Offensivt talent forlænger kontrakten med Vejle Boldklub

Foto: Daniel Abedeny

16-årige Benjamin Nicolaisen har underskrevet en kontraktforlængelse, der holder ham i Nørreskoven indtil udgangen af 2028.

Af Lars Christensen | 16. december 2025

Det er kun 16 måneder siden, at den unge sønderjyde på sin 15-års fødselsdag indgik en ungdomskontrakt med Vejle Boldklub. Siden har ”Benno” spillet masser af ungdomslandskampe, scoret mål på samlebånd i U17 Ligaen, fået U19 Liga-debut, spillet træningskampe med 3F Superliga-truppen og vist sig frem i Torino FC under et inspirationsophold.

Det er derfor en tilfreds chef på VB Akademiet, der har sikret en ny signatur fra offensivspilleren på en tre-årig aftale.

- Kontraktforlængelsen med Benjamin Nicolaisen skal ses i det lys, at vi gerne vil have kontrol over vores prioriterede spillere på VB Akademiet. ”Benno” er ikke kun en højt rangeret spiller på vores egen årgang 2009, men det er han også på landsplan, hvor han har spillet 18 ungdomslandskampe på halvanden sæson.

- Vi har med en ung spiller at gøre, som besidder en rigtig fodboldkrop, og som lover godt for fremtiden. Han er hurtig og sparker godt med både højre og venstre, ligesom han er fin i hovedspillet. På U17-niveau er han exceptionel god, hvilket 11 mål i denne sæson, hvor han end ikke har spillet alle kampe, også vidner om. For at presse ”Benno” i hans udvikling som fodboldspiller skal han træne opad hele tiden, og derfor var kampene og træningerne med 3F Superliga-truppen i sommer rigtig gode for hans udvikling, men også de U19-kampe, han har spillet her sidst på efteråret. Der skal fortsat bygges på, og vi skal i samarbejde gøre en meget talentfuld spiller klar til seniorfodbold, siger Steen Thychosen.

Benjamin Nicolaisen snørede sine første fodboldstøvler i Gråsten Boldklub i 2014 og via SUB Sønderborg og Aabenraa/Løjt skiftede han til Sønderjyske, hvorfra han i sommeren 2023 rykkede videre til VB Akademiet som U15-spiller. Nu har han underskrevet en kontrakt med VB, der rækker seks måneder ind i tiden som seniorspiller.

- Det er et skulderklap fra klubbens side, at de allerede her efter halvandet år vælger at forlænge min kontrakt. Det viser, at de tror på mit potentiale, og det er meget motiverende. Jeg har været igennem et godt 2025, hvor jeg har udviklet mig meget.

- Når jeg går fra U17 til U19, er det ikke rent fysisk, at jeg har de største udfordringer. Jeg skal arbejde med mine 1:1-dueller på siderne, mit spil rygvendt og mine afslutninger, som skal blive endnu skarpere. De tre uger, jeg i sommer brugte sammen med 3F Superliga-truppen i deres pre-season, var virkelig godt givet ud. Jeg lærte en masse om intensitet, hurtighed og fysik på seniorniveau, ligesom jeg levede som professionel i den periode, og den power, der er i seniorfodbold, skal jeg tilegne mig endnu mere i den kommende periode, siger Benjamin Nicolaisen.

Den 16-årige Nicolaisen indledte sæsonen på U17-holdet, men er nu permanent rykket et alderstrin op og spiller på U19 Liga-holdet.

- Mit næste mål er, at jeg drømmer om at debutere på Vejle Stadion i 3F Superliga foran alle fansene, og så skal jeg igennem mine præstationer gøre mig fortjent til en fuldtidskontrakt i Vejle Boldklub. Det vil jeg arbejde hårdt for at opnå, og jeg er glad for den tillid, klubben viser mig med forlængelsen, siger Benjamin Nicolaisen.

Ved siden af fodbolden på VB Akademiet går han på Campus Vejle.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV