Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 4. juni 2023
Der var hele seks ændringer at notere på sæsonens sidste VB-startellever i forhold til den lidt eksperimenterende startformation i Helsingør. Trott, Provstgaard (20 år på dagen), Onugkha, Mucolli, Hetemi og en karantænefri Velkov var de nye blandt de begyndende 11.
Hos gæsterne var både Mads Greve, Lucas Jensen og Emil ”Agger” Nielsen med fortid i Nørreskoven på banen fra start.
Greve nåede desværre ikke at spille en halvleg, før han skadet måtte lade sig udskifte. At han ikke er glemt i Nørreskoven, viste fansenes hyldest ned mod stopperen, da han måtte trække sig ud af banen, og den populære ex-VB’er kvitterede med knyttede næver mod fanafsnittet.
Lucas Jensen gjorde straks opmærksom på sig selv, da han nær havde taget sine tidligere klubkammerater på sengen. Med halvandet minut spillet hamrede anføreren bolden mod overliggeren.
Kampen fik idet hele taget en uhyre livlig start med to angrebsivrige hold. I det 4. minut var Kirkegaard helt fri i en anden ende, spillet godt op af Mucolli, men Tobias Anker fik pareret på stregen, og Elvius sparkede riposten over mål.
Spillet skiftede fra side til side, og VFF var nærgående øjeblikket efter. Det skulle dog blive VB, der bragte sig foran efter 12 minutter. Efter et godt angreb spillede Mucolli bolden fint ind til German Onugkha, der á to omgange fik passeret keeper Marcus Bundgaard.
Kampen faldt efterhånden i intensitet, og tempoet tilpassede sig junivarmen. Albentosas godt sete lange aflevering til Mucolli, var dog ved at give pote, men Bundgaard reddede kantspillerens hovedstød.
VB var meget på bolden, men spillet var for langsomt til rigtigt at bringe modstanderne i uføre.
Fansene begyndte at småkede sig, men kunne jo altid gribe til sange om en nordlig naboklub i gult, og hvor de befinder sig fodboldmæssigt efter ferien.
Alt tegnede til en smal VB-føring ved pausen, men dommer Benjamin Helm Svedborg havde med ganske mange spilstop fundet fem ekstraminutter, og dem udnyttede VFF-topscorer Wessam Abou Ali til at udnytte en løs bold i feltet til udligning.
VB steppede op efter pausen og havde efter en vist ikke ganske planlagt hjørnesparkskombination efter holdets første hjørne i kampen en god chance til Elvius, men afslutningen endte i sidenettet.
I det 58. minut spillede Onugkha Kirkegaard flot fri, men mesterlig redning af Bundgaard.
Prelec skiftede som sædvanligt første gang efter en time – Busuladzic og Sukuta-Pasu kom på banen for Hetemi og Onugkha.
De sidste 45 minutter var chancerige, og Lucas Jensen var fri med Trott i en spids vinkel, men englænderen reddede. I den anden ende sparkede Elvius lige forbi kort efter.
I det 69. minut kom VB foran. Efter hjørne og en del boldstafetter i luften i feltet dalede bolden ned omkring buen til Albentosa, som halvflugtede. Bolden tog underkanten af overliggeren og sprang ned på jorden, og en årvågen linjedommer havde set bolden over stregen – en mageløs scoring af kaptajnen og 2-1.
Med en snes minutter igen kunne VB notere sig for endnu en debutant, da Sirong Li kom på banen for Hamza Barry. Ved samme lejlighed blev Kirkegaard afløst af Bredahl.
Et kvarter før tid blev Mucolli spillet op af en af Albentosas sylespidse afleveringer, men kantspillerens skarpe indlæg resulterede kun i et hjørne. På netop det hjørnespark fik VFF en farlig omstilling, som kun et mesterligt tilbageløb af stærke Tobias Lauritsen fik forpurret.
I det 78. minut kom Drammeh ind for Mucolli, og to minutter senere syntes VB at dræbe kampen. En lang aflevering blev sublimt tæmmet af Marius Elvius, og hans fine indlæg fra baglinjen kunne indskiftede Sukuta-Pasu heade nydeligt i mål - tyskerens ottende sæsonscoring.
Nordjyderne bed stadig fra sig, men Okosun sparkede lige forbi på en god mulighed – og det skulle blive værre for de blåklædte. Med fem minutter igen gik en storspillende Tobias Lauritsen solo fra banens midte afsluttende med et slangehug op i krydset. En scoring, der lignede det mål, ”Bisse” satte ind i Future Cup kampen på Brøndby Stadion for nylig. Den unge akademispiller spillede i det hele taget en fremragende kamp.
Henrik Pedersens mandskab gav dog aldrig op. Wessam Abou Ali fik en friløber, men dygtige Velkov og keeper Trott i fællesskab fik forhindret en reducering.
Den kom dog to minutter inde i overtiden, da Lasse Steffensen kunne heade riposten i mål efter en ellers mirakuløs Trott-redning. 2-4, og kort efter begik Raul Albentosa straffe. Okosun kunne omsætte fra pletten til 3-4, men det blev også stort set kampens sidste spark.
Advarsler til Onugkha, Tobias Lauritsen og Albentosa – VFF så gult en enkelt gang.
MOM blev storspillende Albentosa.
Efter en TV-reklamepause kunne Kapitän Albentosa så løfte pokalen, overrakt af DBU-repræsentanten. En familiær stemning spredte sig på banen, hvor spillernes børn og andre slægtninge efterhånden indfandt sig, og alle skulle foreviges med trofæet. Mouhamadou ”Mr. Entertainment” Drammeh ledede lidt fællesdans med fansene, og alle nød i solskinnet dette unikke øjeblik, hvor alt var gået op i en højere enhed for klubben, som satsede alt – og vandt …!
Inden sæsonen var VB og Sønderjyske favoritter til oprykning – KEP havde i Onside sønderjyderne som den største favorit. Det var og blev dog VB, der blev den store triumfator, og efter en magtdemonstration slutter klubben af 1891 på en suveræn førsteplads med 67 point og 11 (elleve!) point ned til Sønderjyske på en ikke-oprykningsplads.
Efter en velfortjent ferie begynder så det hårde arbejde med at gøre sig klar til livet på første klasse. Måtte det lykkes for Nørreskovens Sønner.
Forza VB!
Oprykningsspil, NordicBet LIGA 2022-23, Vejle Stadion
Søndag den 4. juni 2023 kl. 13.00
Vejle Boldklub – Vendsyssel FF 4-3 (1-1)
13. 1-0 German Onugkha
45. 1-1 Wessam Abou Ali
69. 2-1 Raúl Albentosa
81. 3-1 Richard Sukuta-Pasu
85. 4-1 Tobias Lauritsen
90. 4-2 Lasse Steffensen
90. 4-3 Simon Okosun (straffespark)
Kort:
51. German Onugkha (gult kort)
57. Tobias Lauritsen (gult kort)
90. Raúl Albentosa (gult kort)
Indskiftninger:
62. German Onugkha ud Richard Sukuta-Pasu ind
62. Lundrim Hetemi ud Azer Busuladzic ind
70. Hamza Barry ud Sirong Li ind
70. Kristian Kirkegaard ud Andreas Bredahl ind
78. Arbnor Mucolli ud Mouhamadou Drammeh ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott
Stefan Velkov
Raúl Albentosa (anfører)
Oliver Provstgaard
Tobias Lauritsen
Lundrim Hetemi
Hamza Barry
Marius Elvius
Kristian Kirkegaard
German Onugkha
Arbnor Mucolli
Bænken:
Lucas Hägg Johansson (m)
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Mouhamadou Drammeh
Azer Busuladzic
Ebenezer Ofori
Richard Sukuta-Pasu
Vladimir Arsic
Sirong Li
Andreas Bredahl
Dommer: Benjamin Helm Svedborg
Tilskuere: 4.249
Vendsyssel (4-3-3): Marcus Bundgaard – Thomas Christiansen (46: Anton Søjberg), Mads Greve (38: Mattias Jakobsen), Tobias Anker, Emil ”Agger” Nielsen – Zander Hyltoft, Simon Okosun, Carl Lange – Lucas Jensen (76: Terence Baya), Wessam Abou Ali (89: Jeppe Syndergaard), Oscar Buch (76: Lasse Steffensen)
Træner: Henrik Pedersen
Kort:
48. Anton Søjberg (gult kort)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.