Prelec: Vi holder Lyngby helt fra chancer i åbent spil

Foto: Johnny Kristensen

Ivan Prelec var selvsagt glad og lettet efter den vigtige sejr.

Af Ole Kristensen | 12. november 2023

- Fra ethvert synspunkt er det jo en fortjent sejr. Vi var klar over, hvor vigtigt det var at holde fokus hele kampen, for Lyngby er eksperter i at skabe chancer ud af ingenting. Og den gameplan holdt vi, for selv om Lyngby i de fleste af deres kampe har skabt mange chancer, tillader vi dem ikke nogen efter åbent spil i dag – det eneste, de har, er nogle få muligheder efter hjørnespark. Sejren var en velfortjent belønning for vores indsats i dag.

Prelec erkendte, at det kunne være risikabelt at presse så højt mod Lyngby, som hans spillere gjorde i dag.

- Pludselig kan de slå en lang bold og blive farlige, men det forhindrede vi i dag.

Træneren ville ikke kommentere enkelte spillere, for det var holdets sejr i dag. Men kroaten ville dog gerne notere, at han var godt tilfreds med Thomas Gundelunds først plads i startformationen. ”Gunde” fik lidt over en time og blev skiftet, da han mærkede en begyndende skade. Han er dog ikke i fare for ikke at kunne spille mod Hvidovre. Prelec var glad Yenis assist og for Onugkhas scoring – det er vigtigt for angribere at score kontinuerligt, mente træneren, som også slog fast, at Hamza Barrys formkurve bare stiger og stiger …

- Men jeg forudser et problem vedr. Hvidovre-kampen, forudskikkede Ivan Prelec. – Vi er selvfølgelig glade, når vore spillere udtages til landshold, men Hamza skal spille to kampe for Gambia langt væk, og vi spiller allerede fredag i Hvidovre. Det er ikke optimalt …

Freyr Alexandersson: Nej, Lyngby er ikke i krise!

Lyngby-træner Freyr Alexandersson var helt afklaret efter kampen.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at vi ikke kan tage et point med hjem, men skal der være en vinder i dag, bør det være Vejle. Jeg vil gerne rose Vejles defensiv. Fx spiller Jonathan Amon en virkelig god 1. halvleg og udfordrer Vejles wingback (Thomas Gundelund, red.), men der er hele tiden back-up til Vejles wingback, så vi formår ikke at blive farlige nok. Vejle dækker feltet sindssygt godt af og har en dygtig keeper, så det var virkelig godt defensivt arbejde af vores modstander i dag.

- De sætter pres på vores backs, så nej, vi kommer ikke med nok offensivt i dag. Vi har bolden meget til sidst, men ud over Bjellands chance skaber vi ikke det helt store. Men det var jo en verdensklasseredning i den situation!!

Alexandersson ville ikke på nogen måde høre tale om Lyngby-krise, selv om hans hold nu står med et point i de sidste fem kampe.

- Hold som Vejle og Lyngby vil altid have positive og mindre positive perioder over 32 kampe. Her er det bare vigtigt at holde hovedet koldt. Her har Vejle og Prelec været dygtige, selv om de tabte de første seks kampe. De har blot fortsat deres plan. Det samme skal vi gøre. Jeg er ikke bekymret. Vi kiggede selvfølgelig lidt op, da vi lå i top 6 – man må gerne drømme - men vi vidste godt, det ville ikke holde over 32 kampe. Lyngbys rolle i sæsonen 23-24 er blot og bart overlevelse!

Islændingen ser meget frem til 14 dages pause nu, så han forhåbentlig kan få flere spillere klar.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV