
Foto: Bo Nielsen
Af Lars Christensen | 14. oktober 2026
VB’erne kom fra en 1-1 kamp i Esbjerg i fredags, og i forhold til den sene deler i Vestjylland rådede cheftræner Christian Sivebæk igen over Niklas Daae, der senest optrådte med U19, og det skubbede Albert Frederiksen ned på midtbanen, hvor han erstattede Eser Aslan Avci.
Mange har efterårsferie i denne uge, og mere end 100 vidner brugte et par timer af eftermiddagen rundt om kunstgræsbanen i VB Parken. De kunne allerede efter få minutter se Niklas Daae score til 1-0. Den nyudklækkede U17-landsholdsspiller udnyttede, at en FCN-stopper trådte i bolden, og Daae gik solo og scorede højt i målet.
Kun seks minutter senere blev det 2-0 til de rødblusede, da Emil Galijatovic spillede Yasir Ugurlu op i venstresiden, og den driblestærke kantspiller leverede sin signaturscoring, da han hamrede læderet i nettet via overliggeren.
Vejlenserne fortsatte med at trykke på, men stille og roligt kom gæsterne ind i kampen, og kun 15-årige Milan Jovanovic viste klassen inden for få minutter. Først med et godt riv, der tog overliggeren bag William Damgaard, og i minut 18 udplacerede svenskeren VB-keeperen med et godt spark i feltet.
Efter 36 minutter blev det så 2-2. Det skete efter en nordsjællandsk omstilling og en frispilning i VB-feltet, hvor målmand Damgaard kom ud og væltede en FCN-spiller i fri position. Det takserede dommer Alex Hermann til straffespark – 2-2.
Og et velspillende udehold kom også foran 3-2, da Novak Aletic udnyttede fint kombinationsspil til at sparke gæsterne foran 3-2.
VB’erne kom rigtig fint ud til de sidste 45 minutter og genvandt kontrollen over opgøret. Chanceproduktionen var ikke helt som livlig som før pausen, men der var opløb omkring Daae og Yasir Ugurlu på siderne et par gange. Albert Frederiksen var tæt på at nå frem til et indlæg fra Mejdal, men blev afværget ved stolpen.
Som opgøret var ved at ebbe ud, lykkedes det så vejlenserne at udligne til 3-3. I det tredje minut af tillægstiden kombinerede William Enevoldsen og Ugurlu sig fri i venstre side, og Ugurlu sendte et godt indlæg ind over. FCN-forsvaret afviste det ud på kanten af feltet, hvor Mathias Mejdal kom til og med et hårdt fladt spark sendte læderet i nettet til 3-3. Det blev også kampens sidste spark, da Alex Hermann herefter fløjtede den meget underholdende U17 Liga-kamp af.
Cheftræner Christian Sivebæk: Vi skal udbygge til 3-0 i begyndelsen
VB-træneren glædede sig over både intensiteten og det fremadrettede spil i deleren mod FC Nordsjælland.
- Vi ser rigtig gode ud i begyndelsen af kampen, og der bølger mange angreb ned mod FCN-målet. Vi skal faktisk udbygge til 3-0 på de fine chancer og opspil, som vi skaber. Det er en mavepuster for holdet, at vi indkasserer reduceringsmålet til 1-2 i den periode, hvor vi er gode, indleder Christian Sivebæk.
Det store samtaleemne i pausen blandt de forholdsvis mange vidner var den advarsel, der tilfaldt FCN-stopperen Patrick Puggaard. Den kunne have sendt ham før i bad, men blev kun forevist en advarsel.
- Set fra min position er det et oplagt rødt kort til FCN-spilleren, da han stopper Yasir Ugurlu, der har frit løb ned mod mål. Det er en omstillingssituation, hvor Yasir river sig fri og bliver bremset af deres bagerste mand, men det takseres kun til gult kort. Inden pausen udligner de så på straffespark og straffer også et boldtab centralt i banen og scorer på omstillingen, siger Christian Sivebæk.
En meget åben og afvekslende 1. halvleg blev afløst af en mere kontrolleret 2. halvleg, hvor VB’erne ikke gav noget nævneværdigt til gæsterne.
- Spillerne fik pusten i pausen, og vi talte om mere tålmodighed med bolden. Vi dominerer efter pausen og skaber flere chancer til at udligne. Luxhøi har en god mulighed, hvor han er fri i det lille felt, men sparker lige på målmanden. Til allersidst giver det så endelig pote, da vi hælder en bold i feltet, og Mejdal ender med at klaske bolden ind på et fladt spark. Fortjent point, og jeg er meget tilfreds med vores udtryk kampens intensitet. Vi er mest dominerende og presser både højt og aggressivt og tvinger dem dermed til længere bolde, siger Christian Sivebæk, der havde plusser i bogen til Daae, Ugurlu, Aytac og Mejdal.
U17 skal ikke i aktion igen før lørdag den 31. oktober, hvor Brøndby venter i VB Parken. Se tabellen her.
U15 i testnederlag til Svendborg fB
U15 Liga-holdet har ingen turneringskampe i efterårsferien, og i stedet brugte det yngste ligahold i VB Akademiet onsdag eftermiddag på et testopgør mod Svendborg fB på græs hjemme i Lysholt. Det opgør slap fynboerne bedst fra med en sejr på 5-3.
- Det er en rigtig fin kamp, hvor vi prøver lidt forskelligt af, og flere spillere er lidt ude af position. Som hold er vi for nemme at score mod, og i den anden ende brænder vi for store chancer. Vi har svært ved at bryde deres pres op, men som kampen skrider frem, bliver det bedre og bedre, siger Kristian Olesen, der er cheftræner for U15 Liga-holdet.
Isaak Grøn scorede til 1-2, mens Asbjørn Rudolf reducerede til 2-5 og 3-5 for det unge VB-mandskab, der bestod af akademispillere fra årgang 2011 og 2012.
U15 Liga-holdet har Farum Boldklub på hjemmebane i ligaen lørdag den 24. oktober, men allerede på tirsdag den 20. oktober venter Stensballe IK (L1) på udebane i DBU Jyllands pokalturnering.
U17 Ligaen 2026-27, VB Parken kunstgræsbane
Onsdag den 14. oktober 2026 kl. 13.00
Vejle Boldklub – FC Nordsjælland 3-3 (2-3)
3. 1-0 Niklas Daae
9. 2-0 Yasir Ugurlu
21. 2-1 Milan Jovanovic
36. 2-2 Emilian Gunleifsson (straffespark)
42. 2-3 Novak Aletic
90. 3-3 Mathias Mejdal
Indskiftninger:
51. Andreas Jeppeson ud Eser Aslan Avci ind
78. Ismet Aytac ud William Enevoldsen ind
78. Pelle Luxhøi ud Jonathan Spliid ind
85. Malthe Skjøt ud Sylvester Greve ind
85. Niklas Daae ud Nicolai Riis ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
William Damgaard
Mathias Mejdal
Malthe Skjøt
Jacob Damgaard-Hansen
Ismet Aytac
Albert Frederiksen
Andreas Jeppeson
Emil Galijatovic
Niklas Daae
Pelle Luxhøi (anfører)
Yasir Ugurlu
Bænken:
Hans Frederik Warrer (m)
Sylvester Greve
Nicolai Riis
Eser Aslan Avci
William Enevoldsen
Jonathan Spliid

Eser Aslan Avci (f. 2011) er i gang med sit første år som U17 Liga-spiller og den unge midtbanespiller kom på banen kort inde i 2. halvleg og var dermed med til at sikre et vigtigt point i tillægstiden. Arkivfoto: Vejle Boldklub
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD