Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 5. januar 2025
VB Akademiets ungdomsliga-hold vender tilbage efter en velfortjent julepause, når de mandag den 6. januar indleder træningen frem mod forårssæsonen.
VB Akademiets chef, Steen Thychosen, er glad for det nye hold af trænere, som begynder kalenderåret 2025 på VB Akademiet.
- Vi har rykket Mads Nissen op fra U17, så han overtaget U19 Liga-holdet, mens Christian Sivebæk vender tilbage til VB som træner og bliver ny cheftræner for U17-årgangen. Rokaden og nyansættelsen kommer, efter Niclas har sagt op, og vi synes, at det er stærkt hold, som fremadrettet kommer til at stå i spidsen for ungdomsliga-holdene.
- Mads Nissen har efterhånden en god ballast som ungdomstræner, og det er et naturligt step for ham, at han træder op. Det er strategien på akademiet, at vi gerne vil udvikle vores egne trænere og vise dem tillid ved at rykke dem op i systemet, og Mads besidder de kvaliteter, der skal til, dels for at udvikle et hold, men også de enkelte spillere på et alderstrin, hvor spillerne skal klargøres til seniorfodbold. Mads Nissen har igennem flere år bevist sit værd med U15- og U17-holdene, og han er en træner, der både kender spillermaterialet og akademiets spillestil indgående, siger Steen Thychosen.
Mads Nissen på U19 Liga-holdet og Christian Sivebæk på U17 Liga-holdet kommer til at arbejde tæt sammen med U15 Liga-træner Kristian Olesen, Head of Coaching Søren Lykke, transitionstræner Steffen Kielstrup og akademichef Steen Thychosen. Det betyder også, at U15- og U17 Liga-træneren kommer til at bytte roller hvert andet år – næste gang i sommeren 2026.
- I de kommende halvandet år har Sivebæk U17 Liga-holdet, mens Kristian Olesen har U15, og så bytter de roller i sommeren 2026. Det gør vi for at give trænerne mulighed for at arbejde med de respektive årgange i to sæsoner, siger Steen Thychosen.
Christian Sivebæk: Spændende hold med store styrker
Den nye træner på VB Akademiet er et velkendt navn i Nørreskoven. Det er 36-årige Christian Sivebæk, der vender tilbage til den klub, hvor han tilbragte en stor del af sin ungdomstid, og hvor han som seniorspiller mellem 2012 og 2016 nåede 83 førsteholdskampe. Siden spillede Christian Sivebæk i Viborg, hvor han også indledte trænergerningen. Nu vender den populære VB’er hjem, hvor det hele begyndte i ungdomsafdelingen tilbage i halvfemserne - dengang som et stort talent på vej frem, og nu er opgaven, at han skal være med til at forme fremtidens førsteholdsspillere.
- Jeg glæder mig ekstremt meget til at vende hjem til VB og til den trænermæssige udfordring, der venter mig på VB Akademiet. Siden jeg begyndte mine samtaler med Steen om trænerjobbet, så har jeg set flere af holdets kampe, og jeg nåede også at se den sidste kamp mod AC Horsens live. Det er et meget spændende hold, som jeg overtager, hvor der både er nogle individuelle styrker og nogle holdmæssige kvaliteter at arbejde videre med. Der er masser af talent, og jeg glæder mig til at arbejde videre med spillerne i de rammer, der er skabt på VB Akademiet, siger Christian Sivebæk.
- Som træner kommer jeg fra Viborg FF, hvor jeg har haft flere roller omkring deres U17- og U19-hold. Senest som chefscout for de ældste ungdomshold på Viborg FF’s akademi, mens jeg ved siden af har arbejdet med fodboldlinjen på Hald Ege Efterskole. Vi har haft spændende dueller med Vejle Idrætsefterskole, og derigennem har jeg også fået et indblik i talentudviklingen i VB. Fodboldverdenen er jo på mange måder lille, og der er Jacob Thychosen, Marc Pedersen, Boye Habekost og flere andre, som jeg kender i forvejen, og jeg ser frem til at træde ind og lære akademiet og spillerne at kende, siger Christian Sivebæk.
Mads Nissen: Spillerne skal klargøres til seniorfodbold
Mads Nissen er et velbeskrevet blad på VB Akademiet, hvor han er i gang med sin syvende sæson omkring ungdomsliga-holdene. Nu træder han sidste skridt op og overtager U19 Liga-holdet efter Niclas Hougaard.
- Det er en tung arv at løfte, for Niclas har virkelig lavet et flot stykke arbejde med spillerne. Det kan også aflæses i tabellen, hvor de ligger godt til, og det er et hold med en stærk base, som jeg overtager, siger Mads Nissen.
- Forskellen på U17 Ligaen og U19 Ligaen er, at den ældste ungdomsliga er meget mere resultatorienteret. Her spilles der voksenfodbold, og det handler om at lave resultater, men også om at gøre spillerne klar til det sidste step op som seniorspillere. Den udfordring tiltaler mig meget, og det er ikke kun et arbejde på træningsbanen, men også via samtaler, for som seniorspillere er det en helt anden verden spillerne træder ind i, siger Mads Nissen.
38-årige Mads Nissen spillede sin aktive karriere i Hedensted IF, og det var også hos de grønne, at han indledte trænerkarrieren med deres U19-mandskab, inden han havde assistenttrænerroller i Odder IGF og FC Skanderborg. Nu er han på syvende sæson på VB Akademiet.
- Jeg har trænet både spillerne fra årgang 2006 og 2007, men også de spillere fra 2005, som er med som tredjeårsspillere. Der er ikke den store overgang i den del, og spillerne kender også mig. Jeg håber, at vi kan arbejde videre i den gode struktur, holdet har skabt, og så se, hvor meget vi kan lægge på fremad banen, siger Mads Nissen.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.