Arkivfoto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 15. september 2024
- Vi vidste, vi ikke kun skulle slås med Viborg, men også med os selv. Vi ville forsøge at få kampens første scoring og havde da også nogle muligheder, men i stedet laver vi en fejl kort før pausen, og de får straffe. Det var et hårdt slag, men vi snakkede om, at kampen stadig var åben. Men så kommer situationen, hvor vi ikke får straffe og nok så det lidt anderledes end dommeren, og i stedet scorer Viborg et mål i den anden ende, vi burde have afværget. Der er så en ny situation, hvor vi måske kunne komme tilbage, hvor tingene ikke gik vores vej, og i stedet tager vi så imod mål nr. tre, som definitivt dræber kampen.
Prelec henviste til, at VB historisk har været igennem mange vanskelige situationer.
- Måske er der også en vej ud af denne. Vi er fem point bagud, og matematisk er det jo ikke umuligt. Jeg er heller ikke så bekymret for pointafstanden – mere for, hvordan vi præsenterer os som et hold lige nu.
Træneren vil ikke sammenligne sidste sæson med denne.
- Dengang havde jeg arbejdet med de samme spillere længe. Denne sæson er der mange ændringer. Vi mangler Albentosa, Trott, Onugkha, Tyrese Francois og en skadet Gundelund. Og nu forsøger vi at finde balancen med det nye hold. Mit ansvar er, hvad der foregår på banen, ikke udenfor. Men jeg er sikker på, at dette hold kan præstere bedre, end hvad vi har set.
Jakob Poulsen: Den perfekte kamp
- Vi viste allerede en helstøbt indsats forleden mod Horsens i Pokalen, og i dag gør vi det i Superligaen, strålede VFF-træner Jakob Poulsen.
Poulsen kaldte det ”den perfekte kamp” for hans mandskab.
- Vi skaber jo ikke 1000 chancer før pausen, men vi holder stort set Vejle fra fadet bortset fra hælafslutningen. Vi skaber flere og styrer kampen, og så får vi scoret lige inden pausen. I anden halvleg scorer vi så hurtigt igen og lukker kampen. Og fedt at se, vi bliver ved at jagte og ikke stiller os tilfredse.
Træneren manede dog til besindighed.
- Selv om man vinder 5-0, giver det altså stadig kun tre point. Og vi har en kamp igen fredag. Og hvis vi ikke toppræsterer, får vi næppe noget med derfra. Drengene har fortjent at være sindssygt glade og stolte og fejre i omklædningsrummet, men derefter skal vi forberede os på næste opgave.
Poulsen fastslog, at Ementa naturligvis var skuffet over ikke at starte inde, men var ekstra glad for, at han så kvitterede med to scoringer.
Jakob Poulsen glædede sig over sin store og konkurrencedygtige trup med to gode spillere på hver position.
- Alle spillere i Viborg vil jo gerne ud og spille ”på de store herregårde!” så de presser hinanden.
VB og Viborg giver normalt hinanden uhyre jævnbyrdige opgør – men ikke i dag.
- Nu skal man huske på, at hvis vi ikke præsterer på det niveau, var det heller ikke gået så nemt, pointerede Poulsen. - Vi havde forberedt os på en tæt kamp, men det blev det kun i 1. halvleg. Vores mål lige inden og efter pausen dræber kampen.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.