U15 jagtede forgæves og U17-sejr i Brøndby

Arkivfoto: Carl Forssling

Forårspremieren for VB Akademiets U15 Liga-hold og U17 Liga-hold blev i sidste øjeblikket flyttet til Vestegnen, hvor de yngste ligahold var i kamp lørdag eftermiddag. U15 tabte 2-3 trods en times overtal, mens U17 hentede en flot sejr på 2-0.

Af Lars Christensen | 14. februar 2026

U17-holdet kom hjem fra Tyrkiet i sidste weekend, hvor holdet afviklede generalprøven. Her blev det 2-2 mod Tromsø i en kamp, hvor Niklas Daae og Marius Stage scorede for cheftræner Christian Sivebæks tropper. Siden landede talenterne igen i Vejle, hvor vintervejret har været en udfordring. Det betød også, at lørdagens kamp mod Brøndby blev flyttet til Vestegnen i sidste øjeblik.

Til årets første tællende kamp var der debut til to nye spillere. På midtbanen til Robin Hansen (f. 2009), der igennem Vejle Idrætsefterskole er skiftet permanent til VB. Robin Hansen spillede i efteråret dels på VB Akademiets Liga 1-hold og for sin barndomsklub Vildbjerg SF. I forsvaret var der de første minutter i den røde trøje til garderhøje Marius Stage (f. 2009), der er skiftet fra IF Lyseng i vinterpausen.

De to nye spillere og holdkammeraterne fik en drømmestart på forårssæsonen, da vejlenserne vandt 2-0 i Brøndby, men det var ikke uden problemer, at sejren kom i hus.

- Der ligger en flot, flot indsats bag sejren, men vi var i store problemer før pausen. Vi formår ikke at spille os ud af Brøndbys høje og meget aggressive pres. Her traf vi en række forkerte valg, og det blev vi ved med, indleder Christian Sivebæk, der er cheftræner for U17 Liga-holdet.

Han kunne se sit mandskab bringe sig foran 1-0 lige inden pausen, da Yasir Ugurlu udnyttede et straffespark begået mod ham selv.

- Det er vores eneste chance før pausen. De femten minutter herefter brugte vi til at grave dybt efter løsninger, og her ville vi gerne aktivere Stefan Petrache mere på bolden for at lette presset. Så han faldt ned i banen, og Villads Østergaard tog nogle dybe løb, og på den måde fik vi rykket rundt på deres meget mandsorienterede pres. Den plan lykkedes vi fint med, og vi så et noget andet VB-mandskab i de sidste 45 minutter.

- Ugurlu og Petrache har nogle fine chancer for at score, og Villads Østergaard er meget tæt på at fange målmanden langt ude af sit mål, men fra midten rammer han overliggeren, siger Christian Sivebæk.

Det blev 2-0 mod slutningen, da Stefan Petrache (billedet, red.) udnyttede godt forarbejde til at sende bolden i nettet til slutresultatet.

- Det er faktisk Victor Stroyer, der sætter bolden fint i gang med et udspark til Daae, som overløber deres stopper og meget uselvisk lægger bolden på tværs til Petrache, der kan score til 2-0. Til sidst kriger vi sejren hjem og holder rigtig godt fat i bolden. Der er stor ros til hele holdet, men ekstra plusser i bogen til Robin Hansen og Villads Østergaard på midtbanen, men også til enmandshæren Stefan Petrache på en uvant position som falsk 9’er, siger Christian Sivebæk.

U15 i forgæves comeback-jagt

U15-holdet var bagud 3-0 i Brøndby, men på to reduceringer jagtede cheftræner Kristian Olesens mandskab et comeback mod de blå-gule. Vejlenserne spillede tilmed en time i overtal, men facit efter 80 minutter på Vestegnen var en 3-2-sejr til hjemmeholdet.

- I begyndelsen af kampen er vi voldsomt udfordrede i vores forsvarsspil, og her scorer de tre gange og fører 3-0. Allerede ved stillingen 2-0 får Brøndby en spiller udvist. Det er nogle lange bolde, som vi har svært ved at afvise i bagrummet og så en opspilsfejl, de scorer på, indleder Kristian Olesen, der er cheftræner for U15 Liga-holdet.

- Med bolden mangler vi kvalitet og nogle bedre beslutninger. Når det er så er sagt, så burde vi med lidt mere held og skarphed have fået et point med hjem. Vi reducerer to gange, men der er for lang en periode efter pausen, hvor vi forvalter vores overtal for dårligt og spiller for langsomt. Vi er skuffede over at indkassere mål for nemt, og at vi ikke selv er farligere, siger Kristian Olesen.

Malthe Elkjær Pedersen reducerede til 1-3, mens Sebastian Møller Sørensen reducerede til 2-3 efter en time.

U17 Ligaen 2025-26, Brøndby IF’s anlæg
Lørdag den 14. februar 2025 kl. 15.15
Brøndby IF – Vejle Boldklub 0-2 (0-1)
39. 0-1 Yasir Ugurlu (straffespark)
84. 0-2 Stefan Petrache

Kort:
73. Ali Riad (gult kort)
90. Niklas Daae (gult kort)

Indskiftninger:
79. Benjamin Stelman ud Mathias Mejdal ind
85. Yasir Ugurlu ud Pelle Luxhøi ind
85. Albert Frederiksen ud Andreas Jeppeson ind
88. Ali Riad ud Jacob Damgaard-Hansen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Victor Stroyer

Benjamin Stelman
Marius Stage
Jakob Sørensen
Ali Riad

Albert Frederiksen
Robin Hansen
Villads Østergaard (anfører)

Niklas Daae
Stefan Petrache
Yasir Ugurlu

Bænken:
Mathias Mejdal
Pelle Luxhøi
Jacob Damgaard-Hansen
Andreas Jeppeson
Aksel Hoppensach (m)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV