Sportsdirektør gør status: Vi har bare ikke været konkurrencedygtige

Foto: Oliver Dinesen

I det digitale kampprogram til Fredericia-kampen fortalte Mikkel Hemmersam lidt om den forestående sæson. Vi har mødt sportsdirektøren, som her uddyber sine tanker om den forgangne sæson og nedrykningen til Betinia Liga, ligesom vi gentager hans vurdering af den kommende sæson.

Af Ole Kristensen | 19. maj 2026

- Der er ingen tvivl om, at vi har haft en skuffende sæson, indleder Hemmersam.

- Vi ville gerne sætte en ny retning, og når man skifter 15 mand ud med 15 andre, så skal der noget til. Mange kom sent ind i transfervinduet og havde ikke spillet længe, så det tog lang tid at få dem op i gear. Vi kom således lidt hovedkulds i gang med sæsonen og stillede med et halvt U19-hold til den første træningskamp mod AGF.

Hemmersam påpeger, at den uafgjorte premierekamp mod Randers samt den meriterende 4-0-sejr over OB i tredje kamp nok fik mange til at overvurdere holdets styrke, og euforiske fans begyndte at tale om top-6.

- Det var jo helt urealistisk, men blev måske lidt af en sovepude, og så faldt hammeren så meget desto hårdere, da resultaterne herefter udeblev, funderer Hemmersam, som også påpeger skadessituationen.

- Vi har vel haft otte-ti spillere ude med skader ved hver kamp, og sådan noget kan selv de største klubber i Danmark næppe håndtere.

Sportsdirektøren peger også på de ikke færre end to trænerskift som en medvirkende årsag til en urytmisk sæson, ligesom 3F Superliga har været historisk stærk med kompetente og etablerede hold som Silkeborg og Randers som konkurrenter i bunden.

Ikke kompetitive

- Men det er skuffende, at vi ikke har været mere konkurrencedygtige og ikke har været tættere på de øvrige hold undervejs. Det gør ondt. Samtidig har vi skullet bygge meget op, spillestil, træningskultur og -metodik, fysisk træning, mange nye mennesker, ligesom vi skulle opbygge en rekrutteringsafdeling, hvad vi aldrig har haft før. Men det er alt sammen ikke nogen undskyldning for, at vi ikke har været kompetitive nok, for det har vi ikke. Vi slutter med 24 point og ti point bag Fredericia, og det er simpelthen ikke godt nok, understreger Hemmersam.

Han påpeger, at kulturen skal være endnu bedre i den næste sæson, og at man skal være dygtig til at træne og dygtiggøre sig individuelt og som gruppe hver evig eneste dag.

- Ligeledes skal vi have en mindre trup at arbejde med, og så skal klubbens identitet være stærkere, betoner Hemmersam.

 - Desuden er vi nødt til at mindske skadesfrekvensen, så trænerne har mere frit valg på alle hylder. Skaderne skal der jo evalueres på. Hvad skyldes spillernes genetik og fysiske forfatning, da de kom? Hvad betyder de vinterhærgede baner? Kan vores sundhedssektor optimeres? Skal vi have en bedre træningsdosering? Og så videre Men at Velkov falder og brækker hånden, at Hetemi sprænger sit korsbånd og van Bruggen sin akillessene under opvarmning, kan man naturligvis ikke gøre noget ved.

Ser vi på spillet, påpeger sportsdirektøren, at Claus Nørgaard har bragt mere struktur ind i mandskabet, og at holdet står bedre på banen i forhold til tidligere.

- Ethvert godt fodboldhold starter med en stærk defensiv base, og så skal vi arbejde os hen imod at blive mere chanceskabende og målsøgende. I 1. division bliver vi sandsynligvis i mange kampe mere spildominerende, så det kræver noget af spillerne med bolden, og at man kan gøre noget i små rum mod dybtstående og kompakte modstandere. Vi skal være bedre på bolden og bedre til at spille hinanden gode, pointerer Hemmersam.

Transfervinduet

Der er nu en naturlig afgang af spillere, der har kontraktudløb, men det bliver ifølge sportsdirektøren et vindue med langt færre nye spillerrekrutteringer – man vil bygge videre på det, man har set, virker.

- Nogle spillere vil naturligt nok tiltrække sig interesse fra andre klubber, og der må vi så se på, om vi som klub også synes, det er en god ide. I min optik har vi over ti spillere i klubben med salgspotentiale. Under alle omstændigheder er ambitionen at komme stærkere ud af vinduet, og vi ved allerede nu, på hvilke positioner vi gerne vil forstærke os, og det er i alle kæder. Men truppen skal som sagt være mindre end den nuværende, så der er plads til, at akademispillere kan træne med, betoner Hemmersam.

- Niveauet i 1. division er steget betragteligt de seneste år, men vi skal gå fra at være et hold, der kæmper for livet, til et hold, der gerne skal være mere dominerende med bolden. Vi skal rykke op, men også bygge noget holdbart op for fremtiden, siger manden i den sportslige chefstol.

- Alt i alt er forskellen på toppen af Betinia Liga og bunden af 3F Superliga ikke særligt stor. Flere hold er lagt mere an på fysik end i Superligaen, og kampene i 1.division er mere åbne. I den lille liga har alle noget at byde ind med, ingen klubber er en walkover som modstander. Flere hold vil næste sæson have som ambition at rykke op, og toppen bliver hård, men også de øvrige hold i rækken er kompetente. Få fejltrin eller opture kan gøre en stor forskel. Vi så i denne sæson, at B.93 ved at slå Kolding i den sidste kamp i grundspillet kunne gå i top-6. Det skete ikke, og nu ligger Østerbro-klubben til nedrykning. AC Horsens var et mulehår fra bund-6, og nu spiller de med om oprykning. Og alle hold i denne sæson er topprofessionelle med stort setup med undtagelse af Middelfart. Vi kommer til at tage 1. division meget alvorligt, siger sportsdirektøren. 

Spillerrekruttering

Hemmersam understreger, at det selvfølgelig ikke er nemt at trække de rigtige spillere til den næstbedste række, men at VB skal have løftet sit sportslige niveau og således ikke har brug for spillere til bredden, men til toppen. Helst vil man eje, men nogle gange er man nødt til at gå på kompromis og må leje, som tilfældet var, da Hetemi og van Bruggen blev langtidsskadet ved sæsonstart. Førsteprioriteten er danske spillere, sekundært skandinaviske, andre nordeuropæiske eller afrikanske.

- Alle klubber vil gerne hurtigt på plads i vinduet, men alle vil også helst betale så lidt som muligt, hvilket kan gøre det til en fordel at vente, så det er altid en balancegang. Trænerne vil gerne have truppen 100 % klar til første træningsdag, men sådan er virkeligheden ikke altid, minder Mikkel Hemmersam om.

Han er meget imponeret af det arbejde, der bliver gjort på VB Akademiet. 

- Der er et højt niveau, både kollektivt og individuelt, og det ses ikke mindst hos de drenge, som jævnligt træner med førsteholdet. Jeg ser meget positivt på den pipeline, der kommer, også i national kontekst. Vi har investeret i Patrick Christiansen som fysisk transitionstræner, så drengene er så klar som muligt, både mentalt og teknisk/taktisk, men også fysisk til seniorlivet. Nogle af dem skal selvfølgelig tage lidt på, men det, jeg ser, er, at de, der træner med, har et meget fint niveau. Det må glæde alle med et rigtigt VB-hjerte at se spillere som Hjalte Gitz, Max Jensen, Nicolas Gammelgaard og så videre byde sig til på førsteholdet. Her er der gjort et kæmpe arbejde med udvikling og transition fra VB Akademiets side. Transitionen er på et uhørt topniveau, og vi er den klub i 3F Superliga med næstflest spilminutter til teenagere. Det gør mig stolt.

- Stabsmæssigt er vi et godt sted, og jeg er meget tilfreds med vores trænerteam. I sundhedssektoren har der været en smule udskiftning, men det er også på plads, så det er kun truppen, der skal justeres med ind og ud, så vi står stærkt til den nye sæson.

Sportsdirektøren kan imødese en ganske lang preseason, hvor træningen påbegyndes den 11. juni.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV