne gang var der igen masser af mål – flest til VB.
Cheftræner Christian Sivebæk stillede igen et ungt hold med seks førsteårs-spillere og U15-spilleren Albert Frederiksen fra start.
Der stod Lyngby på det hele i kampens indledning, og kun en række rigtig fine redninger af Thorbjørn Pløger forhindrede en føring til gæsterne. Den største mulighed klarede VB-keeperen med en fodparade i luften, men den reaktionsstærke Pløger kom også i vejen for andre kvalificerede Lyngby-afslutninger.
I stedet slog vejlenserne til, første gang de var i Lyngby-enden. Benjamin Nicolaisen spillede på tværs til Dánial Mørkøre, der klappede til bolden med højrebenet. Utageligt op i målhjørnet. 1-0. De rødblusede havde enkelte muligheder for at øge føringen, og unge Albert Frederiksen nåede også en god afslutning, som Lyngby-målmanden klarede. Det gjorde han ikke i det 38. minut, hvor Nicolaisen med et par rigtig fine driblinger snød et par Lyngby-folk og satte Kerim Sejdic op foran mål. 2-0.
Et par minutter før pausen reducerede Lyngby, da Markus Petersen var uheldig med en tilbagelægning, som Noah Krucov modtog. Lyngby-angriberen takkede for muligheden og driblede fri af Pløger, inden han lagde bolden i nettet.
Efter pausen blev kampen knap så Lyngby-præget, men igen var det en stor fejl i VB-defensiven, der fik de kongeblå på omgangshøjde efter en time. Efter et kort udspil fra Pløger var Jeppe Højgaard for længe om at afvikle bolden, og Lyngby-offensiven var hurtigt over læderet, og de spillede Oscar Wind op i feltet. 2-2.
Kampen var på vej i tomgang i de sidste 20 minutter, men alligevel viste de rødblusede mest initiativ og slog til med yderligere to flotte mål. Først var det anfører Laurits Engmark, der hamrede til en løs bold udenfor feltet. Bolden strøg ind i siden af målet utageligt for Lyngby-keeperen, og i det 84. minut var det så topscorer Kerim Sejdic, der lukkede kampen med endnu en flot scoring.
Indskiftede Nicolas Gammelgaard kom ind med bolden fra siden, og med en meget præcis bold dybt til Sejdic fandt han VB-angriberen. Sejdic trak fri af målmanden, og fra en position, der så ud til at blive for snæver, kilede han alligevel bolden ind i nettet til slutresultatet 4-2. Selvom vejlenserne havde en scoring eller to mere for fødderne i slutminutterne, så var det en nærmest klinisk udnyttelse af målchancerne fra det næstældste akademihold, der med en målscore på 59-59 efter 24 kampe har stået for nogle meget underholdende kampe i denne sæson i U17 Ligaen.
Med sejren hopper vejlenserne op på 6. pladsen i U17 Ligaen, men Christian Sivebæks mandskab har spillet flere kampe end konkurrenterne. Der venter forsat to kampe inden sommerpausen – den næste er hjemme i VB Parken mod Silkeborg lørdag den 24. maj.
Ærlig Christian Sivebæk: Rammer ikke niveau – men alle sejre tæller lige meget
- Vi får en rigtig skidt begyndelse på kampen, hvor vi falder for dybt ned i banen og bliver for passive. Det var ikke vores game plan, selvom mange ændringer i opstillinger nok havde en påvirkning på relationerne. Vi kommer alligevel foran, da Nicolaisen flot sætter Mørkøre op til en scoring. Kort efter bliver det også 2-0 efter forrygende forarbejde af Nicolaisen, der sætter en mand. Vi var farlige, når vi blev etableret på deres halvdel, siger Christian Sivebæk.
- Vi fører 2-1 halvvejs, men skifter så tre mand kort efter pausen. Vi er fortsat udfordret rent fysisk, og de udligner til 2-2, efter vi smider en bold i opspillet. Selvom Lyngby laver en del chancer på os, så forærer vi dem de to scoringer. Engmark og Sejdic afgør kampen mod slutningen. Det var ikke en kamp, hvor vi ramte vores niveau, men de sejre tæller også, og fremadrettet var minutterne til de mange 2009'ere og Albert Frederiksen fra U15 givet rigtig godt ud. Der er mange fra dagens kamp, der også kan spille U17 i den kommende sæson, siger Christian Sivebæk.
Der var comeback til profilen Benjamin Stelman, der kom ind til de sidste 20 minutter.
- Det var rigtig glædeligt at kunne råde over Stelman igen, og han kom ind og var med til at vinde kampen for os. Han er en stærk faktor fra sin position i bagkæden. Nu bygger vi på ham i de kommende uger, og så er han forhåbentlig klar til flere minutter, når vi møder Silkeborg om fjorten dage, men det var dejligt at råde over en så stærk spiller igen, siger Christian Sivebæk.
U15 taber til Lyngby
VB Akademiets U15 Liga-hold led det første nederlag siden mødet med FC Midtjylland for fire uger siden. Sejren over Brøndby senest blev ikke fulgt op, da Lyngby med to scoringer i de sidste 40 minutter vandt 2-0 på kunstgræsbanen i VB Parken.
- Det er en 1. halvleg, hvor det er meget lige. Vi har nogle halvsløje afslutninger omkring deres felt, som vi skulle have spillet større. I begyndelsen af anden halvleg kommer vi bagud, og efter en god time bliver det også 2-0 til Lyngby. Vi præsterer dårligt efter pausen, og spillerne hverken stoler på hinanden, eller bruger hinanden som medspillere. Vi ender med at spille for individuelt. Det er et punkt, hvor vi har rykket os meget i løbet af sæsonen, og som har skabt en god bund i holdet, men mod Lyngby forsvandt det, og det italesatte vi meget efter kampen, siger Kristian Olesen, der er cheftræner for U15 Liga-holdet.
U15 Liga-holdet har også kamppause i den kommende weekend, og deres næste opgør er mod Silkeborg i VB Parken lørdag den 24. maj. Se stillingen i tabellen her.
U17 Ligaen 2024-25, VB Parken opvisningsbane
Lørdag den 10. maj 2025 kl. 15.00
Vejle Boldklub – Lyngby Boldklub 4-2 (2-1)
20. 1-0 Dánial Mørkøre
38. 2-0 Kerim Sejdic
42. 2-1 Noah Krucov
62. 2-2 Oscar Wind
79. 3-2 Laurits Engmark
84. 4-2 Kerim Sejdic
Kort:
88. Benjamin Nicolaisen (gult kort)
90. Kerim Sejdic (gult kort)
90. Markus Petersen (gult kort)
Indskiftninger:
51. Stefan Petrache ud Gustav Toft Jacobsen ind
51. Albert Frederiksen ud Nicolas Gammelgaard ind
51. Ali Riad ud Villads Bischoff ind
72. Jeppe Højgaard ud Benjamin Stelman ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Ali Riad
Laurits Engmark (anfører)
Jeppe Højgaard
Markus Petersen
Albert Frederiksen
Villads Østergaard
Stefan Petrache
Benjamin Nicolaisen
Kerim Sejdic
Dánial Mørkøre
Bænken:
Gustav Toft Jacobsen
Nicolas Gammelgaard
Villads Bischoff
Benjamin Stelman
Victor Strøyer (m)
Thorbjørn Pløger (f. 2008) leverede flere store redninger, da U17 Liga-holdet besejrede Lyngby. Ved stillingen 0-0 holdt han flere gange Lyngby fra fadet med store redninger. Arkivfoto: Carl Forssling
Benjamin Nicolaisen kom ikke på måltavlen mod Lyngby, men den 15-årige offensivspiller havde en fod med i de to første VB-scoringer. Særligt forarbejdet til Sejdic mål til 2-0 var højt niveau af "Benno", der skiftede til VB fra Sønderjyske. Arkivfoto: Daniel Abedeny
Der var en startplads til den hurtige angriber Dánial Mørkøre (f. 2008) mod Lyngby og færingen kvitterede for tilliden ved at banke 1-0 målet i nettet efter 20 minutter. Mørkøre kom til VB Akademiet fra HB Tórshavn forud for sæsonen. Arkivfoto: Carl Forssling
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.