Strategisk klubsamarbejde med FC Fredericia ungdom

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklub og FC Fredericia ungdom indgår et strategisk klubsamarbejde omkring talentudviklingen i Fredericia, der skal gavne begge parter i fremtiden.

Af Lars Christensen | 6. december 2023

Længere tids dialog mellem Vejle Boldklub og FC Fredericia ungdom fører nu til en præsentation af et strategisk klubsamarbejde. Et klubsamarbejde, som har til hensigt at løfte både ungdomsspillere og klubber i Fredericia-området, men også VB Akademiet, der stiller faciliteter og talentudviklingsmiljøer til rådighed.

Peter Lund, der er børne- og ungdomsudviklingstræner med ansvar for Future Vejle-klubsamarbejdet, ser fine perspektiver i den nye aftale.

- Det er en stor strategisk klubsamarbejdsaftale, som VB Akademiet her indgår, og vi er glade for, at en stærk divisionsklub og en stor by i vores region, som Fredericia også er, kan se værdien i det her for begge parter. Det er et samarbejde, som begge klubber har ønsket, og som både VB Akademiet og FC Fredericia ungdom har forpligtet sig til. Vi er spændte på, hvad det her kan få af betydning, ikke bare for FC Fredericia ungdom og Vejle Boldklub, men for hele området, da det gerne skal få betydning ud i lokalområderne, indleder Peter Lund.

- Som indehaver af den højeste ungdomslicens på herresiden er vi forpligtede til at udvikle submiljøer under os, og her kom Fredericia ind i billedet. Vi mener, at det er i VB Akademiets geografiske nærområde, og spillere og trænere vil ikke skulle ud på nogen længere tur for at deltage i træning eller kampe på VB Akademiet. Det er et af vores grundprincipper på VB Akademiet, når vi vender nye partnere på klubsiden, og Fredericia har et vist tilhørsforhold til Vejle i Trekantområdet, siger Peter Lund.

Samarbejdet mellem VB Akademiet og FC Fredericia ungdom, der har overbygningsklubberne Fredericia KFUM, Fredericia fF, Taulov/Skærbæk og BPI, er blandt andet kommet i stand, da FC Fredericia har ønsket at udvikle sit akademi.

- En del af det her samarbejde består i, at vi skal være FC Fredericia behjælpelige omkring sparring. De ønsker at forbedre deres licensrangering i de kommende år, og der har vi en viden, som vi stiller til rådighed for dem. De ønsker at videreuddanne deres trænere, og her får trænere i FC Fredericia og deres samarbejdsklubber adgang til kurser arrangeret af VB Akademiet, og den vej igennem skulle vi gerne løfte deres dagligdag, siger Peter Lund.

VB Akademiet har et ugentlig træningstilbud til de bedste U10-U12-spillere i Future Vejle-samarbejdsklubberne. Et aldersrelateret træningskoncept, i daglig tale blot ATK+, er et tilbud til spillere med særlige forudsætninger om et ekstra ugentligt træningstilbud med uddannede trænere og god matchning, mens spillerne forbliver medlemmer i deres egen klub.

- De bedste spillere fra FC Fredericia og deres partnerklubber får mulighed for, at deres spillere kan træne på ATK+-centeret i VB Parken ugentligt. Vi har haft stor succes med vores ATK+-center, hvor de bedste spillere fra vores samarbejdsklubber har været samlet og får mulighed for at dygtiggøre sig. Det har vi allerede set værdien af, og vi glæder os til at give dette tilbud videre til endnu flere spillere og klubber, siger Peter Lund.

- På VB Akademiet har vi i tidens løb haft glæde af flere dygtige spillere fra FC Fredericia, eksempelvis Lundrim Hetemi, Agon Mucolli og Arbnor Mucolli. Vi håber, at vi ved at formalisere klubsamarbejdet med FC Fredericia ungdom kan lave flere succeshistorier og løfte børne- og ungdomsfodbold i hele området, siger Peter Lund.

Stephan Nyrup, der er talentchef i FC Fredericia ungdom, ser det som en opgradering af børne- og ungdomsfodbolden i Fredericia og omegn, at de bedste talenter får mulighed for at prøve sig af i Vejle.

- Vi er en forholdsvis ny klub, når vi taler om ungdomsudvikling, og derfor har vi søgt efter platforme, der kan udvikle både vores spillere, men også vores klub. VB Akademiet har været meget åbne og lyttende, og de har i høj grad forsøgt at efterkomme vores behov i den dialog, vi har haft. Vi har ønsket, at vores bedste spillere kan blive matchet både i træning og kamp, og her er mulighederne på VB Akademiet tiltrækkende, siger Stephan Nyrup.

- På sigt håber vi at kunne forbedre vores talentlicens, og dermed opnå en højere rangering for vores ungdomshold, men vi er meget nye i det arbejde, mens VB både som klub og akademi har mere end ti års erfaring med talentudvikling på højeste niveau, og derfor ser vi også meget frem til den sparring, der ligger i det her. FC Fredericia ungdoms overbygningsklubber får også tilbud til deres trænere og de bedste spillere, og derfor er det her en aftale, der kommer til at gavne bredt, siger Stephan Nyrup.

- Hvis de bedste spillere i FC Fredericia ungdom er så dygtige, at de skal skifte til VB Akademiet, så stiller vi os ikke i vejen. Den enkelte spilleres udvikling er førsteprioritet i det her. Vi drømmer om, at de initiativer, vi søsætter i de her år, kommer til at gavne både FC Fredericia og byen på sigt, så vi kan få endnu flere egenudviklede spillere på NordicBet LIGA-holdet i fremtiden og dermed være med til at skabe et mere lokalforankret hold, siger Stephan Nyrup.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV