Primdal er tilbage, hvor det hele startede

Foto: Carl Forssling

2007: Træner for VB’s drengemesterrække. 2026: Assistenttræner for VB’s førstehold i Betinia Ligaen. Ringen er således sluttet for Nikolaj Primdal, som her efter sommerferien er ny i staben omkring førsteholdet. Vi har mødt Primdal, som mange stadig vil kunne huske fra forskellige hverv i klubben.

Af Ole Kristensen | 25. juni 2026

Midsommersolen smiler over Lysholt, hvor 26 VB-spillere knokler i varmen ved dagens træningspas. Alle ivrigt coachet, opildnet, vejledt og nurset af den store, sortklædte stab omkring truppen – Chief Nørgaard, assistenter, fysiske trænere, sundhedsstab, analytiker iført drone osv. Og omhyggeligt superviseret fra sidelinjen af direktør Tønder og rekrutteringschef Christian Larsen. Blandt trænerassistenterne er altså også et nyt navn, som ikke er så nyt endda: Nikolaj Primdal.

Læreruddannet fra Skive Seminarium og med kampe på Skives IK’s divisionshold stoppede Nikolaj Primdal efter en skade sin aktive karriere som 25-årig og kastede sig over trænergerningen. Træneruddannelsen blev i VB-regi, hvor Nikolaj altså i 2007 fik ansvaret for drengemesterrække 1 – i øvrigt med spillere som Niels Bisp og Oliver Thychosen på holdet. Senere coachede han U17 og U19, ligesom han sideløbende fungerede som assistent for Nicolai Wael på førsteholdet fra 2011.

- Også da jeg spillede selv, har jeg taget lederskab, hvorfor det var naturligt for mig at gå trænervejen, fortæller Nikolaj. - Også mit valg af lærergerningen bunder jo dybest set i ønsket om at påvirke nogen og noget. Så ”selvfølgelig” skulle jeg også være fodboldtræner!

Tilbage til VB

Primdal afsluttede sin læreruddannelse i 1999 og har været folkeskolelærer i 12 år, ligesom han har haft en række andre næringsveje – fodboldtræner på fuld tid, talentchef i AC Horsens, ansat på idrætsefterskolen BGI, sportscollegeleder på Campus i Vejle, og senest har han i seks år været ansat som forstander på Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Siden tiden i VB, hvor Claus Nørgaard også var ungdomstræner i klubben, har der eksisteret et venskab mellem VB’s cheftræner og Primdal, og de to har holdt forbindelsen ved lige.

- Og så opstod muligheden pludselig for at vende tilbage til VB, da Claus stod og manglede en ekstra assistenttræner. Og da jeg savnede Vejle og fodbolden, slog jeg til. Som menneske står jeg i dag skarpere på mine værdier og min holdning til, hvordan vi udvikler mennesker, end sidst jeg var i klubben, funderer Primdal. – Og det er et spændende projekt, som jeg er glad for, at jeg har sagt ja til via en toårig kontrakt med VB.

Efter at have forladt tjenesteboligen i Bramming har Nikolaj Primdal lejet en lejlighed på Ny Grejsdalsvej og er således kommet tættere på sine to voksne børn, der ligeledes bor i Vejle.

Datteren er 18, og sønnen har gået i sportsklassen på gymnasiet med bl.a. Lasse Flø.

Arbejdsfordeling

Nikoaj Primdal understreger, at alle tre assistenttrænere er ligeværdige og kan byde ind, men de har selvfølgelig hver især nogle resortområder. Kielstrup har bl.a. ansvaret for reserveholdet, mens Bisgaard står for standardsituationerne. Hans egen opgave er bl.a. at udvikle den enkelte spiller, at lave en individuel udviklingsplan for ham og følge op på den. Og det rækker også ud over det fodboldfaglige og kan berøre den enkelte spillers hele liv. Fungerer hverdagen?

Primdals første indtryk af truppen er positivt:

- Supersøde unge – og lidt mere erfarne – mennesker – som rigtig gerne vil, men jo nogle gange skal hjælpes til at gøre det, som også klubben gerne vil. Og her hjælper det mere med anerkendelse og en tilskyndelse til at udvikle det, man gør godt, fremfor at påpege fejl og fortælle spilleren, at han er en spade… Alle spillere er ærgerrige og har ikke spor lyst til at spille 1. division, men vil gerne tilbage i 3F Superliga… Og også staben trækker i samme retning – vi kan ikke love, vi rykker op, men vi vil gøre alt for det…

Betinia Ligaen har uden tvivl udviklet sig det seneste tiår, understreger Nikolaj.

- Der er mange dygtige hold, og vi er ikke naturnødvendigt bedre, blot fordi vi er nedrykkere – det skal vi jo først bevise! Vi kommer nok til at have bolden mere end sidste sæson, men det bliver ikke noget med boldbesiddelse 65%-35% i vores favør. Vi skal være chanceskabende, og vi skal have det samme mindset til hver kamp, uanset om vi spiller på et flot stadion i Esbjerg eller på Riisvangen i Aarhus. Det kan godt være en mental udfordring, men den er afgørende. Og lad os blot slå fast, at topholdene i Betinia Ligaen ikke er markant svagere end bundholdene i Superligaen. Men vi skal spille med om de sjove placeringer – hele vejen!

Fodbold-VM

Primdal følger som alle andre trænere interesseret med i fodbold-VM med fokus på evt. nye tendenser i verdensfodbolden.

- Det er svært at udlede så meget endnu, men man kan i alt fald sige, at med en stram organisation kan selv de små hold undertiden spille lige op med de store. Hvis man træner godt og organiserer sig disciplineret, kan individuelt underlegne hold godt spille med og være svære at bryde ned. Overført på vores situation vil vi også være favoritter i nogle kampe i den forestående sæson, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi vinder… Og af VM indtil nu kan vi også konstatere, hvor meget fart betyder i moderne fodbold. Vi har dog heldigvis også fartspillere i vores trup. Ellers er der ikke umiddelbart noget revolutionerende på vej – landsholdene spiller ofte, som det, man ser i CL.

Mange assistenttrænere går nok med drømmen om på et eller andet tidspunkt selv at blive cheftræner, men det er ikke noget, der optager Primdal.

- I mine hidtidige jobs har jeg haft masser af ansvar og nødvendigheden af at stå til rådighed. Så lige nu nyder jeg engang imellem også at kunne holde fri uden nødvendigvis at have min telefon på mig altid. Og det er ikke med cheftrænerambitioner, jeg er gået tilbage til fodbolden. Det er snarere for at se, i hvor høj grad en coachende tilgang til tingene, anerkendende kommunikation, en god struktur på hverdagen, samtaler og åbne spørgsmål måske også kan have en effekt i et præstationsmiljø som topfodbold.

Den nye assistenttræner har plads til andet i sit liv end fodbolden. Han nyder motionens og friluftslivets glæder med havkajaksejlads, shelterovernatninger, vandreture, løb og crossfit.

- Jeg har jo nået den alder, hvor formen ikke nødvendigvis kommer af sig selv, smiler Nikolaj.

Primdals kontrakt med VB rækker to år, men det stopper jo ikke nødvendigvis med det.

- Det her skulle gerne være et langsigtet projekt, og lige nu er vi et godt sted, hvor vi tror på det, vi laver, så jeg kunne sagtens håbe på en forlængelse. Men fodboldverdenen er uforudsigelig, og der kan ske hundredtusind ting. Her har jeg dog en del erfaring at falde tilbage på, hvis det skulle vise sig nødvendigt at finde noget andet.

- Men jeg tror på projektet og ved godt, at alle fans forventer en oprykning. Vejle er en fodboldby, og selvfølgelig skal vi også rykke op, slutter Nikolaj Primdal fortrøstsningsfuldt.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV