Albert Frederiksen (7) til DBU-samling i efteråret, hvor han ses sammen med holdkammeraten Benjamin Yousfi (3). Arkivfoto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 13. januar 2025
Det var ikke kun 3F Superliga-truppen der fra mandag den 6. januar var tilbage i vante omgivelser i VB Parken og tog hul på de hårde løb inden forårets kampe. Det var VB Akademiets ungdomsliga-hold også. For Albert Frederiksen, der var efterårets helt store profil på det velspillende U15 Liga-hold, så betyder vinterpausen også, at han hopper et alderstrin op og træner fast med U17 Liga-holdet.
- Det var dejligt at komme tilbage i træning. Vi har haft ferie i fire uger og fulgt vores individuelle træningsprogrammer, men holdtræningen har været savnet, og det var fedt at se holdkammeraterne og den nye træner (U17 Liga-træner Christian Sivebæk, red.). Vi var igennem den hårde bip-test, og jeg forbedrede mig i forhold til i sommer, indleder Albert Frederiksen.
- Jeg er rykket op på U17 Liga-holdet i forbindelse med vinterpausen, og det er et step op. Jeg har tidligere trænet med U17 og fået min liga-debut, men rent udviklingsmæssigt er det virkelig fedt at have alle mine træningspas med U17. Det er en stor udfordring at spille med to årgange fremfor kun én, og alle spillere er ældre end mig. Det betyder, at jeg bliver presset i alle mine aktioner, hvor jeg skal tænke hurtigt i duellerne mod fysisk stærkere spillere, siger Albert Frederiksen.
Fodboldopvækst i Bredballe IF
For den 14-årige midtbanespiller er det ikke nyt at spille en årgang op. Det har han gjort, siden han som U12-spiller i 2022 skiftede fra Bredballe IF og blev en del af VB Akademiets U13-hold.
- Jeg har næsten altid spillet en årgang op, og det er, selvom jeg er født i årets sidste kvartal. At spille mod spillere, der er ældre og længere fremme rent fysisk, har betydet, at jeg altid har haft stor fokus på min orientering inde på banen, hvor mit første touch på bolden er vigtigt, og hvor jeg skal lave en løsning klar, allerede inden jeg modtager bolden.
- U17-spillernes hårdhed rent fysisk og deres tempo kommer til at skærpe mig endnu mere som fodboldspiller, og det er en udfordring, som jeg glæder mig meget til. Jeg fik en lille forsmag med debutkampen i efteråret mod Sønderjyske, men med fast træning håber jeg også at kunne spille mig i betragtning til flere spilminutter, allerede når vi tager hul på turneringen igen. Det er i hvert fald mit mål, men om jeg spiller kamp med U15 eller U17, bliver trænernes beslutning fra uge til uge, siger Albert Frederiksen.
Efterårssæson med op- og nedture på U15 Liga-holdet
VB Akademiets U15 Liga-hold holder vinterpause med en fin midterplacering i ligaen, men bag de 17 points i 13 kampe gemmer sig historien om et formstærkt vejlensisk liga-hold, der hentede fem sejre og én uafgjort i de sidste otte kampe, blandt andet efter storsejre på 6-1 over Sønderjyske og 7-3 over AC Horsens.
- Rent resultatmæssigt var det en meget todelt efterårssæson, hvor vi spillede godt i de første kampe, men ikke fik resultatet med. Siden fik vi hævet vores niveau og blev mere effektive, og så kom målene og sejrene også. Det var på gode holdpræstationer, at vi fik vores sejre, siger Albert Frederiksen.
Den 14-årige midtbanespiller havde en hovedrolle i de mange sejre, da han blandt andet blev noteret for to hattrick, og udover otte mål var han indblandet i mindst ligeså mange med næstsidste fod.
- Personligt var det en god halvsæson for mig, hvor jeg begyndte som 8’er på midtbanen og senere blev rykket op som 10’er og var endnu mere offensiv, og i takt med positionsskiftet kom resultaterne også. Jeg blev endnu mere kampafgørende, da jeg kom længere frem på banen. Jeg laver en del af mine mål omkring feltet på spark fra distancen eller på cutbacks, og så blev jeg også meget kampafgørende med oplæg til mine medspillere, som jeg har et godt blik for.
Efteråret bød ikke kun på U15 Liga-fodbold i Vejle, men talentet var også udtaget til DBU’s U15-samlinger, som danner grundlaget for samlingen af årgang 2010’s første landsholdstrup i slutningen af denne sæson.
- Det er en stor udfordring at træne med de bedste spillere i Danmark, og der bliver jeg matchet godt. Det er typisk nogle korte samlinger, hvor vi har et træningspas og så en kamp. Her er tempoet også højt, og man bliver udfordret på sine beslutninger på banen, som skal være skarpe, siger Albert Frederiksen.
Stærkt venstreben – og vindermentalitet
Den offensive midtbanespiller bar anførerbindet på U15 Liga-holdet i efteråret, og han går gerne forrest, når der skal kæmpes for sejren.
- Min fodbold betyder rigtig meget for mig. Jeg brænder for at blive bedre og for at vinde fodboldkampe, og jeg går gerne forrest på fodboldbanen. Det er måske ikke normalt for en 10’er, men jeg er også en rigtig fighter og vil også gerne kendes sådan. Det ligger naturligt for mig, og jeg er stolt over, at jeg blev valgt til anfører i efteråret. Som fodboldspiller har jeg et godt spark med mit venstreben, og jeg er en god afslutter på den lange distance, men også med et godt blik for de pasninger, der kan bringe mine medspillere i gode situationer. Det er især mit højreben, som jeg gerne vil forbedre, siger Albert Frederiksen.
Ved siden af fodbolden på VB Akademiet er han elev i 8. klasse på NOVAskolens idrætsklasse, hvor der er lavet en hverdag, hvor spillerne har gode forudsætninger for både at følge med i både dansk, matematik og de øvrige lektioner, mens de samtidig dyrker fodboldtalentet på højeste niveau.
- Vi har morgentræning tre gange om ugen, mens vi mandag og fredag træner om eftermiddagen. Og der er sørget for transporten med bus frem og tilbage fra VB Parken og til NOVAskolen, så vi har alle forudsætninger for at klare begge dele. Der er generelt en tæt dialog mellem skolen og trænerne på VB Akademiet, så vi får fri, hvis der er DBU-samlinger, eller hvis der er udlandsture med VB, siger Albert Frederiksen.
- I vores træningspas er der både plads til, at vi udvikler os individuelt gennem positionsspecifik træning, som den ene af vores morgentræninger er til. Her er det vores spark, indlæg og lignende, som jeg træner sammen med spillerne på den sidste del af banen, men der er også træningspas, hvor den mere holdmæssige del er i fokus og i et udviklingsperspektiv er den blanding god, siger Albert Frederiksen.
Ud af en fodboldfamile
Albert Frederiksen er ikke den eneste i familien Frederiksen, der har optrådt i VB. Han er søn af Chris Frederiksen, der spillede på klubbens ungdomselitehold op igennem halvfemserne, ligesom hans onkel, Jonas Halling, og farfar, Steen Frederiksen, har opnået tællende førsteholdskampe for Vejle Boldklub i landets bedste række.
- Der bliver snakket rigtig meget fodbold rundt om spisebordet, når hele familien er samlet, og jeg har en god opbakning fra min familie til at satse på min sport. Det er fedt, at de er så interesserede og følger mine kampe både ude og hjemme. Både min far, onkel og farfar har spillet elitefodbold i VB, så de ved, at det kræver meget fokus at komme igennem, og jeg får både det modspil og den opbakning i hverdagen, som jeg skal bruge, siger Albert Frederiksen.
Det unge midtbanetalent er glad for, at han dyrker fodboldtalentet på VB Akademiet, hvor set-uppet omkring liga-holdene er inde i en god udvikling.
- Bare i de tre-fire år, hvor jeg har været en del af VB Akademiet, er der sket en god udvikling. Vi får flere og flere træningspas om morgenen og formiddagen, og der er gode trænere og specialister omkring holdene, som sikrer de bedste rammer for vores udvikling, siger Albert Frederiksen.
Akademichef: Albert har et stærkt mindset og en ydmyg tilgang
Steen Thychosen, VB Akademiets chef, har fulgt Albert Frederiksens udvikling, siden han spillede i Bredballe IF, og han fremhæver tilgangen til fodbolden hos den 14-årige profil på VB Akademiet.
- Albert er et markant fodboldtalent, som allerede som 14-årig viser os, at han besidder et potentiale, som vi er meget nysgerrige på. Han er til banens sidste tredjedel, og han besidder et fantastisk venstreben, men når jeg skal fremhæve noget, så er det faktisk hans mindset. Han er både ydmyg og jordnær, og så er han en fantastisk fighter og en rigtig holdspiller. Det er også derfor, at han bærer anførerbindet, siger Steen Thychosen.
- Vi har med en spiller at gøre, som er utrolig bevidst om, at han er en del af et hold, og de kompetencer er mindst lige så vigtige som de fodboldmæssige. Albert var en markant på profil på U15 Liga-holdet i efteråret, og han toppræsterede næsten hver gang. Det er helt naturligt, at vi allerede nu matcher ham op i U17 Liga-truppen. Han kommer til at banke på i forhold til spilletiden, og jeg glæder mig til at følge hans fremtidige udvikling.
- Da vi i september havde vores U16-hold til den store internationale turnering i Napoli, blev Albert kåret til stævnets bedste ”upcoming” spiller. Det var et stævne primært for U16-hold med spillere fra 2009, men der var også 2010'ere med, og her faldt Albert i øjnene. Det var altså i selskab med flere af de store italienske klubber, og det siger også lidt om potentialet. Han er langt fremme, og vi er glade for, at vi har et akademi, hvor vi hele tiden kan udfordre og matche de bedste spillere op, så vi sikrer et stærkt udviklingsmiljø, siger Steen Thychosen.
Foto: Daniel Bank
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.