Foto: Joachim Binder
Af Ole Kristensen | 2. september 2025
- Det handlede om os i dag, ikke om modstanderen, ikke om banens beskaffenhed og dårligt vejr. Vi gik seriøst ind til kampen i bevidstheden om, at sådanne kampe kan være bøvlede, hvis man kun er på 80 procent, men hvis man går all-in, kan man godt få det til at se rimeligt let ud.
Prelec var glad for at kunne give debut til to spillere, glad for at se forskellige målscorere, men specielt fire mål af angriberne, og glad for at slippe for alvorlige skader.
Han var endvidere glad for at kunne bruge kampen til at skabe endnu mere forbindelse mellem de mange nye spillere, og af samme grund arrangeres der også kampe mod eget U19-hold onsdag samt mod FCM U23 i næste uge – alt sammen ”to create connections,”som Prelec udtrykte det.
Træneren sagde, at man havde været klar over banens tilstand på forhånd, hvilket selvfølgelig influerer på måden at spille på. Det gælder om ikke at tage unødige risici, når bolden hopper og danser uberegneligt.
- Vi undgik at tage chancer på egen halvdel, men prøvede at spille vores eget spil på modstandernes halvdel. Regnen hjalp dog med at gøre banen hurtigere og lidt mere bespilbar, sagde kroaten, som sammen med holdet havde været lidt rundt på banen og samle sten op inden kampen…(!)
Om Tobias Bach sagde Prelec, at det er vigtigt, at han er åben for flere positioner. I dag var det venstre back, men der kan sagtens være andre pladser på holdet, hvor der vil brug for ham. Bach er imødekommende over for dette og ser spændende ud, understregede træneren.
VB-coachen blev spurgt ind til hans tanker omkring, hvem der skulle spille i dag.
- Mange af vore 15 nye har ikke spillet kontinuerligt i deres tidligere klubber eller kommer med samme fysiske tilstand. Samtidig skal vi have et kompetitivt Superligahold op at stå, bygget spillerne op fysisk og skabt relationer, og den proces er vi stadig i. Vi valgte derfor i dag at hvile nogle af de erfarne som Hjulsager, Duelund, Velkov og Christian Sørensen, som har spillet meget. Omvendt ville vi gerne se spillere som Pitu, som ikke har spillet så meget, ligesom vi gav andre mulighed for at vise sig frem – dog stadig med det for øje, at vi skulle stille stærkt op. Vi kan sagtens bruge denne kamp til noget – vi skabte relationer, vi vandt, vi gik videre til næste runde, sluttede Ivan Prelec.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.