
Foto: Johnny Kristensen
Af Lars Christensen | 22. september 2023
- Vi har brug for points i vores nuværende situation i tabellen, og et point her er godt. Ikke fantastisk, men brugbart. Lyngby er et svært sted at spille, hvor FC Midtjylland blandt andre har smidt points tidligere på sæsonen, og de har en meget fysisk spillestil, som giver mange hold problemer. Deres resultater hidtil aftvinger også respekt, og vi forventede lige så svær en kamp, som det blev, indleder Ivan Prelec.
- Tidligere på sæsonen havde vi tabt sådan en kamp, som den vi spillede i aften. Vi tabte blandt andet sent i Silkeborg, men i aften er vi kommet et stykke videre, føler jeg. Vi står mere sammen som hold og er sværere at lave chancer mod, og derfor kommer vi også hjem med et point.
Efter 0-0 ved pausen eksploderede opgøret med to scoringer inden for de første 20 minutter. Først var det hjemmeholdets Gudjohnsen, der kunne sparke De Kongeblå foran, inden Kirkegaard tæt under mål kunne udligne.
- Det er også meget sigende, at det er os, der har en stor chance i kampens overtid. I flere af de øvrige kampe har vi givet chancer væk i slutminutterne, men nu var det Onugkha, der med et godt hovedstød var tæt på at score. I vores fortsatte arbejde med at udvikle holdet, og dermed også resultaterne, var det et godt signal. Vi er kompetitive og vi bygger på, og det var i høj grad kollektivet, der sikrede resultatet i aften. Vi reddede ikke et point på en enkeltmandspræstation, men på, at vi som hold er blevet stærkere, siger Ivan Prelec.
I fraværet af karantæneramte Raúl Albentosa kunne Prelec give comeback fra start til Denis Kolinger, der rykkede ud til højre i tremandsbagkæden, mens Velkov indtog den styrende rolle centralt.
- I de første 15-20 minutter har vi afstemningsproblemer, men derfra synes jeg, at bagkæden i en ny konstellation spiller sig godt op, og de leverer en stærk præstation samlet set. Det var glædeligt, og det er ikke mange store chancer, som Lyngby spiller sig til. Lyngby slog mange diagonalbolde, som gav indlæg, og det var krævende at forsvare sig imod, men det gjorde vi, så det var bestået, siger Ivan Prelec.
Allerede på tirsdag venter et nyt opgør, når tst Fodbold fra Jyllandsserien venter i et pokalopgør på Vejle Stadion.
- Det er ikke en kamp, som vi har fokuseret på endnu. Alt vores energi er brugt på at forberede spillerne på Lyngby-kampen, og den er vi kommet godt igennem, og nu kigger vi på tst. Vi har indhentet oplysninger og materiale på vores kommende modstander, og nu skal vi til at bearbejde det. Hvordan vi blander kortene, er ikke afgjort, men der bliver en naturlig rotation mellem spillerne. Vi har spillere, som ikke var med mod Lyngby, som presser sig på, siger Ivan Prelec.
Der er gratis entré til kampen mod tst Fodbold, som spilles på Vejle Stadion på tirsdag fra kl. 18.00.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.