Foto: Joachim Binder
Af Ole Kristensen | 19. oktober 2025
- Vi kommer godt ud de første 10 minutter, men de to hurtige mål slår helt benene væk under os. Midtjylland kører os over, og vi har følelsen af, at de kan score fra alle vinkler. Hvert mål bankede os længere og længere ned under jorden, så vi glædede os bare til pausen, så vi kunne få spillerne ind i omklædningsrummet og forberede en ny start. Ja, vi er reservesvækket, ja, vi møder et tophold fra Superligaen, men vi forsvinder helt, så det var en hård 1. halvleg for os.
Prelec sagde, at han så ændrede formation til en fem-mands bagkæde for at stå lavere og mere kompakt, så holdet kunne føle sig lidt mere sikkert. Han mente, at Midtjylland tog foden fra speederen efter pausen, og at kampen nu blev jævnbyrdig.
- Men i 1. halvleg er de vanvittige, og Franculino rammer måske bolden sådan ved det andet mål en ud af fem gange, sagde træneren, som erkendte, det er et puslespil med så lang en skadesliste, som plager klubben lige nu – tilsat karantæne til midtstopperne.
- Midtjylland er et topteam, men vi bør være bedre, end hvad vi viste i dag. Det er dog ikke tid til at pege fingre ad nogen. Vi startede sæsonen med et par gode resultater, som måske fik os til at tænke, udviklingen i det nye projekt ville gå hurtigere end forudset. Sådan er det ikke, og nu oplever vi et stort skridt tilbage. Men vi må fortsætte, for det er den rette vej, klubben har udstukket. En sejr kan betyde alt – selvtilliden kan komme tilbage, og så kan det vende.
Hjulager måtte udgå før planlagt, men hvor alvorlig hans skade er, kunne Prelec ikke sige. Den, der er størst chance for, snart bliver klar af de skadede spillere, er Tobias Bach.
Mike Tullberg: En professionel indsats
- Vi spiller en professionel og voksen 1. halvleg, sagde en tilfreds Mike Tullberg efter storsejren.
- Vores pres sidder godt, og vi får åbnet rummene op. Det er fair, vi fører med fire ved pausen, men da vi skifter fire mand, bliver kampen lidt urytmisk, og Vejle får også reduceret. Men alt i alt en fin indsats her efter landsholdspausen.
Tullberg forholdt sig ikke synderligt til, at modstanderne stillede med et nyt forsvar.
- Vejle har da et fint hold, men de mål, vi får lavet, er svære at forsvare sig imod – om man så stiller med den ene eller anden stopper.
Tullberg var meget opildnende på sidelinjen:
- Hvert minut er vigtigt for mig. Selv om man fører stort, skal man stadig udnytte tiden til at blive bedre.
FCM-træneren afviser, at han har en favorit-startellever.
- Vi har en stor trup og kan ændre fra kamp til kamp, så vi stiller med de spillere, der passer til den enkelte kamp.
Midtjyderne møde torsdag Maccabi Tel Aviv i Serbien i Europa League.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.