Af Lars Christensen | 5. april 2023
U17 Liga-holdet er ubesejrede i 11 kampe på stribe, og nu har forsvarsprofilen Anders Sønderskov indgået en aftale for de kommende to sæsoner, så aarhusianeren er i Nørreskoven frem til, at han bliver seniorspiller i sommeren 2025.
- Anders Sønderskov kom til VB i sommer, og han har været igennem en kolossal udvikling siden. Vi har præsteret rigtig stærkt på U17 Liga-holdet, og der er Anders en væsentlig faktor omkring holdets defensive struktur. Der er en god base med målmanden, firebackkæden og midtbanen, og når den del fungerer, så kan man lukke af og spille mere frit fremad, indleder Steen Thychosen, der er chef på VB Akademiet.
- Anders er en stærk forsvarsspiller, der både er boldfast, og som har en god karakter. Han besidder generelt mange fine egenskaber for en fodboldspiller, og så har han en god statur. Det hele skal stadig sættes sammen, men han har et spændende potentiale og nogle gode værdier, som passer godt ind på VB Akademiet, og vi glæder os meget over, at han med kontraktindgåelsen har valgt ar gøre sin ungdomstid færdig i Vejle, siger Steen Thychosen.
Anders Sønderskov, der fylder 17 år den 11. april, kom til VB i sommer og har siden været elev i 10. klasse på Vejle Idrætsefterskole, og fra sommer begynder han så på en to-årig ungdomskontrakt og træder ind i U19 Liga-truppen.
- Jeg er meget glad for at underskrive min første fodboldkontrakt. Det er en drøm, der går i opfyldelse, og det er et lille skridt på vejen mod min drengedrøm om at blive professionel fodboldspiller. Først og fremmest er jeg stolt over, at en klub som Vejle ser et potentiale i mig, og det er et stort skulderklap, at de vælger at indgå en aftale, siger Anders Sønderskov.
Han blev indmeldt i Aabyhøj IF i 2013, og i 2019 skiftede han videre til AGF, hvor han prøvede talentet af på eliteholdene, men i sommer gik turen videre syd over til Vejle.
- Efter en række sæsoner i AGF, så havde jeg brug for luftforandring og igennem mange kampe mod Vejle havde jeg fået et godt indtryk af klubben og spillestilen. Jeg kom ind på Vejle Idrætsefterskole, og det var en god indgangsvinkel til VB Akademiet og Vejle, siger Anders Sønderskov, inden han sætter ord på sine spidskompetencer.
- Jeg er en teknisk midtstopper, der har forcer i pasningsspillet og mit drive med bolden. Jeg vil gerne kreere noget længere fremme på banen, og så er jeg også duelstærk. Jeg har spillet meget til venstre i bagkæden, og jeg skal forbedre mit venstreben og mit hovedspil, og ellers lægge på generelt i alle facetter, og det glæder jeg mig til i de kommende år, siger Anders Sønderskov.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.