
Foto: Bo Nielsen
Af Lars Christensen | 10. oktober 2026
Mens Betinia Liga-holdet fightede mod Hvidovre på Vejle Stadion, var U19 Liga-holdet favoritter i udekampen mod EfB, men trods favoritrollen og en tidlig føring rejste det ældste akademihold hjem uden udbytte.
Der var kun spillet to minutter, da Niklas Daae med sin første U19-scoring bragte VB foran. Kantraketten fik bolden i en omstilling efter godt forarbejde af Kerim Sejdić og kunne med en flad afslutning bringe gæsterne tidligt i spidsen.
- Vi indleder kampen stærkt med den her tidlige scoring, som kommer efter godt opspil gennem Kerim Sejdić og siden Niklas Daae, men EfB udligner få minutter senere på et straffespark. Det er efter en clearing i eget felt, at en EfB-spiller kommer først på bolden, inden den forsvarende spiller rammer bolden, indleder Mads Nissen, der fyldte 40 år på kampdagen.
Det var Benjamin Nicolaisen, der var uheldig i eget felt med det begåede straffespark efter fire minutter, men kantspilleren satte sig også i scene i offensiven, hvor han tvang EfB-målmanden ud i en stor redning efter et hovedstød på et godt indlæg fra Marcus Brolund. Samme Brolund havde også et godt spark fra distancen, som blev afvist af tværribben.
- Resten af halvlegen bølger frem og tilbage, og begge hold er gode med bolden. Vi skaber nogle meget store chancer, især efter indlæg, men vi fik ikke scoret yderligere, selvom der bestemt var muligheder til os, siger Mads Nissen.
Efter pausen var chanceproduktionen på et minimum, og dermed lignede det et remis, men i tillægstiden er det EfB, der får scoret et sejrsmål.
- To minutter inde i tillægstiden får EfB tilkendt et frispark på kanten af feltet. De spiller den kort og sparker den i nettet helt ude ved stolpen til slutresultatet 2-1. Det var en ekstremt bitter afgørelse og slutning på en kamp, hvor vi skulle have haft et point med hjem. Spillerne arbejder hårdt, så den del er jeg tilfreds med, siger Mads Nissen.
Der var U19 Liga-debut til Ismet Aytac og Jonathan Spliid fra U17-holdet. Backen Aytac er Future Vejle-spiller fra Vejle FC, mens Jonathan Spliid kom til VB Akademiet i vinterpausen fra Randers Freja FC.
- Et par måneder inde i sæsonen er vi oppe på at have brugt fem U17-spillere i U19 Ligaen. Det er Frederiksen, Daae, Østergreen og så Aytac og Spliid i dagens kamp, siger Mads Nissen, inden han fremhævede et par af sine spillere.
- Målscorer Niklas Daae gjorde det godt, så længe kræfterne rakte, og Marcus Brolund var også evigt stærk og meget udfordrende, og EfB havde virkelig noget at se til med ham, afslutter Mads Nissen.
U19 Liga-holdet har kamppause i den kommende weekend og ser nu frem mod en hjemmekamp mod FC Nordsjælland lørdag den 24. oktober kl. 12.30.
U19 Ligaen 2026-27, Esbjerg fB kunstgræsbane, Gl. Vardevej
Fredag den 9. oktober 2026 kl. 18.00
Esbjerg fB – Vejle Boldklub 2-1 (1-1)
2. 0-1 Niklas Daae
4. 1-1 Martin Kjær Kruse (straffespark)
90. 2-1 Simon Bjerregaard Svane
Kort:
85. Jakob Selvejer (gult kort)
Indskiftninger:
60. Marcus Brolund ud Ismet Aytac ind
66. Niklas Daae ud Robin Hansen ind
66. Benjamin Stelman ud Ali Riad ind
81. Benjamin Nicolaisen ud Jonathan Spliid ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Benjamin Stelman
Marius Stage
Jakob Selvejer
Marcus Brolund
Villads Østergaard
Eman Subašič (anfører)
Niklas Daae
Yusuf Faghir
Benjamin Nicolaisen
Kerim Sejdić
Bænken:
Victor Stroyer (m)
Ali Riad
Robin Hansen
Jonathan Spliid
Ismet Aytac

Cheftræner Mads Nissen fejrede sin 40-års fødselsdag i Esbjerg, hvor U19-holdet led et nederlag i slutminutterne. Nissen spillede som aktiv seriefodbold hos "de grønne" i Hedensted IF, med masser af kampe Serie 1 og Jyllandsserien, og det var også i Mosen at han indledte trænergerningen for HIF. Senere har han været træner i Odder IGF og FC Skanderborg inden han fra 2018 begyndte på VB Akademiet. Nissen har haft ansvaret for U19 Liga-holdet siden 1. januar 2025. Arkivfoto: Carl Forssling

VB Akademiets U19 Liga-hold vandt DBU Jyllands Pokalturnering i sidste sæson, da de besejrede Hobro IK med 1-0 i finalen på DS Arena. I den nye sæson træder liga-holdende ind i 3. runde og her har VB trukket Rødekro IF på udebane. Sønderjyderne spiller i Liga 1, som er det højeste niveau udenfor licenssystemet, og kampen er programsat til onsdag den 18. november kl. 19.15. Arkivfoto: Carl Forssling
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD