Af Ole Kristensen | 16. maj 2024
- Spillerne er heltene i dag. Vi havde en hård og krævende kamp for blot tre dage siden, men alligevel fik de mobileret kræfterne til at yde en ny god præstation. Vi nyder det lige nu, men i morgen er der igen fuld fokus på næste opgave.
Prelec slog fast, at troen hele tiden har været der, også i svære tider, hvor kampene vippede den modsatte vej.
- I de sidste tre kampe har heldet endelig tilsmilet os, men vi har også fremprovokeret heldet. I starten af sæsonen vippede opgørene ikke vores vej, men vi vidste, at hvis vi var konstante i vores præstationer og forberedelse, skulle det nok vende – og det har det gjort her på det vigtigste tidspunkt af sæsonen. Jeg er meget stolt af spillerne og af mit team.
VB’s coach var klar over, at det kunne blive en uskøn og måske lidt frustrerende affære.
- Solen stod højt og varmende, og vi skulle præstere igen ganske kort tid efter Viborg-kampen. Det vigtigste var, at vi bevarede roen og fokus. Det ville blive et fifty-fifty opgør, og hvis vi stod godt defensivt, vidste vi, at på et tidspunkt ville muligheden opstå, hvor vi kunne slå til – fx på en dødbold.
Prelec sagde, at de hele tiden har vidst, at sæsonafslutningen ville betyde fire kampe på to uger.
- Så vi sover praktisk talt på Stadion og bliver ved at arbejde.
Kroaten kunne ikke forklare, hvorfor stimen af sejre kommer netop nu.
- Der er ingen opskrift. Det er kun et spørgsmål om at arbejde hårdt og forsøge at fremprovokere sådanne resultater, efter man er blev slået til jorden så mange gange.
Prelec blev naturligvis bedt om at forholde sig til German Onugkha – 3F Superligaens nok varmeste angriber lige nu.
- German er ikke nogen nem spiller at håndtere, og han har haft sine ups and downs. Men vi har skabt et miljø og nogen relationer, som får spillerne til at indse, at man ikke skal stille sig selv foran holdet – heller ikke Onugkha. Spiller man for sig selv, spiller man imod holdet og vinder ikke noget ved det – spiller man for holdet, vinder man. German sætter nu holdet foran sig selv, og det kan han udnytte, og vi er glade på hans vegne, for sådan hjælper han både sig selv og holdet.
David Nielsen: Vejle var lidt klogere end os
Lyngby-træner David Nielsen var nøgtern og afklaret efter nederlaget.
- Vi spiller på mange parametre en god udekamp. Men Vejle er et dygtigt og modent hold, og de er lidt klogere i den periode i 2. halvleg, hvor kampen bliver afgjort. Vi kommer ikke ud af deres pres, og vi får ikke spillet ned bag deres bagkæde på det tidspunkt, og det betaler vi prisen for. Vi forsvarer os ellers godt på deres dødbolde, men der er så en enkelt, der går ind. Vi skaber ellers de nødvendige chancer for også selv at få scoret.
Træneren opsummerede, at hans hold kommer fra to tætte kampe, hvor det var Lyngby, der trak det længste strå, men i dag måtte de så stå tomhændede.
- Vejle har været der før, de er bevidste om kampens vigtighed, og de har stadion med sig. Det var en fantastisk fodboldaften mellem to hold, der giver alt. Vi var det ene hold, men vi skal være lidt dygtigere i felterne, hvis vi skal have noget med hjem fra sådan et opgør. Men vi har to kampe tilbage, og vi skal kunne gøre det selv!
David Nielsen var generelt tilfreds med den periode, han foreløbig har været i spidsen for Lyngby.
- Vi har stille og roligt fået repareret holdet, og vi er et spillemæssigt godt sted lige nu. Og vi kan selv afgøre tingene.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.