Talentfuld målmand skriver første ungdomskontrakt

Foto: Fodboldidioterne

William Damgaard har i dag, på sin 15-års fødselsdag, underskrevet en tre-årig kontrakt gældende til sommeren 2028.

Af Lars Christensen | 4. august 2025

I foråret var det Benjamin Yousfi og William Østergreen fra den talentfulde årgang 2010, der underskrev deres første ungdomskontrakter med VB Akademiet, og nu følger så den talentfulde målmand William Damgaard i fodsporene på sine to holdkammerater.

- William Damgaard skærper konkurrencen

Steen Thychosen, talentchef på VB Akademiet, har haft William Damgaard i kikkerten, siden målmanden skiftede til Nørreskoven fra Kolding IF i sommeren 2024.

- William Damgaard er en talentfuld målmand, som vi ser et stort udviklingspotentiale i. Vi lykkedes med at hente ham i Kolding IF for et år siden, og han var en vigtig brik på vores succesfulde U15 Liga-hold i sidste sæson. William har allerede været udtaget til både U17- og en U19 Liga-kamp, og det siger lidt om størrelsen på ham, at han allerede har været aktuel på de to ældste liga-hold som 14-årig, siger Steen Thychosen.

- Han er både atletisk og adræt, og han besidder gode forudsætninger for at dominere i feltet. Der er fortsat udviklingspunkter for en ung målmand, men vi ser et meget spændende potentiale, som vi glæder os til, sammen med William, at arbejde videre på i de kommende år. William Damgaard er en del af en meget stærk målmandskvartet på de to ældste ungdomsliga-hold, hvor han sammen med Victor Strøyer (2009), Thorbjørn Pløger (2008) og Kasper Holm Rod (2007) skal kæmpe om spilletiden. Det er en meget stærk målmandstrup, og jeg kan ikke erindre, at vi tidligere har haft fire så talentfulde målmænd til vores liga-hold samtidig, siger Steen Thychosen.

- Rolig og kommunikerende

William Damgaard, der er født den 4. august 2010, greb sine første fodbolde i Nr. Bjært Strandhuse IF, og blev som U13-spiller en del af talent set-uppet i Kolding IF, inden han i sommeren 2024 skiftede til VB Akademiets U15 Liga-hold. 12 måneder senere underskriver han på sin 15-års fødselsdag sin første ungdomskontrakt.

- Jeg har virkelig løftet mig ved skiftet til Vejle Boldklub. Niveaumæssigt er det et skridt op, og jeg spiller i de bedste ungdomsligaer, og det er stort skulderklap at skrive under på min første fodboldkontrakt, indleder William Damgaard.

- Som målmand er jeg rolig med bolden, kommunikerende og god 1:1. Jeg vil gerne forbedre mig mentalt, især i modgang, og så skal jeg være bedre til at bruge min størrelse i feltet ved indlæg fra siderne. Der er et godt udviklingsmiljø på VB Akademiet, og jeg har skarp konkurrence og gode muligheder for hele tiden at forbedre mig. På kort sigt er det drømmen at træde ind på Vejle Stadion og få min 3F Superliga-debut, mens jeg længere ude i fremtiden håber at gøre mig fortjent til et skifte til udlandet. Mit forbillede er Filip Jørgensen i Chelsea. Han er en ung og moderne målmand, som jeg også lader mig inspirere af, siger William Damgaard.

Den 15-årige målmand spillede i Nr. Bjert Strandhuse IF fra U5-U12 og vogtede målet for Kolding IF som U13-U14-spiller. Ved siden af træningen og kampene på VB Akademiet er han elev i 9. klasse på Vejle Idrætsefterskole.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV