Prelec: Hvidovre fortjener en bedre bane

Foto: Johnny Kristensen

Det var selvfølgelig en glad og lettet Ivan Prelec, der tog imod pressen efter kampen.

Af Ole Kristensen | 5. maj 2023

- Jeg er naturligvis lykkelig for en særdeles vigtig sejr. Men jeg er også ked af det på Hvidovres vegne. Det er et stærkt hold, som har haft en fantastisk sæson. De spiller god fodbold og fortjener i den grad en bedre hjemmebane. De kæmper for at rykke op i Superligaen, og den bane er under ethvert niveau!

Prelec anførte, det igen havde været en lige kamp mellem de to hold.

- Det er et opgør, der kan gå begge veje. I første halvleg får vi scoret og har måske endnu en mulighed. I 2. halvleg rammer de stolpen, og Trott har en stor redning, ligesom Mucolli er fri med keeperen. Det er en lige kamp, men jeg synes, vi kan fortjene sejren for vores fight og vores vilje til at slås til det sidste. Det er en stor og vigtig sejr, og vores fans har deres store del af æren herfor. Men matematisk er vi ikke sikrede endnu, så vi fortsætter vores arbejde.

Om forberedelserne til kampen sagde kroaten:

- Vi valgte at træne på den værste og tørreste bane i VB Parken og vi forberedte os på en masse ustrukturerede situationer med luftdueller, kamp om andenbolde osv. Og vind kender vi også fra VB Parken, smilede Prelec.

Om kampen lørdag i Hjørring, sagde træneren.

- Det er ude af vores hænder, så vi restituerer blot som normalt. Men skulle der komme et resultat, der går vores vej, er vi selvfølgelig glade …

Per Frandsen: En lige kamp, hvor vi ikke formår at åbne Vejle op

 - Meget svære forhold, lortebane, kraftig vind – og det klarer Vejle bedst, erkendte Hvidovre-træner Per Frandsen efter kampen.

- De får et træls mål efter et udspark, og så forsvarer de den godt hjem. Vi har et par chancer efter pausen, mere var der ikke. Nok en kedelig kamp at se på for tilskuerne. Det er ikke meget, der bliver sat sammen, og det er ærgerligt, vi ikke kan give en bedre performance, når der er kommet så mange. Vejle var bedre end os i dag til den slags fodbold, der kunne spilles. Men det er en lige kamp, hvor vi møder det bedste hold i rækken, og hvor et udspark bliver afgørende. Vi er ikke dygtige nok til at lukke Vejles forsvar op i dag, selv om vi har næsten 70 procent af boldbesiddelsen. De står godt på banen, og vi kan ikke spille vores hurtige spil.

Frandsen er dog ikke bekymret for resten af turneringen.

- Der er ikke noget ændret – alt er stadig i vores egne hænder.

Træneren ærgrede sig over at måtte undvære en syg Lirim Qamili.

- Han har været flyvende på det sidste. Andreas Smed gør det dog godt og er tæt på at score ved stolpeskuddet, og vi skal jo kunne klare at mangle et par stykker.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV