Sen straffe-scoring til SIF sender VB ned i Betinia Ligaen

Foto: Johnny Kristensen

En rigtig bundkamp mellem de to nederst placerede hold i 3F Superliga kunne længe ikke rive 3.196 tilskuere – rekordlavt besøg i sæsonen – op af stolene. I opgørets sidste 20 minutter kom der dog gang i sagerne, da McCowatt først bragte Silkeborg foran, mens Wahid Faghir kort efter fik udlignet. Gæsterne fik dog en livsvigtig sejr med sig hjem efter en straffescoring i sidste minut med deraf følgende rødt kort til Lasse Nielsen. VB er nu også matematisk Betinia Liga-hold i næste sæson.

Af Ole Kristensen | 22. april 2026

En enkelt ændring – og den var tvungen – var der at notere hos det VB-hold, der trods det klare nederlag mod FCK i søndags gjorde en fin figur. Mikkel Duelund blev skadet i 1. halvlegs tillægstid og var ikke blevet klar til onsdagens kamp. I hans sted spillede Valdemar Lund, som rykkede ned i midterforsvaret, mens Gundelund gik op på midtbanen.
Tabatadze måtte naturnødvendigt stå over efter sit røde kort mod mestrene.
SIF måtte undvære dygtige Younes Bakiz, der udgik i 2-2 kampen mod Fredericia.

Gæsterne startede uhyre nervøst med masser af boldtab og dårlige clearinger.
Allerede i det 4. minut kunne Christian Gammelgaard da også kanonere bolden i mål, da han let kom til frit skud i feltet. Linjedommeren markerede dog for offside, og efter et (alt for) langt VAR-check stod kendelsen. 
Fire minutter senere havde Tobias Bach en god mulighed efter et Christian Sørensen-hjørne, men angriberen stødte bolden forbi mål.

Først efter et kvarters tid fik silkeborgenserne lidt ro på spillet og begyndte at køre den rundt – så godt det nu lod sig gøre på det ujævne underlag. Men farligt blev udeholdet sjældent.
VB havde en smule mere tilløb til chancer, ofte koncentreret omkring Gammelgaard, men det var og blev en kamp på det uhyre jævne mellem nr. 11 og 12 i tabellen, som havde svært ved at kreere muligheder, og meget spil foregik midt på banen.
Først i 1. halvlegs slutminutter skete der en smule. Gæsterne var farlige for første gang, og Oliver Ross fyrede af i god skudposition, men Vekić reddede stort.
I den anden ende afsluttede Tobias Bach fladt, men uden problemer for Nicolai Larsen. Så 0-0 efter lidet sindsoprivende 45 minutter.

”GG” lagde godt ud efter pausen med et godt frispark, men ingen problemer for Nicolai Larsen.
Nørgaard skiftede offensivt ind efter 56 minutter og sendte Camara og Wahid Faghir på banen for Hjulsager og Vestergård.
Stort skete der dog stadig ikke i 2. halvleg, før gæsterne endelig begyndte at vise tænder. Andreas Poulsen fyrede et godt frispark af, men Vekić lod sig ikke overliste. William Kirk forsøgte sig fra distancen, men igen reddede sloveneren, ligesom Kirk også havde et forsøg udenom.

Max Jensen erstattede Enggård.
Silkeborgs angrebsbestræbelser bar nu frugt. Farlige McCowatt skar med 20 minutter igen ind i banen og passerede med sit 11. sæsonmål Vekić fladt og flot.
De lydstærke SIF-fans i udebaneafsnittet havde dog dårligt fået jublet færdigt, før VB havde udlignet. Christian Sørensen lagde et formidabelt indlæg ind i SIF-feltet, hvor Wahid Faghir i kamp med en Silkeborg-forsvarer headede ind over Nicolai Larsen til 1-1.

Opgøret fik nu endelig farve og intensitet, og de to hold søgte begge sejren. Camara tordnede bolden forbi efter et godt VB-angreb.
Vekić måtte op med en kæmperedning efter hjørne, og straks brændte det på i den anden ende, da Gundelund førte et godt angreb frem. Bolden endte hos Faghir, der efter et træk ind i banen sendte læderet snært forbi.

En dårlig aflevering af Camara i minut 89 blev begyndelsen til endelsen for de rødblusede. Silkeborg kom i omstilling, Lasse Nielsen blev isoleret med McCowatt, og VB-stopperen måtte begå straffe. Det betød advarsel til Nielsen – og da det var gult nr. 2, var det marchordre – og straffe til SIF, som Adamsen sikkert omsatte.

Hjalte Gitz kom ind til sin debut i de døende minutter. VB forsøgte at presse på for udligning, men Aydin Uslus ekstratid løb ud, og Jyllands Rubin må erkende, at 3F Superligalivet er forbi for denne gang.
Valdemar Lund blev MOM, og der var advarsler til Enggård og Lund udover de to og dermed rødt til Lasse Nielsen. Silkeborg blev advaret to gange.

Hvad VB-fans har haft en rum tid til at vænne sig til, blev da så også en matematisk realitet - der blev for ottende gang i klubbens historie trykket på elevatorens ned-knap. VB kan med fire runder tilbage ikke nå over den magiske nedrykningsstreg og rykker fra sæson 26-27 ned i Betinia Ligaen efter tre års ophold på første klasse.

Der er ikke så meget at ærgre sig over. Forventningerne var høje inden sæsonen med ejerskifte og en generaludskiftning af spillertruppen. Men holdet har indiskutabelt været tolvtebedst i 3F Superliga, og så rykker man ned i en liga, hvor – ret uhørt på europæisk plan – en sjettedel af holdene i den bedste række hvert år må en tur ned.
Hvad der gik galt, er det skønne spildte kræfter at opholde sig for længe ved. Nytilknyttede spillere, som der var næret visse forventninger til, skulle bruge en længere indkøringstid end beregnet, ligesom skaderne i en lind strøm er regnet ned over Nørreskoven. Det korte af det lange er, at VB ikke havde den fornødne kvalitet og i 28 runder kun har formået at vinde tre kampe, og så rykker man altså ned.

På Alexanderplatz i Berlin kan man i det 368 meter høje Fernsehturm tage elevatoren de over 200 m op til udsigtsplatformen og den drejende restaurant. Den joviale elevatorfører fortæller de samme lune historier på sine uendelige op- og nedture og synes aldrig at blive træt af endnu engang at skulle trykke på ”auf” und ”ab”.
Lad os i forbindelse med endnu en VB-nedfart antage den samme lyse sindsstemning. For os gamle og hærdede, der har bevidnet alle nedturene, er det nok knap så slemt som hos de nyvundne, unge fans, der måske oplever det for første gang. Men solen står stadig op i morgen, og næste sæson spilles der stadig fodbold i Nørreskoven. Nogen walk in the park bliver det ikke. Betinia Ligaen er blevet ekstremt professionel, men lad os nu se, om ikke VB på skelettet af det nuværende hold formår at bygge et slagkraftigt mandskab op, der kan gøre sig gældende i den næstbedste række. VB’s strategi er klar, og ejerskab og sponsorer bakker op.

I stedet for at udøse galde på SoMe vil det hjælpe klubben langt mere, hvis fansene rykker sammen i bussen og støtter op som aldrig før. De mange gode folk i Blok E vil få en enestående mulighed for at dominere lydbilledet i de fleste kampe og dermed være den uvurderlige 12. mand. På med ja-hatten og lad os sammen glæde os til at vinde en forhåbentlig masse kampe i næste sæson.
Og lad os så bruge de fire sidste runder i 3F Superliga som afsæt til Betinia Ligaen! Foreløbig hedder det F.C. København på mandag i Parken…

Forza VB!

Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2025-26, Vejle Stadion
Onsdag den 22. april 2026 kl. 18.00
Vejle Boldklub – Silkeborg IF 1-2 (0-0)
70. 0-1 Callum McCowatt
73. 1-1 Wahid Faghir
90. 1-2 Tonni Adamsen (straffespark)

Kort:
14. Lasse Nielsen (gult kort)
60. Mads Enggård (gult kort)
89. Lasse Nielsen (gult kort)
89. Lasse Nielsen (rødt kort)
90. Valdemar Lund (gult kort)

Indskiftninger:
58. Mike Vestergård ud Wahid Faghir ind
58. Andrew Hjulsager ud Abdoulaye Camara ind
68. Mads Enggård ud Max Jensen ind
90. Christian Gammelgaard ud Hjalte Gitz ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Lasse Flø
Lasse Nielsen (anfører)
Valdemar Lund
Christian Sørensen

Thomas Gundelund
Mike Vestergård

Christian Gammelgaard
Mads Enggård
Andrew Hjulsager

Tobias Bach

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Gustav Knudsen (m)
Jelle Duin
Wahid Faghir
Abdoulaye Camara
Nicolas Gammelgaard
Hjalte Gitz
Bismark Edjeodji
Max Jensen

Dommer: Aydin Uslu
Tilskuere: 3.196

Silkeborg (4-3-2-1): Nicolai Larsen – Jens Martin Gammelby, Robin Østrøm, Pedro Ganchas, Andreas Poulsen – William Kirk (77: Mads Larsen), Adam Wikman (86: Mads Freundlich), Callum McCowatt - Sofus Berger Brix (62: Julius Lorents), Oliver Ross (62: Alexander Simmelhack) – Tonni Adamsen
Træner: Kent Nielsen

Kort:
60. Callum McCowatt (gult kort)
80. Alexander Simmelhack (gult kort)

Johnny Kristensen fotogalleri:

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV