Af Ole Kristensen | 6. december 2022
– Courtois, Neuer, Alisson, Oblak, Ederson, Navas, Donnarumma …
Søren formelig rabler navne på dygtige keepere af sig, når han skal nævne forbilleder, man kan se op til, når man som ungt målmandstalent stræber efter stjernerne. Og der er masser af skills, der skal øves, når han herser med de unge keeperfrø på træningsbanerne.
Søren Jensen er fra Rask Mølle, og de første handsker blev da også slidt i ROI. Den unge Jensen blev så trukket ind til Vejle af Idrætshøjskolen på Nørremarken, hvor Hans Lauge havde en fodboldlinje.
Det blev da også til debut for VB’s førstehold i 1993. Boye Habekost blev skadet under opvarmningen til en kamp mod svenske Djurgaarden i Billund, og da internationale opgør i VB dengang talte på linje med turnerings- og pokalkampe, var der således tale om en tællende kamp for Søren, der måtte springe til. VB vandt 2-1, men det blev også hans eneste kamp med VB-logoet i denne omgang.
Til Vestbyen
– Nej, jeg kom ikke rigtig til fadet i VB, så i stedet tog jeg ned til VFC, hvor jeg spillede en årrække, bl.a. under Steen Thychosen, husker Søren Jensen.
Søren står noteret for 120 kampe for de grønne i Vestbyen, og sideløbende uddanner han sig som lærer på seminariet i Jelling med linjefagene idræt og geografi.
Ligesom Thychosen vender tilbage til VB, gør Søren det også, og i 2001 debuterer han i Superligaen.
– Vi var også dengang lidt af et elevatorhold, og vi ender med at rykke ned. Vi vandt dog den første kamp, hvor jeg stod, 4-2 over AaB, og se, om jeg ikke som debutant kom på Ugens Hold i Ekstra Bladet! griner Søren.
VB taber de næste tre kampe klart, men Jensen lykkes dog med at redde et straffe fra Auri Skarbalius i 1-6 nederlaget i Brøndby. Efter fire kampe med Søren Jensen i målet henter VB i vinterpausen Jesper Christiansen til målet og Sørens tid er forbi.
– Min kontrakt løb ud i sommeren 2002, og jeg valgte at sige, at det var så det, erindrer Søren.
Comeback til bænken
Ikke desto mindre blev skolelæreren fra Kirstine Seligmanns Skole hentet ind fra oldboysholdet i 2006.
– Theis Rasmussen er førstekeeper, og andenkeeper Stig Olsen er blevet skadet. Træner Kim Poulsen tør ikke rigtig binde an med de helt unge, så jeg sidder på bænken for Theis et halvt års tid og spiller da også i Varde en kamp for andetholdet, der på det tidspunkt spiller 2. division, mindes Søren.
Herefter var det slut med aktiv fodbold – bortset fra oldboys – men en ny karriere starter for Søren, da Jesper Søgaard ringer og overtaler ham til at træne VB’s kvindemålmænd.
Herefter går turen på opfordring fra tidligere VB-træner Karsten Andersen til Haderslev, hvor Søren træner målmænd i SønderjyskEs akademi med fokus på de talenter, der er på spring til førsteholdstruppen.
– For et års tid siden blev jeg så kontaktet af talentchef Steen Thychosen med henblik på at tiltræde VB’s akademi. Det tiltalte mig, for arbejdspresset i Haderslev var stort. Jeg havde fuldt timetal på skolen, køreturen til Sønderjylland var lang, og de første par år havde jeg en 8-10 målmænd under mig i U17 og U19. Det hjalp senere, da jeg efter corona kun skulle koncentrere mig om U17, men tilbuddet fra VB kom mig efter fire år i det sønderjyske alligevel tilpas, pointerer Søren.
En ny hverdag
Det nye job letter hverdagen for familiefaderen til to bosiddende i Bredballe.
– Jeg har fem minutter til VB Parken og ti minutter ned ad bakken til skolen. Tilmed har jeg fået tilpasset mit skema, så det passer godt med træningen, understreger Søren.
– Jeg har mere tid til at se video på målmændene og se på transitionen mellem holdene. Fx har Tobias Haahr været skadet, mens førsteholdet samtidig skulle bruge en akademimålmand til bænken. Alt det har jeg bedre tid til nu i samarbejde med transitionstræner Jacob Thychosen, målmandstræner Brian Dupont og førsteholdets målmandstræner Andras Gango.
Søren Jensen har normalt tre U15 keepere, fire fra U17 og tre U19 keepere at varetage. Ad gangen veksler det mellem to og seks.
– Det ideelle tal som målmandstræner, synes jeg, er tre ad gangen, fastslår Søren. – To kan fx sparke på hinanden, mens den tredje kan observere, hvilket er værdifuldt. Unge målmandstrænere foretrækker ofte større grupper, men jeg synes, det kan give for meget ventetid.
Søren Jensen tog i sin tid i VB M1 uddannelsen, hvilket er første step i målmandstræneruddannelsen. Under sit første år i Haderslev tog Søren så træneruddannelsens B-licens, fordi det blev et krav, at målmandstrænere også skal have en allround træneruddannelse. Søren sluttede så for nylig med sidste trin, GK A-licensen, som er den største uddannelse inden for keepertræning. Uddannelsen rummer studietur, internater og en opgaveskrivning med eksamen. Kun en 30-40 har den uddannelse i Danmark.
Den ideelle keeper
Regelændringer og spillets udvikling har haft enorm betydning for målmandsspillet, og keeperpositionen er ifølge Søren den rolle på et fodboldhold, som har ændret sig mest over tid.
– Målspark blev fx for blot få år siden altid sparket langt. Med reglen om, at et målspark ikke skal ud af feltet, spiller langt de fleste hold bolden ud fra målmanden, hvilket stiller helt nye krav til keepernes teknik. Og Manuel Neuer har jo været eksponent for at stå ekstremt højt i banen som målmand og være keeper-sweeper. Her er VB’s U17 keepere virkelig dygtige, og man kan af og til se målmanden stå højere oppe end stopperne i opspillet! Det drejer sig om mod og teknik!
Søren fortæller, at flere og flere scouts i højere grad koncentrerer sig om et målmandsemnes spil med fødderne end med hænderne!
– Jeg synes nu også, det er godt, hvis en målmand kan gribe en bold, ler Søren.
I en snak om idealhøjden for en keeper vurderer Søren, at i Danmark er det nok med 1.87-1.88 m. I England op til 1.93 m pga. de mange indlæg i feltet.
– Filip Djukic fra Hvidovre er kun 1.81 høj, men havde sidste sæson det næstbedste snit, påpeger Søren. – Jeg synes dog, det er til den lave side! Vi går selv efter en minimumshøjde på 1.85.
Af yderligheder hos VB gennem tiden kan nævnes Morten Haastrup Jensen, som kun var 1.80.
– Fremragende målmand, som dog intet kunne nå ude i feltet, vurderer Søren.
Og Dino Hodzic, reservekeeper i 2017, 2.05 m høj.
– Det går heller ikke. De kan gå ud og gribe en bold, men der er for langt ned til jorden, konstaterer Søren tørt. – Thibaut Courtois fra Real Madrid er 2.00 m, og han kan administrere sin højde, men han er også en ener!
Ifølge Søren Jensen er Mads Hermansen fra Brøndby det største målmandstalent herhjemme lige nu. Også Oliver Christensen i Hertha, Daniel Iversen i Leicester, Filip Jørgensen i Villarreal og Theo Sander i AaB er unge keepere, hvem fremtiden tilhører, mener træneren.
VB har ikke selv produceret målmænd til førsteholdet siden Kristian Fæste, men har dog afhændet Andreas Jungdal til Milan. I øjeblikket er Tobias Haahr Jakobsen – om end pt. skadet – dog i førsteholdstruppen.
– Og en keeper som Gustav Nørregaard Knudsen fra U17 ser rigtig spændende ud, fastslår Søren Jensen. – Han er en rigtig moderne type og har allerede trænet lidt med førsteholdet, men skal føres langsomt frem – fysikken skal jo følge med.
Men hvad er det egentlig, der i dag er vigtige kvaliteter hos en keeper?
– God med fødderne og mod til at stå højt og spille med, fastslår Søren. – Og den mentale del er en kæmpe faktor. Du er alene og skal kunne tackle, at en enkelt fejl fra dig kan være skæbnesvanger. Angriberen kan brænde ti chancer, score på den 11. og blive helt. Keeperen kan have ti redninger, droppe den 11. og er så skurken. Det er fejlene, man husker. Men det er vigtigt, at de unge målmænd begår fejl, for det er det, de skal lære at tackle. Theo Sander fra AaB – en 17-årig keeper på et bundhold – er fx mentalt uhyre stærk.
Søren Jensen understreger også, at det verbale spiller en stor rolle i vurderingen af en målmand.
– Du skal være en ledertype, og det skal du turde vise inde på banen. Dirigere de andre, skubbe forsvaret op osv. – husk, det er målmanden, der kan overskue hele banen. Peter Schmeichel er nok det bedste type på en leder, om end det verbale efter min smag kammede en smule over engang imellem. Men stærk var han – den bedste! Det kan være svært for de unge at tage den rolle og uddele svinere til kammeraterne for eksempelvis en dårlig opdækning, men det skal de lære!
Fremtiden
Søren Jensen er ikke i tvivl om, at han om ti år stadig befinder sig i fodboldverdenen. Ambitionen går dog ikke umiddelbart på træning af førsteholdskeepere på seniorligaplan.
– Jeg har da overvejet, om man måske skulle gå ned i tid i sit civile arbejde. Nogle klubber har jo også fuldtidsansatte målmandstrænere i akademierne. Men kombinationen af lærerjobbet – og for mit vedkommende endog idrætslærer – og trænergerningen er god for mig. Parallellen er jo entydig – det drejer sig om at lære fra sig, at flytte noget, skabe noget, og her er det jo oplagt at have med de unge at gøre.
– Men hvis Liverpool ringer, vil jeg da nok lige overveje det, smiler Søren, inden han sammen med de øvrige fra trænerstaben gør sig klar til at indtage kunstbanen og tage imod de unge mennesker – og flytte dem endnu et stykke hen imod deres drømme …
Fra samme serie:
Svenskeren med de mange kasketter – portræt af Johan Sandahl (04-11-2022)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.