Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 4. oktober 2024
- Sejre er vigtige i vores situation, og jeg ville rigtig gerne have vundet i dag. Vi har brug for pointene – det er svære tider! Vi spiller godt mod FCK og fører, men taber, og i dag spiller vi godt igen og fører 2-0, men får kun uafgjort. Vi er åbenbart bange for at vinde, og det er synd for spillerne, for de fortjener en sejr.
Teja var tilfreds med spillet i dag bortset fra de første 20 minutter, men han var ærgerlig over, at holdet ikke kunne holde en 2-0 føring.
Træneren smed van Bruggen ind ved 2-1 i de sidste 10 minutter som en ekstra stopper.
- AaB pressede på det tidspunkt, og de havde en ekstra angriber, men når vi gik over til 5-4-1, måtte vi aldrig tillade dem at score til 2-2.
Der var kort til VB-bænken ved en af kampens mange ophedede situationer.
- Ja, fodbold er følelser, og adrenalinet ruller, fastslog Teja, der som vanligt ikke ville kommentere på dommerkendelser.
Mihai Teja pointerede, at det vigtigste og kortsigtede mål for VB er at få nogle point, så man kan få kontakt med de foranliggende hold
- Spillerne har god kvalitet, og ingen går med bøjede hoveder – det er positivt!
Teja var glad for at se Gundelund tilbage efter en fire måneders lang pause.
- Om hans plads skal være højre back eller midtbane, det må vi se på.
Menno van Dam: Vi vil gerne underholde!
- Ja og nej, var svaret fra AaB-træner Menno van Dam på spørgsmålet, om han var tilfreds med det ene point.
- I de første 25 minutter var vi afgjort det bedste hold og havde fortjent en to-tre mål. Men når man så senere kommer bagud 0-2 og alligevel får uafgjort, må man være tilfreds.
Hollænderen havde ikke meget godt at sige om Vejle-spillerne i 1. halvleg, hvor han da også ustandselig var hos fjerdedommer Nanna Løf Andersen for at beklage sig.
- De sparkede os for at undgå omstillinger, de lagde sig ned, og de fordrede til stadighed gule kort til os, argumenterede van Dam.
- Tilfreds var træneren heller ikke med TV-ekspert Peter Sørensens udtalelser om AaB-held i et par kampe.
- Man skal jo opsøge heldet, og i den sidste ende får man, hvad man fortjener.
AaB-coachen ville ikke lægge sig fast på et sæsonmål – om det blot er at undgå nedrykning, eller det er at stile efter top 6.
- Vi vil udvikle vores spillestil og bringe en masse unge akademispillere – så må vi se, hvad det rækker til. Men da selv en syvendeplads jo kan give adgang til Europa, er der jo nok at spille efter. Men det er da sjovest at møde Brøndby og FCK.
Van Dam følte det ikke specielt pinligt at være det første og eneste hold, der har smidt point mod VB.
- Det kan vise sig at være et godt point – eller også to dyre mistede point. Men så længe vi holder afstanden ned til Vejle, er alt godt. Vi går lidt i panik over ikke at kunne score i starten, og vi panikker igen ved stillingen 2-2. Men det er et ungt hold, og det må vi bare arbejde med.
Træneren slog fast, at han håber folk vil snakke om AaB’s spillestil og ikke om AaB’s mulighed for at rykke ned.
- Det var en underholdende kamp for den neutrale tilskuer i dag, og der skete en masse. Det er sådan vi er – vi vil gerne underholde!
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.