TPI før pokalkamp: Vejle er den største klub vi kunne trække

Foto: Daniel Abedeny

Tarup-Paarup Idrætsforening, i daglige tale blot TPI, er modstanderen i 1. runde af Betano Pokalen for Vejle Boldklub. Efter klubbens eneste sæson i 2. division i 2018-19 spiller forstadsklubben fra det vestlige Odense på ottende sæson i træk i Danmarksserien og målsætningen er, at klubben i den nye sæson skal spille en mere betydende rolle i toppen af landets femte bedste række. Først venter dog et pokalopgør mod Vejle.

Af Lars Christensen | 4. august 2026

Efter tre sæsoner, hvor Vejle Boldklub er trådt ind i den danske pokalturnerings 2. runde, så er vejlenserne nu igen med fra 1. runde. Her kom Danmarksserieklubben Tarup-Paarup Idrætsforening op. Den 19. juni i år var det 62 år siden at Tarup Idrætsforening og Paarup Gymnastikforening i en sammenlægning blev til TPI.

For at blive klogere på TPI anno 2026 har vi allieret os med Simon Ditlevsen, der selv er i gang med sin tredje periode omkring klubbens trænerstab. 33-årige Ditlevsen overtog holdet i efteråret 2023 og som tidligere ungdomsspiller og træner hos de hvidblusede er det en ildsjæl og klubmand, som nu står i spidsen for TPI i klubbens største kamp i flere år.

Straffesparkssejr på Ærø på vejen mod 1. runde

Som DS-klub er TPI ikke automatisk kvalificeret til de afsluttende pokalrunder under DBU og forstadsklubben har ekspederet Marstal/Rise efter straffesparkskonkurrence, BK Chang og ØB ud i forårets indledende runder under DBU Fyn for at komme frem til 1. runde.

- Vejle-kampen kommer lidt tidligt forstået på den måde, at vi som serieklub har en drøm om at komme langt i turneringen for at være med i kampen om at være det seriehold der når længst. Men også tidligt i den forstand, at vi er en amatørklub, hvor nogle spillere har ferie langt ind i juli, og derfor har vi ikke haft alle spillere til rådighed i hele vores opstart, indleder Simon Ditlevsen.

TPI har været i gang på træningsbanerne i et par uger og har også tilbagelagt tre opstartskampe. Det har været mod de fynske kollegaer fra Danmarksserien Boldklubben Marienlyst (0-1), SfB/Oure (0-5) og OKS (1-1).

- Vores nye sæson i Danmarksserien begynder først søndag efter Vejle-kampen, hvor vi i Kolding møder oprykkerne fra KB, så pokalopgøret ligger meget tidligt for os, men alle i klubben og i DS-truppen glæder sig til at prøve kræfter med et professionelt hold der i sidste sæson spillede i 3F Superliga.

- Når man kigger på de klubber vi kunne trække fra Sydjylland og Fyn, så var Vejle den største klub. Der var ikke noget mere attraktivt for os på nuværende tidspunkt. Når vi så samtidig har et par spillere med fortid på Vejles akademi, så er der flere der går og glæder sig lidt ekstra, siger Simon Ditlevsen.

Hvilke forventninger har du til kampen?

- Vi skal gøre det til en god oplevelse for både vores spillere og de forhåbentlig mange tilskuere der kommer. Rent sportsligt, så er mit håb, at vi kan gøre det til en kamp. Det vil sige, at vi også kan bide fra os i perioder og vise, at vi er et hold med nogle kvaliteter, siger Simon Ditlevsen.

Hvordan vil du beskrive TPI-mandskabets stil?

- I den forgangne sæson, hvor vi spillede i Danmarksseriens oprykningsspil til 3. division, havde vi god succes med vores offensive omstillingsspil, som kastede en del mål af sig. I opstarten til den nye sæson arbejder vi med en mere boldbesiddende stil, hvor vi skal kunne være mere spilstyrende med bolden. Det lag håber vi at kunne lægge på over tid, men ellers har vi en pragmatisk tilgang.

Opvisningsbanen har stået brak: Den har pæne tegn

Hvilke ydre rammer kan spillere og tilskuere forvente på LokalBolig Tarup Park?

- Vores hjemmebane ligger i Paarup og er et lille intimt stadion på vores anlæg. Vi har en kunstgræsbane som ligger op ad banen på den ene side og en lille hyggelig tribune uden overdækning på den anden side. Der kan sidde omkring 100 tilskuere og så har vi et par overdækkede udsalgssteder på langsiden. Et hyggeligt stadion for et DS-hold. Selve banen har stået ”brak” siden vi afsluttede turneringen i juni, så den har ikke haft det godt i sommervarmen. Det har været tørt, men den har pæne tegn og vi håber at kunne præsentere en fornuftig bane til kampen.

Indgangen til LokalBolig Tarup PARK der ligger i Paarup og er klubbens opvisningsbane med cirka 100 ikke overdækkede siddepladser. Foto: TPI

TPI kvalificerede sig i foråret til oprykningsspillet fra Danmarksserien, hvor klubben dystede med de bedste klubber i Danmark om at spille sig op i 3. division. Holstebro Boldklub og ASA satte sig suverænt på de øverste placeringer og fynboerne sluttede langt fra de sjove placeringer.

- Vi har en fortid som divisionsklub og målet er, at vi i fremtiden, og helst allerede i denne sæson, kan spille en mere betydende rolle i oprykningsspillet til 3. division. Vi skal ikke op i divisionerne for enhver pris, men vi skal over tid geare os til det på og udenfor banen. Men vi vil gerne være en gældende faktor i Danmarksserien og derfra skal vores næste step tages i det rigtige tempo.

- Klubber som Odder, Marienlyst og SfB/Oure er mine favoritter i vores DS-pulje. De ser umiddelbart rigtig stærke ud og så er IF Lyseng og Vejgaard endt i pulje 4. De kommer helt sikkert også med over i forårets oprykningsspil. Der skal nok blive hård kamp om pladserne i toppen igen i denne sæson, forventer Simon Ditlevsen.

TPI optrådte i klubbens hidtil eneste sæson i 2. division tilbage i 2018-19, hvor den tidligere førsteholdsspiller i VB, Patrick Rasmussen, stillede op for fynboerne. Det gjorde han sammen med Christian Bannis og Ali El-Haj. To spillere med rødder i det fynske fodboldmiljø, men midtbanetalenterne spillede også en del af deres ungdomstid på VB Akademiet.

Den store historie mediehistorie hos TPI i efteråret 2018 var dog ikke at den lokale fodboldsammenslutning havde fået divisionsstatus, men at seks spillere fra klubben stillede sig til rådighed for vikarlandsholdet, der i al hast blev samlet og stillede op for DBU til venskabskampen mod Slovakiet. TPI-spillerne Mads Bertelsen og Christian Bannis fik deres debut fra start, mens den fynske seriebomber Anders Fønss kom ind fra bænken, og dermed var TPI den klub der leverede flest spillere til den historiske danske landsholdstrup der ikke talte professionelle spillere.

Ingen af de tidligere landsholdsspillere fra TPI er dog fortsat aktive i topfodbold.

Fra venstre mod højre: Nicolaj Madsen, Tobias Utoft, Victor Wernersson, Nikolaj Lebæk, Lundrim Hetemi og Thomas Hagekskjær fik deres debut for Vejle Boldklub i pokalsejren på 3-0 over Allesø GF i august 2017. Arkivfoto: Johnny Kristensen

Tidligere Vejle-talent er offensiv TPI-profil

Hvem er Jeres profiler?

- Vi har en god offensiv med forskellige strenge at spille på, men Lucas Møller på kanten er nok den mest iøjnefaldende. En flamboyant spiller, der på vores niveau kan være outstanding og en spiller som på sit højeste gør en forskel i Danmarksserien.

Lucas Møller Jensen spillede på VB Akademiet frem til at han blev U16-spiller i sommeren 2016, hvor han så skiftede til OB’s U17-hold. Han er søn af Carsten Jensen, der i perioden 1992-94 spillede 33 førsteholdskampe for Vejle Boldklub.

TPI råder også over Mads Raben, der som helt ung spillede et par Superliga-kampe for OB. Den i dag 30-årige angriber har aldrig spillet for VB, men han er søn af Henrik Raben, der i perioden fra 1986-87 spillede 22 førsteholdskampe for VB.

- Mads Raben er et andet sted i fodboldkarrieren, end da han som 16-årig kom frem i OB med et par kampe i den bedste række. Han har bøvlet med knæproblemer, men han er en hel formidabel afslutter og også en spiller vi kan forvente os lidt af. Ellers er det Rasmus Schmidt, som nogen måske kan huske fra Dalum. Han er den spiller i vores trup med flest divisionskampe. Rasmus var en rigtig dygtig 2. divisionsspiller i Dalum i en årrække og nu er han blevet lidt ældre og er rykket fra midtbanen og ned i midterforsvaret, hvor han spiller sammen med Nikolaj Lebæk, siger Simon Ditlevsen.

Netop 27-årige Nikolaj Lebæk er den eneste i TPI-truppen med tællende førsteholdskampe for VB. Den alsidige forsvars- og midtbanespiller, med det helt forrygende spark fra distancen, kom til VB som 16-årig i 2015 fra Fynsserie-holdet i Aarup Boldklub og erobrede hurtigt en plads på U17 Liga-holdet og afsluttede også sin ungdomstid i Vejle. Lebæk spillede pokalkampene mod Allesø GF (3-0) og Jammerbugt FC (1-3) i 2017-18-sæsonen, hvor VB rykkede op i Superligaen under cheftræner Adolfo Sormani.

Udover Lebæk, Raben og Lucas Møller Jensen, så er det i høj grad Jacob Schoop der binder TPI og VB sammen i et historisk perspektiv. Den tidligere VB-anfører, med de 149 førsteholdskampe i Nørreskoven, snørede sine første fodboldstøvler for de hvidblusede i Paarup inden han som juniorspiller rykkede videre til FIF/B1909.

Jacob Schoop ses her før opgøret mod FC Fredericia i maj 2018. Midtbanedynamoen begyndte sin fodboldkarriere i TPI inden han via FIF/B1909 og FC Fyn endte i OB og siden Vejle. Schoop optrådte for VB fra 2016-22 og har indstillet sin aktive karriere. Arkivfoto: Jørgen Bech

Femtestørst på medlemmer og i geografisk konkurrence med Næsby Boldklub

Forstadsklubben på den vestlige side af Odense er Fyns femtestørste klub målt på medlemmer.

- Rent geografisk så konkurrerer vi med Næsby Boldklub, der har et ungdomsset-up som er over vores i TPI. Vi ligger i et område centreret omkring byerne Tarup og Paarup, hvor også andre mindre områder knytter sig til. Som klub er vi en breddeklub, men med en pæn størrelse ungdomsafdeling for både drenge og piger og vores set-up på både senior og ungdom er niveauet under de mest ambitiøse på Fyn.

TPI-træneren er 33 år og har været medlem af klubben siden han blev født. Han spillede i klubben som ungdomsspiller og blev træner i TPI allerede som 15-årig. Han var assistenttræner og tog sideløbende sin A-licens da TPI toppede rent sportsligt med oprykningen til 2. division for otte år siden. Det blevet til to afstikkere til ungdomsafdelingerne i Næsby Boldklub og OB, hvor han har arbejdet med talentudvikling. Nu har han ansvaret for barndomsklubbens flagskib på seniorsiden. I trænerstaben er Toivo Vadum tilknyttet som målmandstræner. Vadum havde ansvaret for målmændene i VB fra 2013-18.

- I OB var jeg omkring U14-truppen med årgang 2003 og husker nogle spændende kampe om puljesejren mod Vejles hold i samme årgang. Allerede dengang var talentet tydeligt hos Oliver Provstgaard og Christian Gammelgaard. Siden var jeg også i Næsby Boldklub som U19-træner, men nu er jeg tilbage i TPI og har arbejder med seniorspiller og er i gang med min anden periode som cheftræner og den tredje periode i alt omkring klubbens førstehold, siger Simon Ditlevsen.

Ved siden af cheftrænerjobbet i TPI er han uddannet skolelærer og arbejder på Korup Skole i specialafdelingen.

Betano Pokalen
Onsdag den 5. august kl. 18.30
Tarup-Paarup IF – Vejle Boldklub
LokalBolig Tarup Park
Paarupvej 21, 5210 Odense NV

Simon Ditlevsen, 33 år, er i gang med sin anden perioden som cheftræner for barndomsklubben. Foto: TPI

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV