
Foto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 17. oktober 2026
- Måske en for lille sejr, men vi kan jo også risikere at lukke dem tilbage i kampen, så vi er godt tilfredse med 1-0, sagde en glad matchvinder Mikkel Duelund efter kampen.
- Det er en solid, moden og professionel indsats fra vores side. Det trængte vi til, for vi må indrømme, det har været lidt op og ned på det seneste. Vi forsvarer og angriber godt og gør det som hold. Vi står kompakt og leverer en helstøbt indsats, betonede ”Duen,” som beskrev sin scoring således:
- Vi kører en rigtig god omstilling, og From skubber bolden ud til mig. Jeg trækker ind i banen og ser, der er en åbning. Af erfaring ved jeg, at når der er det rigtige ”curl” på afslutningen, er det svært for målmanden, selv om jeg ikke ser, at han står lidt ude. Det var dejligt at se bolden dykke ned i netmaskerne. Det var tredje kamp i træk, jeg scorer – jeg kan godt lide at lave mål og være afgørende for holdet.
Duelund slog fast, at holdet nu har bevist, man kan spille modent over 90 minutter.
- Og så er det vist første gang, vi ved en føring har spillet professionelt til sidst og er trukket ud mod hjørneflaget for at tage sekunder af klokken i stedet for at buse på og tænke, vi skal score et mål mere.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD