
Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 26. oktober 2025
- Silkeborg er et godt hold, men alligevel formår vi at tilspille os gode muligheder. Vi har flere overtalssituationer, som vi ikke udnytter – ja, i en af dem må vi ovenikøbet tage imod et mål i den anden ende. Det er svært for os alle at tage imod sådan et set-back, for selvtilliden er ikke stor i øjeblikket. Men spillerne pressede sig selv og viser i perioder rigtig god energi, og det var positivt.
Træneren erkendte, at det undertiden så for stift ud, hvad spillerne præsterede og savnede det spontane, der kunne skabe muligheder.
- Men det er naturligt og i tråd med den manglende selvtillid. Spillerne vil så gerne, men tør ikke helt.
Med baggrund i skader og nogle spilleres form besluttede Prelec sig til et formationssskifte i dagens kamp.
Træneren afstod fra at kommentere det alligevel ikke givne straffespark mod slutningen.
- Jeg var bare skuffet…
Prelec erkendte, at presset er stort på spillere og stab i takt med de manglende resultater.
- Mod Midtjylland gik alt galt, og mange ting kom sammen i den kamp. Mange skader, som forhindrede os i at stille op, som vi gerne ville. Udtrykket var i alt fald bedre i dag, og det er vigtigt ikke at gå i panik. Troen er det allervigtigste for os.
Kent Nielsen: Vi viser angrebsspil på højt niveau før pausen
1. halvleg var lidt en åben og ultimativ slagudveksling, sagde efter kampen SIF-træner Kent Nielsen, der sjældent lader sig rive med af eufori over en sejr.
- Vi var ikke tilfredse med vores forsvarsfejl før pausen, og nogle tekniske fejl kunne være blevet til mere for Vejle, end det endte med at gøre. Omvendt sætter vi nogle offensive ting sammen på højt niveau. Vores mission i 2. halvleg var at have længere angreb, at kontrollere kampen bedre og forbedre vores forsvarsspil, og det lykkes vi med. Vi har så ikke selv så mange spektakulære angreb som i de første 45 minutter, men på den anden side er Vejle jo ikke for alvor tæt på, selv om meget spil foregår foran vores mål.
Kent Nielsen var ikke overrasket over kampforløbet, og havde understreget over for sine spillere, at Vejle ikke er så dårlige, som medierne vi gøre dem til.
- Vejle kommer med fin energi, men vi har periodevis angreb på så højt et niveau, at vi vinder fortjent.
Træneren ærgrede sig over ikke at have lukket kampen før, for så kan den slags ske, som var lige ved at ske i dag – et dømt straffe til VB kunne have kostet SIF-sejren.
- Jeg var noget overrasket over, den overhovedet bliver dømt i første omgang, understregede Kent Nielsen. – Så ja, jeg var ikke så utilfreds med VAR lige der, for det var jo blot en glidende tackling…
For SIF-coachen var det ikke helt uventet, at VB stillede med en fembackkæde.
- Hvis vi havde lukket så mange mål ind i de seneste par kampe, kunne jeg også have overvejet at ændre noget, så jeg havde forberedt spillerne på muligheden. Og da vi så så Valdemar Lund på holdkortet, fik vi vished, og jeg kunne give holdet nogle dessiner om det kort før kampstart.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.