Remis i bundopgøret på JYSK park

Foto: Carl Forssling

VB stemplede ind i kvalifikationsspillet med et 1-1 resultat på JYSK park i Silkeborg. Et resultat ingen af de to betrængte hold i bundstriden for alvor kan bruge til det helt store. VB holdt en tidlig føring til 10 minutter før tid, men kan ikke seriøst påberåbe sig det ufortjente i, at det ikke blev alle tre point. Dertil var silkeborgensernes spildominans på kunstgræsset for massiv. Tobias Bach var det, der på Lasse Fløs forarbejde sikrede gæsterne føringen efter syv minutter.

Af Ole Kristensen | 16. marts 2026

To ændringer var der at notere i VB’s startellever i forhold til grundspillets sidste kamp mod AGF for to uger siden. Velkov havde sluttet sig til rækken af skadede spillere, da hans læderede arm ikke tillod forsvarsklippen at stille op. Desuden var Abdoulaye Camara bænket. I stedet var Lasse Nielsen blevet klar igen, ligesom Christian Sørensen fik en startplads.
Gæsterne havde således Flø, anfører Lasse Nielsen, Lund og Chr. Sørensen i bagkæden, Gundelund, Vestergård og Enggård på midten og ”GG”, Duelund og Bach fremme.
Også Hjulsager var blevet sin skade kvit, og midtbanemanden fik plads på bænken.
SIF-træner Kent Nielsen havde for alvor rystet posen og havde skiftet fem.

Kampen startede afvekslende med hjørnespark i begge ender inden for det første par minutter. Værterne greb nu mere fat i bolden, men se om ikke de grønhvide gæster bragte sig foran efter syv minutter. Lasse Flø snød to SIF-forsvarere, så vandet drev, og trængte ind i modstandernes felt. Med en flad pasning fandt han fremstormende Tobias Bach i det lille felt, og så stod det pludselig 0-1.

Efterfølgende var de rødblusede silkeborgensere meget på bolden mod et lavtstående udehold, men rigtig farligt blev det sjældent i en – bortset fra den fine VB-scoring – ret begivenhedsløs første halve time.
Duelund testede efter 28 minutter Nicolai Larsen fladt efter et godt VB-angreb, mens Sofus Berger sparkede over i den anden ende et par minutter efter.
Kent Nielsens tropper fik sin absolut største chance for en udligning i det 34. minut, da William Kirk kom til afslutning fra kanten af målfeltet, men stor redning af Vekić. 
SIF’s Gammelby testede Igor Vekić udefra, mens Duelund som den lidt hængende angriber sparkede over, og mere var der ikke at berette fra de første 45 minutter, hvor der ikke skete alverden, men hvor de tilrejsende Schlachtenbummler fra fjordbyen i hvert fald kunne glæde sig over en VB-føring.

Værterne havde massiv spilovervægt efter pausen og havde da også en række afslutninger i det første kvarters tid, efter at dommer Kehlet havde fløjtet op igen – dog alle fra distancen. Indskiftede Bakiz sparkede forbi, mens Gammelby, Kirk og McCowatt alle strandede på Igor Vekić. 
VB have for få sekvenser på bolden og for få aflastningsangreb, men i det 67. minut fik Lasse Nielsen headet på et ”GG”-hjørne – bolden blev dog reddet på stregen.
På en fin VB-omstilling gled Christian Gammelgaard fri i højre og lagde bolden ind foran, hvor hans fremstormende holdkammerater dog lige netop ikke nåede frem.
Den største chance for at fordoble føringen havde Gammelgaard selv, da han helt fri strandede på Nicolai Larsen.

Med en halv snes minutter tilbage havde Duelund og Vestergård spillet færdig – de blev erstattet af Camara og Max Jensen.
Umiddelbart efter kom så den udligning, de 3.202 tilskuere – minus de tilrejsende vejlensere - havde ventet så længe på, da målræven Tonni Adamsen scorede fra en spids vinkel.
Hjulsager kom nu ind for Lasse Nielsen.

Trætte VB’ere kunne kun parere til sidst, og Adamsen var snært på et føringsmål fra tæt afstand – over mål. 
Der var mange bolde i VB-feltet, og Vekić tørnede sammen med Bakiz. Begge måtte behandles, men kunne spille tillægstiden til ende. SIF var tæt på ved hjørne med efterfølgende klumpspil, men ved 1-1 blev det.
To advarsler til hvert hold – hos VB blev ”GG” og Christian Sørensen noteret af Kehlet.

Næppe mange vil give så meget som en brugt valgbrochure for VB’s overlevelseschancer, men holdet fightede forbilledligt denne mandag aften og har helt tydeligt ikke tænkt sig at strække gevær endnu. Det hele blev ret meget på Silkeborgs præmisser på kunstgræsset, men voldsomt mange kæmpechancer til hjemmeholdet blev det egentlig ikke til, og gæsterne havde jo også deres muligheder for at øge føringen.

Næste mulighed for en sejr er allerede på fredag, når kvalifikationsspillets førerhold OB gæster Nørreskoven.

Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2025-26, JYSK park, Silkeborg
Mandag den 16. marts 2026 kl. 19.00
Silkeborg IF – Vejle Boldklub 1-1 (0-1)
7. 0-1 Tobias Bach
80. 1-1 Tonni Adamsen

Kort:
35. Christian Gammelgaard (gult kort)
79.
Christian Sørensen (gult kort)

Indskiftninger:
79. Mike Vestergård ud Max Jensen ind
79. Mikkel Duelund ud Abdoulaye Camara ind
83. Lasse Nielsen ud Andrew Hjulsager ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Lasse Flø
Lasse Nielsen (anfører)
Valdemar Lund
Christian Sørensen

Thomas Gundelund
Mike Vestergård
Mads Enggård

Christian Gammelgaard
Mikkel Duelund
Tobias Bach

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Jonathan Amon
Luka Latsabidze
Andrew Hjulsager
Anders K. Jacobsen
Abdoulaye Camara
Nicolas Gammelgaard
Bismark Edjeodji
Max Jensen

Dommer: Jakob Kehlet
Tilskuere: 3.202

Silkeborg (4-3-2-1): Nicolai Larsen – Jens Martin Gammelby, Robin Østrøm, Pedro Ganchas, Andreas Poulsen – William Kirk, Adam Wikman (72: Mads Larsen), Villads Westh (46: Younes Bakiz) – Callum McCowatt, Sofus Berger Brix (72: Oliver Ross) – Tonni Adamsen
Træner: Kent Nielsen

Kort:
83. William Kirk (gult kort)
90. Oliver Ross (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV