Sønderskov: Hurtigt udfordret mentalt

Foto: Joachim Binder

Sønderskov fik sin startdebut i 3F Superliga mod FC Midtjylland, hvor han dannede stopperduo med Valdemar Lund.

Af Lars Christensen | 20. oktober 2025

Sønderskov har smagt på 3F Superliga-fodbold via utallige bænkpladser og et indhop før sommerpausen mod Sønderjyske på Vejle Stadion, men søndag aften var der ilddåb fra start til den 19-årige aarhusianer, der er kommet til VB Akademiet fra AGF.

- Jeg har vidst i et par dage, at jeg skulle spille fra start. Kampen mod Hobro (træningskamp i sidste uge, red.) var en slags test for mig, og der var beskeden efterfølgende, at det var gået godt og det var også min egen følelse. Vi holdt Hobro væk i hele kampen og vandt en god sejr, indleder Anders Sønderskov.

Søndag aften var Hobro byttet ud med FC Midtjylland, og scenen var ikke Amerikavej i Hobro, men MCH Arena på Heden.

- Følelsen er, at vi kommer rigtig godt ud til kampen. De første to-tre dueller vinder jeg, og vi får sat spillet godt op. Men den første scoring efter en omstilling kommer de alt for nemt til, og så falder vi halvvejs sammen, og der står 4-0 ved pausen. Ved scoringerne blev det en mental test for os som hold, og der dumper vi før pausen. Det var ikke godt nok – og vi må aldrig give mål væk i det tempo, siger Anders Sønderskov.

- Fra at vi kommer godt ud og føler, at vi er i kontrol, så taber vi pludselig det hele på gulvet. I pausen handlede det om at gøre sig klar til en lang 2. halvleg. Vi kan ikke bruge hverken slutresultatet eller cifrene efter pausen til noget, siger Anders Sønderskov.

Den unge forsvarsspiller har oplevet god opbakning, inden han blev sendt ind til sin første startplads i landets bedste række.

- Vi var igennem nogle rigtig gode træninger i den forgangne uge, og jeg har følt stor opbakning fra både medspillere og staben, inden vi skulle i kamp i aften. Det her slår hverken mig eller holdet ud, men når vi lige har sundet os, så er vi klar til at slå tilbage, siger Anders Sønderskov.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV