– Truppen har responderet godt på nederlaget i Viborg

Foto: Daniel Abedeny

Efter en god start på sæsonen kom VB ned på jorden igen søndag i Viborg. Det har dog ikke slået vejlenserne ud, og truppen arbejder nu benhårdt hen imod næste udebaneudfordring, FC Nordsjælland. Vi fangede Johnny Mølby efter onsdagens træning.

Af Ole Kristensen | 6. marts 2025

”Bisse” er ved at være klar igen, fortæller Mølby. En skade holdt midtbanemanden ude af kampen i Viborg, men han trænede med onsdag på skånekost, og kan han klare et fuldt træningspas torsdag, er han i spil til FCN-kampen. Og da Velkov er trådt ud af karantæneboksen, er der frit valg på alle hylder.

- Selvfølgelig afhænger humøret mandag, når man møder ind, lidt af weekendens kamp, men truppen har responderet godt på nederlaget i Viborg, siger Mølby.

- Vi lavede nogle fejl defensivt, vi ikke begik i de første kampe, mens vi omvendt var mere på bolden og måske kreerede flere chancer end tidligere, så som så ofte er der jo lys og skygge efter en kamp. Vi gav nogle lidt komiske mål væk, men omvendt scorede vi et fint dødboldmål, hvor ”GG” server godt, og de andre screener fint af for German, så det var positivt. Og vi får yderligere bragt German i tre gode hovedstødssituationer, men selvfølgelig skal vi også søge at blive farlige fra andre positioner.

Efter Silkeborg møder VB nu årets anden kunstbaneudfordring, og igen er nøgleordet organisation, fastslår Mølby.

- Hvis man er skarp og kan flytte sig hurtigt nok, kan man godt lukke rummene ned for dem, pointerer træneren.

– Men FCN er om muligt endnu farligere på eget underlag end Silkeborg og tør spille hurtigt på små områder – ja, selv FCK og Brøndby har vi set være på hælene i Farum. Vores organisation skal være på plads, og vi må ikke selv smide bolden væk. Vi skal selv være gode på bolden og turde holde fast i den, så de i perioder også kommer til at løbe efter os. FCN spiller heller ikke risikofrit, så muligheden for at bryde nogle bolde, eksisterer også.

FC Nordsjælland har tvingende brug for de tre point for at holde sig i top-6, så der bliver ikke givet ved dørene.

- Alle kampe i det her forår er små finaler, for der står så meget på spil for holdene, understreger Johnny Mølby.

Talentfulde Lasse Flø havde visse udfordringer over for bl.a. Viborgs dygtige Serginho, men det har ikke slået backen ud, siger træneren.

- Flø har trænet godt og responderet fint på weekendens kamp, og jeg har haft en snak med ham. Alle spillere – også jeg selv – har haft sådanne kampe, hvor man kommer lidt på bagkant, og det må man blot ryste af sig. FCN har også stærke spillere! Det er et lille slag, som man som ung spiller bare må tage og så komme videre.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV