Så tæt på – og dog så langt fra point mod FCK

Foto: Carl Forssling

Vejen til Helvede er brolagt med ærefulde nederlag. Det kunne derfor heller ikke falde os ind at kalde VB’s 1-4 nederlag søndag aften til mestrene fra FCK for et sådant. Blot må vi konstatere, at cifrene ikke var et retvisende billede på en jævnbyrdig fodboldkamp, hvor københavnerne dominerede i starten og bragte sig foran, mens Lasse Flø bragte VB tilbage i kampen allerede i det 18. minut. Først i slutminutterne brød trætte VB’ere sammen og indkasserede tre scoringer. Giorgi Tabatadze så rødt i tillægstiden.

Af Ole Kristensen | 19. april 2026

Hos VB var Christian Gammelgaard og Mike Vestergård tilbage blandt de startende 11. Det gik ud over Bismark Edjeodji og Valdemar Lund, der måtte tage plads på bænken. Gundelund gik ned og top stopperpositionen.
Gæsterne havde ændret på tre pladser – bl.a. var Cornelius med i stedet for Moukoko.

Hjemmeholdet fik den værst tænkelig start. Allerede efter fire minutter lagde Mads Emil Madsen bolden ind foran VB-målet, hvor Cornelius kom til og sendte læderet i mål.
VB havde en god mulighed for at slå tilbage allerede minuttet efter. En nedfaldsbold efter et af de lange Bach-indkast endte for fødderne af Lasse Nielsen, men kaptajnen sendte bolden forbi.

Københavnerne pressede højt og aggressivt og spillede i højt tempo fra start. De sortklædte var nærgående, og Elyounoussi tvang Vekić ned på græsset med et langskud.
Efter et kvarters tid fik vejlenserne sig dog arbejdet ind i kampen, og allerede i det 18. minut faldt udligningen. Efter et tålmodigt angreb sendte Hjulsager fra venstre en perfekt bold mod modsatte stang, hvor en veloplagt Lasse Flø kom stormende og headede i mål.

Efter en god halv time trak ”GG” ind i banen og fyrede sit venstreben af. Kotarski musste nachfassen, inden Bach nåede frem.
I en intens og jævnbyrdig 1. halvleg var VB snublende tæt på at bringe sig foran i det 41. minut. I en ufarlig situation snublede López, Gammelgaard snuppede bolden og lagde den ind til en helt fri Duelund, der imidlertid drejede bolden uden om Kotarskis mål. En monsterchance!
Et par minutter efter fik Cornelius bolden skrabet over stregen efter et gigaklumpspil i VB-feltet, der udsprang af et FCK-frispark. Linjedommeren markerede dog for offside og efter et laaaangt VAR-check stod kendelsen.

Mikkel Duelund blev skadet i 1. halvlegs tillægstid og kom som ventet ikke ud til de sidste 45 minutter. Valdemar Lund blev skiftet ind i bageste geled, og alt-mulig-manden Thomas Gundelund blev flyttet op på midtbanen.
FCK var straks nærgående efter bl.a. et godt slået Elyounoussi-frispark ind i feltet.

Bundholdet bed dog stadig godt fra sig. Regnen satte ind, og Christian Sørensen var efter en time tæt på med et fladt langskud på den våde bane, som Kotarski dog fik vippet ud til hjørne.
Umiddelbart efter blev Tabatadze indskiftet for Hjulsager.

Kampen bød ikke på mange målchancer efter pausen, men var stadig intens. FCK havde bolden det meste af tiden, men vejlenserne afviste dem godt. Nørgaard skiftede offensivt ind og satte Bismark på banen for Gundelund.
VB forsvarede sig forbilledligt, men syv minutter før tid gik det galt. Vekić feberhalvklarede først på et skud fra spids vinkel, men indskiftede Geovanni Ndjee fulgte op og scorede til 1-2.

Nu gik det så helt skævt for bundholdet. Ligeledes indskiftede Dadason blev spillet fri på kanten af offside og udnyttede sikkert den store chance til 1-3.
Faghir og Max Jensen afløste i slutminutterne ”GG” og Enggård.

Indskiftede Tabatadze fik sæsonens andet røde kort. Efter ellers at have gjort et fint indhop ragede georgieren sig to gule kort til i tillægstiden og fik dermed marchordre af dommer Lasse Læbel Graagaard.
Geovanni Ndjee lukkede derefter med sin anden scoring til 1-4.

De vejlensisk sindede tilskuere ilede nu hjemad i regnen med den konstatering, at der nu blot resterer fem muligheder for VB til at hente en sejr i forårssæsonen.
Det fyldte udebaneafsnit havde derimod en fest, og der var nærmest partystemning længe efter kampen. FCK-fansene har fået humøret tilbage efter nu tre sejre på stribe, og de velsyngende københavnere bidrog til en fin stemning i Nørreskoven. De forsømte heller ikke at mindes nyligt afdøde Jørgen Herbert, som gik bort for tre dage siden. Herbert var udover at være en folkekær sportskommentator tidligere presseansvarlig i FCK. Også træner Bo Svensson roste bagefter fansene for deres fine gestus.

Udover de to gange gult til Tabatadze blev også Enggård advaret, mens gæsterne slap for videre tiltale. 
Lasse Flø blev for tredje hjemmekamp i træk kåret til bedste VB’er.
Noget målbart kunne Jyllands Rubin ikke tage med fra aftenens kamp, men spillemæssigt var der en del at glæde sig over. Allerede på onsdag aften kl. 18.00 har VB en ny chance for at få første sejr i 2026, når det andet hold under stregen, Silkeborg IF, gæster Nørreskoven.

Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2025-26, Vejle Stadion
Søndag den 19. april 2026 kl. 18.00
Vejle Boldklub – F.C. København 1-4 (1-1)
5. 0-1 Andreas Cornelius
18. 1-1 Lasse Flø
83. 1-2 Geovanni Ndjee
88. 1-3 Viktor Dadason
90. 1-4 Geovanni Ndjee

Kort:
72. Mads Enggård (gult kort)
90. Giorgi Tabatadze (gult kort)
90. Giorgi Tabatadze (gult kort)
90.
Giorgi Tabatadze (rødt kort)

Indskiftninger:
46. Mikkel Duelund ud Valdemar Lund ind
60. Andrew Hjulsager ud Giorgi Tabatadze ind
81. Thomas Gundelund ud Bismark Edjeodji ind
89. Christian Gammelgaard ud Wahid Faghir ind
89. Mads Enggård ud Max Jensen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Lasse Flø
Lasse Nielsen (anfører)
Thomas Gundelund
Christian Sørensen

Christian Gammelgaard
Mike Vestergård
Mads Enggård
Andrew Hjulsager

Tobias Bach
Mikkel Duelund

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Valdemar Lund
Jonathan Amon
Wahid Faghir
Abdoulaye Camara
Giorgi Tabatadze
Hjalte Gitz
Bismark Edjeodji
Max Jensen

Dommer: Lasse Læbel Graagaard
Tilskuere: 6.160

F.C. København (4-2-3-1): Dominik Kotarski – Junnosuke Suzuki, Pantelis Hatzidiakos, Mathias ”Zanka” Jørgensen, Marcos López (90: Birger Meling) – William Clem, Mads Emil Madsen – Jordan Larsson (73: Robert Silva), Viktor Claesson (73: Geovanni Ndjee), Mohamed Elyounoussi (90: Aurélio Buta) – Andreas Cornelius (62: Viktor Dadason)
Træner: Bo Svensson

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV