Skrøbelige VB tabte til effektive Randers

Foto: Joachim Binder

VB har ikke vundet i Randers i 20 år, og den statistik blev der ikke lavet om på fredag aften. Som optakt til fastelavnsweekenden kunne Randers FC kalde sig kattekonge i bundslaget. VB, som den arme kat, der blev slået af tønden, spillede optisk nydeligt og dominerede i dele af kampen, men holdet nipsede og kunne ikke slå mønt af sine chancer, mens ”De blå Heste” kynisk udnyttede sine få muligheder, som vejlenserne gavmildt var med til at kreere.

Af Ole Kristensen | 13. februar 2026

Claus Nørgaard havde foretaget en enkelt ændring i startelleveren i forhold til premierekampen i mandags. Mads Enggård – for første gang mod sin gamle klub - gled ind på midtbanen, Gammelgaard blev skubbet frem og Anders K. Jacobsen ud bænken. Duelund var sluppet ud af straffeboksen og fik plads blandt udskifterne.
Alle startende randrusianere fra premieren havde fået genvalg.

2.810 tilskuere, havde forsaget X-Factor for i stedet at udsætte sig selv for forfrysninger i frostboksen på Cepheus Park. En tapper skare rødklædte gjorde deres til at støtte op om Jyllands Rubin. 

Efter indledningsminutter, hvor VB som mod Fredericia kom frisk og opportunistisk ud, og ”GG” havde haft et farligt hjørne, kom hjemmeholdet alligevel foran, inden der var spillet et kvarter. Velkov oversatsede på et langt RFC-målspark, og Elies Mahmoud kunne glide fri i højre og score á to omgange på Vekić. Igen viste VB sin skrøbelighed – holdet er for nemt at score hos.

I det 27. minut gik det atter galt for de rødblusede. Sabil Hansen blev fældet af Andrew Hjulsager, dommer Svend Funder pegede på pletten, Warren Caddy eksekverede, 2-0!
Gæsterne spillede ingenlunde dårligt og lagde voldsomt pres på ”Hestene” i den resterende del af halvlegen, men det er selvsagt op ad bakke, når man selv har hjulpet modstanderne komfortabelt foran. Faghir spillede Hjulsager godt op i højre, men vinklen blev for skarp for midtbanemanden. Lasse Nielsen kom efter hjørne til hovedstød – forbi – mens Enggård udfordrede sin gamle klub med et glimrende forsøg, men lige så glimrende reddet af keeper Paul Izzo.
Så 2-0 efter en halvleg, hvor VB spillede pænt, men Randers var effektive.

Wahid Faghir blev skadet i 1. halvlegs sidste minut og måtte udgå, ligesom en skadet Tobias Bach heller ikke mødte op til 2. halvleg. Duelund og Flø var erstatningerne fra 2. halvlegs start.
VB kunne i den første periode efter sidebyttet ikke holde kadencen fra slutningen af 1. halvleg, og spillet var nu ret rodet og begivenhedsløst. Camara afløste Vestergaard efter en god time.
Gæsterne satte igen tryk på den sidste snes minutter, og efter et godt VB-angreb, som Gammelgaard satte op, endte bolden til sidst hos Lasse Flø, der måtte se sit forsøg blive reddet på stregen. Duelund havde et godt hovedstød, men Izzo reddede.
Amon erstattede ”GG”, og Cyril Edudzi havde ”Hestenes ” eneste nævneværdig forsøg i 2. halvleg, da han slap fri i venstre i en situation, hvor Velkov var ude med en hovedskade, men ingen problemer for Vekić. 
Velkov blev smidt frem i slutminutterne, da Max Jensen afløste Valdemar Lund, men det var alt sammen skønne spildte kræfter. Atter måtte VB stå tomhændet tilbage, og nu er der kun 12 kampe tilbage til at udrette miraklet for tredje sæson i træk.

Pænt og nydeligt var det såmænd, men modstanderne scorer for nemt, og selv er de rødblusede ikke effektive nok. Næste opgave bliver endnu en kold fredag aften – denne gang i Farum.

Grundspil, 3F Superliga 2025-26, Cepheus Park Randers
Fredag den 13. februar 2026 kl. 19.00
Randers FC – Vejle Boldklub 2-0 (2-0)
14. 1-0 Elies Mahmoud
27. 2-0 Warren Caddy (straffespark)

Kort:
6. Tobias Bach (gult kort)
55. Mike Vestergård (gult kort)

Indskiftninger:
46. Tobias Bach ud Lasse Flø ind
46. Wahid Faghir ud Mikkel Duelund ind
62. Mike Vestergård ud Abdoulaye Camara ind
76. Christian Gammelgaard ud Jonathan Amon ind
87. Valdemar Lund ud Max Jensen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Lasse Nielsen (anfører)
Stefan Velkov
Valdemar Lund

Thomas Gundelund
Mads Enggård
Mike Vestergård
Andrew Hjulsager
Tobias Bach

Christian Gammelgaard
Wahid Faghir

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Mikkel Duelund
Jonathan Amon
Luka Latsabidze
Anders K. Jacobsen
Abdoulaye Camara
Lasse Flø
Sander Ravn
Max Jensen

Dommer: Svend Funder
Tilskuere: 2.810

Randers FC (4-2-3-1): Paul Izzo – Sabil Hansen, Daniel Høegh, Wessel Dammers (46: Lucas Lissens), Nikolas Dyhr – Laurits Raun Pedersen (84: André Rømer), John Björkengren – Elies Mahmoud (84: Musa Touré), Mike Themsen (71: Frederik Lauenborg), Mathias Greve – Warren Caddy (62: Cyril Edudzi)
Træner: Rasmus Bertelsen

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV