
Foto: Johnny Kristensen
Af Lars Christensen | 13. april 2026
Fjerde uafgjorte kamp på stribe. Det var facit, da VB mandag aften spillede mod FC Fredericia.
- Vi er godt klar over, at vi skal bruge sejre. Vi har fundet en vis stabilitet i vores præstationer og også i vores resultater. Vi taber ikke fodboldkampe og har ikke gjort det længe, men vi henter heller ikke de sejre, der skal til, hvis vi skal hente de foranliggende hold. Vi var under pres for en sejr i aften, og det pres stiger nu kamp for kamp. Kun sejre kan flytte os, indleder Mikkel Duelund.
VB var både bagud og foran på Monjasa Park, hvor vejlenserne kom forrygende ud til begge halvlege.
- Vi havde udsigt til en sejr med en føring, og det var nyt for os ovenpå to uafgjorte kampe, hvor vi sikrer os i de døende minutter. Men føringen hjalp os ikke alene, og i den hektiske fase lige efter vores to scoringer er Fredericia bedst og udnytter også et opspil til at udligne, siger Mikkel Duelund.
- Begyndelsen på kampen og begyndelsen på 2. halvleg er rigtig god fra vores side. Der trykker vi godt på og kan score til 1-0. Vi lægger et godt pres på dem og vinder mange gode bolde med vores pres, og vi kommer også til et par afslutninger. De første 20 minutter står der VB på, men meget symptomatisk, så kommer de foran 1-0. Mål ændrer fodboldkampe, og der leder vi mere efter spillet op mod pausen, siger Mikkel Duelund.
Det var et halvvejs forvandlet VB-mandskab, der trådte ud på Monjasa Park efter pausen. Først udlignede Christian Gammelgaard med et godt spark, inden Mikkel Duelund midt for mål sendte et projektil afsted. 0-1 var vendt til 2-1.
- I pausen taler vi om, at nu er det alt eller intet. Nu var det frem på banen og jagte med vildskab, og det gav hurtigt pote. ”GG” skulle kun bruge et par minutter, og det er godt sparket ind med højrebenet.
Duelund skulle kun bruge fire minutter, så havde han indhentet Gammelgaard på den interne topscorerliste. Udenfor feltet svingede han højrebenet, og så sad læderet utageligt i nettet bag Valdemar Birksø.
- Det føltes helt rigtigt, da jeg ramte bolden, og den sad helt perfekt. Jeg var i en god position i forhold til målet, og så var det bare at trykke af. Jeg har i et par kampe haft en rolle som hængende angriber, og der kommer jeg mere i og omkring feltet og i nogle andre positioner, og det kaster scoringer af sig, siger Mikkel Duelund.
- Hvem, der scorer målene, er ikke vigtigt. Jeg havde gerne vekslet mine mål til flere point. Man kan også se på slutningen af kampen, at vi godt ved, at kun en sejr virkelig rykker noget i tabellen. Vi har et par fine indlæg, hvor bolden danser lidt frem og tilbage, men får også givet en friløber væk i tillægstiden. Det blev en ret hektisk afslutning, hvor begge hold søgte en afgørelse.
- Vi står lidt det samme sted, som inden vi kom. En sejr kan åbne vores kvalifikationsspil op. Vi kommer til at kæmpe for hver en meter på banen i de sidste seks opgør, og så gør vi boet op bagefter.
Forude venter F.C. København på Vejle Stadion i det første af to opgør mod kvalifikationsspillets favoritter.
- Vi har vist igennem hele sæsonen, at vi er bedst mod de ”store” hold. Vi hentede en virkelig god sejr mod dem i efteråret, og det er de takter, der skal til. Vi kan gøre ondt på de fleste hold, men det kræver de her helstøbte præstationer, hvor vi er mere kliniske i begge ender af banen. Det er fortsat lidt for nemt at score på os, og når vi indkasserer mål, så bliver vores rytme brudt. Men der er givet håndslag på, at vi kommer med alt, hvad vi har kamp for kamp, siger Mikkel Duelund.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.