Foto: Ole Kristensen
Af Ole Kristensen | 5. oktober 2024
Der var tre ændringer på det hold, Niclas Hougaard sendte på banen i forhold til sejren i Haderslev sidste weekend. Tobias Lykkebak, som gjorde det så godt mod Sønderjyske, var desværre blevet skadet dagen inden og i lighed med Hjalte Gitz ude af truppen, mens Eman Subasic var bænket. Ind blandt de startende 11 gled Lasse Flø, Bright Appiah og Toby Pedersen. Flø i øvrigt i en ny rolle som midtstopper.
1. halvleg var jævnbyrdig og relativt chancefattig. FCN var nok mest på bolden, men det kneb for de ellers så suveræne nordsjællændere at skabe åbne chancer mod et kompakt og opmærksomt VB-hold, som selv lurede på omstillinger.
Først i det 19. minut kom den første reelle afslutning, da gæsternes Peter Berthelsen fyrede et kapabelt langskud af, men tv-redning af Gustav Knudsen.
Tre minutter senere headede FCN’s Oliver Bødker over på et hjørne.
I stedet skulle det blive VB, der gik til pause med en smal føring. Sander Ravn driblede ned mod FCN-målet, og da ingen gik til ham, afsluttede han selv fladt uden for feltet og passerede yderligt Duran Ferree i Farum-målet.
Anas Raheel kunne have gjort ondt værre for sjællænderne to minutter senere, men hans dobbeltchance gav desværre ikke bonus. Først halvklarede Ferree, og returen sparkede Anas over mål.
De første 45 minutter sluttede med en god mulighed til gæsternes Araphat Mohammed, hvis afslutning i fin skudposition dog mere havde retning mod den nyrenoverede og netop ibrugtagne ”gamle” kunstbane, som nu hedder ”ny kunst.”
VB kom ud til 2. halvleg med Asger Fjord Stengaard for Bright Appiah.
De boldsikre nordsjællændere satte sig straks helt på spillet mod et stadig mere dybtstående VB-hold. Til tider mindede opgøret om en bedre håndboldkamp, hvor de blåklædte gæster kombinerede foran VB-feltet, hvor alle vejlensere var forsamlet.
Værterne forsvarede sig dog tappert og koncentreret, og det varede noget, før det sjællandske pres kastede chancer af sig. Gustav Knudsen måtte dog i det 66. minut diske op med en formidabel redning helt nede ved stolperoden på et forsøg fra distancen af Peter Berthelsen.
Efter 72 minutter headede FCN’s Markus Seim-Mortensen i mål, men scoringen blev snært vinket offside af linjedommeren.
Tre minutter senere måtte Gustav Knudsen redde et forsøg fra helt tæt hold af indskiftede Daniel Ingi Johannesson.
Hjemmeholdet formåede slet ikke at holde fast i bolden, men kunne blot sparke væk og måtte således øjeblikket efter håndtere nye angrebsbestræbelser fra et hidsigt angribende Farum-hold. Det gjorde vejlenserne til gengæld heroisk, og høje indlæg fra gæsterne var lige mad for kaptajn Klaster.
Med fem minutter igen måtte samme Klaster agere redningsmand på stregen, da indskiftede Oliver Vest headede i en bue ind over Gustav Knudsen.
I en sjælden omstilling efter 86 minutter skabt af teknisk velfunderede Aiham Dahche gled Dahche selv fri efter en et-to kombination, men bolden traf indersiden af stolpen. Her kunne VB endegyldigt havde slukket lyset for sjællænderne. I stedet måtte man stadig overstå fire minutters tillægstid med bl.a. et større klumpspil ved målfeltets grænse foran VB-buret.
Men endelig kunne en masse rødærmede arme (samt Gustav Knudsens grønne og trænerteamets grå) ryge i vejret. Forståelig begejstring for et virkelig flot resultat, der bringer en i øvrigt stærkt skadesplaget VB-trup op fjerdepladsen i en række, hvor holdene dog har spillet alt fra fire til syv kampen, så stillingen skal tages med forbehold.
Niclas Hougaard: Vi spiller godt i 1. halvleg og forsvarer heroisk i 2.
- Vi har et hold, der kan spille forskellige typer af fodbold, sagde en stolt VB-træner Niclas Hougaard efter den overraskende sejr.
- Sidste weekend i Haderslev skulle vi bagud 0-2 jagte i 2. halvleg og sætte tryk på. I dag skal vi forsvare den hjem i de sidste 45 minutter. I 1. halvleg har vi gode momenter og spiller godt med bolden og får omvendt lukket rummene godt ned for FCN. Jeg har set FCN’s øvrige kampe, og vi er det hold, der bedst har kunnet håndtere deres pres.
Hougaard havde håbet på en fortsættelse i 2. halvleg, men måtte erkende, at hans hold ikke kunne fastholde bolden, men mistede den allerede på egen halvdel, og så var det ikke muligt at sætte et pres ind mod sjællændernes mål.
- Vi har også tidligere i kampe, hvor vi har ført, sænket niveauet lidt på bolden og risikoen og modet, og det skal vi arbejde med. Men selv om vi er langt nede at stå i dag, så forsvarer vi os godt.
Hougaard fortalte, at det var kalkuleret, at VB’s stærke angriber Bright Appiah pga. dårligt knæ og manglende spilminutter kun skulle spille en halvleg.
Skadede Lykkebak skønnes snart klar igen, ligesom ligeledes skadesramte Tomaselli og Sønderskov har genoptaget træningen.
Hougaard fremhævede Klaster og Flø, men selvfølgelig hele holdet for en flot indsats.
Der er nu 14 dages pause, inden Esbjerg venter, men Hougaard regner med at skulle stille nogle spillere til Future-kampen mod AaB onsdag, ligesom der er en træningskamp mod AC Horsens fredag.
U19 Ligaen 2024-25, VB Parken opvisningsbane
Lørdag den 5. oktober 2024 kl. 12.30
Vejle Boldklub - FC Nordsjælland 1-0 (1-0)
39. 1-0 Sander Ravn
Indskiftninger:
46. Bright Appiah ud Asger Fjord Stengaard ind
59. Toby Pedersen ud Samuel Hust ind
68. Anas Raheel ud Kristian Tonnisen ind
78. Rasmus Koch ud Eman Subasic ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Knudsen
Aiham Dahche
Anton Klaster (anfører)
Lasse Flø
Magnus Udengaard
Toby Pedersen
Sander Ravn
Clemens Astrup
Rasmus Koch
Bright Appiah
Anas Raheel
Bænken:
Asger Fjord Stengaard
Samuel Hust
Kristian Tonnisen
Eman Subasic
Jonathan Villefrance (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.