
Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 2. november 2025
Det var en helt ærlig Mike Vestergård, der i kølvandet på dukkerten på Sydbank Park stillede sig op og gav sin version af et hektisk opgør mod Sønderjyske.
- Vi må erkende, at vi i dag taber til en bedre modstander. Alt, vi foretager os, er med masser af energi og fuld power, men vi har som hold ikke kvalitet til at skabe ret meget, indleder Mike Vestergård.
Efter en Sønderjyske-domineret indledning var det alligevel vejlenserne, der midtvejs igennem første halvleg tog føring. Efter opspil i højre side ved Gammelgaard og Flø var det Tobias Bach, der spillede en flad pasning over til Tabatadze, der med en flad first timer sendte gæsterne foran.
- Det var en af få gange i første halvleg, hvor vi blev farlige. Det er en god spilvending af Tobias Bach, og så er det bare alt mulig credit til Tabatadze for den afslutning. Han har en rigtig god fod, og det har vi set i træning og dejligt, at han fik vist det her også, siger Mike Vestergård.
Den unge georgier gik fra helt til skurk på kun 12 minutter, da han otte minutter før pausen fik sin anden advarsel. Tabatadze ville stoppe et Sønderjyske angreb på VB’s halvdel, men ramte manden i stedet for bolden, og så sluttede arbejdsdagen for VB’s målscorer.
- I de sidste minutter op til pausen handlede det om at redde til ind til pause, så vi kunne tanke ny energi, men lige før pausen taber vi Mads Agger i feltet, og så drejer han bolden ind. Det var en mavepuster, men jeg synes, at vi fik rejst os i pausen og lagt en ny plan, siger Mike Vestergård.
- Vi skulle ud og forsvare os med alt, hvad vi havde, og så ville der også være omstillinger, hvor vi skulle forsøge at true, så det ikke blev en ren forsvarskamp for os.
Men de offensive fremstød fra gæsternes side blev få i de sidste 45 minutter, og så var det i stedet Sønderjyske, der trykkede gæsterne i bund i store dele af den for de rødblusede meget lange 2. halvleg.
- Det er omkring et par indkast, at vi er tættest på. Når vi rammer Velkov, og han forlænger bolden videre, så ville der være muligheder, men vi fik ikke skubbet helt nok op, når vi havde erobringer, og i stedet stod vi og tog imod for længe. Vi kæmper heroisk alle mand og efterlader alt på banen, men til sidst knækker vi så, da de endnu engang pumper en bold ind i feltet, siger Mike Vestergård.
- Alle fodboldspillere har prøvet at tabe i overtiden. Det gør ondt hver gang, og det gør det også nu, men vi taber til en bedre modstander i eftermiddag. Vores fight og indstilling taber vi ikke på i dag, men vi skal skabe mere, hvis vi vil vinde kampe i 3F Superliga, slutter Mike Vestergård.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.