Rekorddebutant: Skal være tilfredse med et point

Foto: Carl Forssling

37-årige Lasse Nielsen satte en klubrekord, som den ældste debutant i Vejle Boldklub, da han løb på banen til premierekampen mod Randers FC, men den rutinerede stopper glædede sig mest over det sene point.

Af Lars Christensen | 21. juli 2025

Der var seks debutanter i startopstillingen til premierekampen mod Randers FC. Den ældste af dem, Lasse Nielsen, tog plads i midterforsvaret ved siden af Velkov, og herfra kunne han se VB komme godt ud til åbningskampen.

- Mens banen er våd i de første 20-25 minutter, så lykkedes vi rigtig godt med vores spil med bolden. Vi spiller i længderetningen og varierer vores spil, men da banen bliver tør, og bolden risikerer at hænge i græsset, spiller vi med knap så stor risiko, indleder Lasse Nielsen.

Selvom der var chancer før pausen, de fleste til Vejle, så gik holdene til pause ved stillingen 0-0. Efter kampen kom randrusianerne langt bedre med.

- Vi får en dårlig start på anden halvleg, fordi vi prøver at forcere for meget af spillet op igennem midten af banen. Og så er det efter et kvarter cirka, at de kommer foran. Vi får ikke afvist Touré på et spark, som så giver en returbold. Det var nok lidt en konsekvens af, at vi ikke kom rigtig godt ud til anden halvleg, siger Lasse Nielsen.

Kampen blev rodet i den sidste halve time, hvor der både var spilstop og vandpause, men så i det ottende minut af tillægstiden kom den udligning, som sikrede et premierepoint.

- Det er ikke i vores bedste periode af kampen, at vi lykkedes med at score det ene vigtige mål. Men det er et indkast, som heades ud, og så er det Camara, der mellem venner og fjender svinger benet og scorer. Det var fedt, både for Camara, som lige er kommet, men også for os, siger Lasse Nielsen.

- Når vi er så langt henne i kampen, så skal vi være tilfredse med det ene point. Det spiller vi også til, især hvis man kigger på første halvleg. Vi giver i det store hele ikke ret meget væk. Randers rammer stolpen efter pausen, da vi skal fremad for at jagte, men ellers skaber vi mindst ligeså meget som dem, siger Lasse Nielsen.

Du har sat en klubrekord ved debuten, er du opmærksom på det?

- Nej, er det som den mest rutinerede spiller?

Du blev Vejle Boldklubs ældste debutant til dato...

- Haha, okay. Det er ikke ligefrem noget, man flager med, men den tager jeg med. Jeg var også blandt de ældste i Tyrkiet og den ældste i Göztepe. Jeg var ikke som sådan nervøs inden min debutkamp. Men jeg har været væk fra 3F Superliga i 11 år cirka, så jeg var egentlig mest spændt på niveauet. Jeg kender klubberne, for mange af dem er gengangere, men jeg har ikke det største kendskab til spillerne, så det er spændende at være hjemme igen og jeg har fået et godt førstehåndsindtryk af ligaen, som virker meget kompetitiv, siger Lasse Nielsen.

37-årige Lasse Nielsen tog rekorden som Vejle Boldklubs ældste debutant fra Henrik Ipsen. Målmanden kom til VB i sommeren 2010 som målmandstræner og reserve for Kristian Fæste. Ipsen fik sin debut i et pokalopgør på Fyn mod Otterup (3-2), hvor han var 37 år, 1 måned og 12 dage. Ipsen sad altså på rekorden i knap 15 år, inden Lasse Nielsen med dagens debut slog målmandens rekord og udbyggede den med fem måneder.

Lige udenfor top-10 finder man Anders Egholm, der var 33 år, 3 måneder og 1 dag. Og så kommer Christian Sørensen med sine 32 år, 11 måneder og 14 dage ind på 12. pladsen over klubbens ældste debutanter. På de efterfølgende pladser kommer Pierre Bengtsson, Kjartan Finnbogason, Robert Bernat og Bechara Oliveira.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV