Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 26. september 2023
Ganske imponerende med små 4000 tilskuere til en kamp mod et hold fra den sjettebedste række. Så mange var der, at speaker Maigaard måtte bede om at få en mindre bilpark flyttet, som holdt i vejen for andre …
Blandt de 3857 øjenvidner var der et pænt kontingent grønklædte fra Tilst/True Skjoldhøj, som klubben uden for Aarhus rettelig hedder. Det lukkede hold med det store VB-islæt ligger pt nr. 6 i Jyllandsserie 1. Der var inden kampen rødhvide buketter til de ikke færre end ni spillere fra tst Fodbold, der har spillet i Vejle Boldklub.
Prelec havde selvsagt blandet kortene behørigt til aftenens kamp. Provstgaard, Onugkha og Albornoz havde fået helt fri, og 4-3-3 kabalen kom til at falde ud med Vekic på mål og Lasse Flø fra U19, Albentosa, Kolinger og Arsic i bagkæden. Kristian Kirkegaard, Tobias Lauritsen og Busuladzic udgjorde midtbanen, mens Musa Juwara, Ngbakoto og Assehnoun lå fremme.
VB gjorde helt professionelt det nødvendige inden pausen. Gæsterne forsvarede sig bravt, men når holdet fra den bedste række skruede på tempoet, kom de seks rækkers forskel til udtryk.
Favoritterne kunne bringe sig foran efter 10 minutter. Juwara sparkede et frispark i højresiden i muren, men bolden røg ud til gambianeren igen, og da han denne gang sendte bolden kvalificeret ind i feltet, kunne Ngbakoto heade i mål.
Med yderligere 10 minutter spillet blev det 2-0. Assehnoun spillede et-to med Ngbakoto i feltet, og så var der scoret igen.
De grønklædte havde en enkelt god mulighed inden pausen. Kolinger mistede bolden, og Martin Gernow kom i omstilling – den tidligere VB’ers riv røg dog lige over tværribben.
Umiddelbart inden Jakob Kehlet kunne fløjte til pause, blev det 3-0. Ngbakoto fik bolden med sig i kamp med gæsternes målmand Thais Bach og kunne sparke i det tomme mål til en trods alt standsmæssig pauseføring.
VB skiftede Andreas Tomaselli ind fra starten af 2. halvleg for Kolinger.
4-0 skulle det straks blive, da Kirkegaard scorede fladt mellem benene hos Thais Bach.
Desværre kom tst’s indskiftede Jonas Erngaard slemt til skade med knæet efter en time og måtte hjælpes fra banen. Rigtig god bedring til den uheldige ex-VB’er herfra.
Prelec tripleudskiftede og gav comeback til Thomas Gundelund og debut til Frederik Flaskager, ligesom Elvius kom på banen. Ud gik Flø, Albentosa og Kirkegaard, og Busuladzic overtog anførerbindet.
Der var stadig mål i hjemmeholdet. Juwara kunne øge til 5-0 spillet godt op af Flaskager, og øjeblikket efter havde Ngbakoto mulighed for at lave hattrick, da han skulle eksekvere et straffe begået mod Juwara, men Thais Bach reddede helt ude ved stolpen til stor jubel for de mange tilrejsende fra Tilst-området.
VB’s clean sheet kom alvorligt i fare med en snes minutter igen. Martin Gernow slap fri og rundede Igor Vekić, men Marius Elvius nåede tilbage og fik pareret på stregen.
To minutter senere blev det i stedet 6-0, da Assehnoun blev dobbelt målscorer smart spillet op med hælen af Ngbakoto.
Tobias Lauritsen sluttede målfesten, da han – spillet op af Juwara – scorede fra en spids vinkel.
Barry fik slutminutterne for Ngbakoto. Flaskager var tæt på en debutantscoring, da han sparkede lige over i lovende position, og også ”Bisse” og Assehnoun havde muligheder for at øge yderligere mod slutningen, hvor trætte gæster var stående k.o., men ved 7-0 blev det.
Så var der dømt fællesfoto, og hvis ikke projektørerne var blevet slukket, havde tst.-spillerne såmænd nok stået på den fine grønsvær endnu og hygget med tilhængerne. Det var tydeligvis en oplevelse, man ikke ville hjem fra …
Torsdag aften trækkes der lod til næste runde i Oddset Pokalen, og fra nu gælder der ingen restriktioner i lodtrækningen.
VB har nu fire dage til at forberede sig på en ganske anden slags modstander, for søndag kommer FC Nordsjælland til Nørreskoven …
Oddset Pokalen 2023-24, 3. runde, Vejle Stadion
Tirsdag den 26. september 2023 kl. 18.00
tst Fodbold – Vejle Boldklub 0-7 (0-3)
10. 0-1 Yeni Ngbakoto
21. 0-2 Jasin Assehnoun
45. 0-3 Yeni Ngbakoto
50. 0-4 Kristian Kirkegaard
66. 0-5 Musa Juwara
72. 0-6 Jasin Assehnoun
77. 0-7 Tobias Lauritsen
Indskiftninger:
46. Denis Kolinger ud Andreas Tomaselli ind
63. Kristian Kirkegaard ud Frederik Flaskager ind
63. Lasse Flø ud Thomas Gundelund ind
63. Raúl Albentosa ud Marius Elvius ind
79. Yeni Ngbakoto ud Hamza Barry ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić
Lasse Flø
Denis Kolinger
Raúl Albentosa (anfører)
Vladimir Arsic
Tobias Lauritsen
Azer Busuladzic
Musa Juwara
Kristian Kirkegaard
Jasin Assehnoun
Yeni Ngbakoto
Bænken:
Nathan Trott (m)
Hamza Barry
Stefan Velkov
Thomas Gundelund
Ebenezer Ofori
Frederik Flaskager
Andreas Tomaselli
Marius Elvius
Saeid Ezatolahi
Dommer: Jakob Kehlet
Tilskuere: 3.857
tst Fodbold (4-4-2): Thais Bach – Christian Minke (71: Frederik Hedevang Olesen), Thomas Buchhave (46: Jonas Erngaard (58: Tobias Jønsson)), Peter Baj Høgh, Johannes Dam Skriver – Martin Gernow, Jesper Stab, Simon Nørbygaard (83: Michael Madsen), Jonas Andersen – Jonathan Emdal (71: Peter Hansen), Frederik Skjoldemose Johansen
Træner: Christian Frederiksen, Claus Mortensen
Kort:
38. Thomas Buchhave (gult kort)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.