
Foto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 31. oktober 2026
Der var skiftet på fem positioner på det VB-hold, der tabte til FCN. Marius Stage, Eman Subasic, Robin Hansen og Yusuf Faghir var bænket, mens Nicolas Gammelgaard har en rolle for 1. divisionsholdet søndag. Max Jensen og Hjalte Gitz tager også med til Vendsyssel og måtte således kun spille henholdsvis 45 og 60 minutter.
Hjemmeholdet måtte ufrivilligt skifte allerede efter få minutter, da anfører Jakob Selvejer måtte humpe ud. Ind kom Jeppe Højgaard, og samme Højgaard havde straks et godt hovedstød efter Brolund-hjørne, men BIF-keeper Alexander Drexel dykkede ned og sikrede sig læderet.
Det var en tempofyldt 1. halvleg på højt U19 niveau. Værterne havde adskillige flotte angreb, men fik dem ikke gjort færdig.
Efter en snes minutter løb en stærkt spillende Bismark fra Brøndby-forsvaret, men et træk blev for langt, og den fine mulighed løb ud i sandet.
I stedet kom gæsterne foran i det 36. minut. De blågule erobrede bolden midt på banen, og Nikolaj Johansen havde alt for meget plads til at smutte igennem og udplacere Thorbjørn Pløger.
I 1. halvlegs tillægstid spillede Stelman Bismark flot op, men den lynhurtige ghaneser viste atter sin afslutningssvaghed ved at sparke over mål i fri position. Så en smigrende føring til BIF ved halvtid mod et helt jævnbyrdigt VB-mandskab.
Max Jensen havde nu spillet færdigt, og efter at en velspillende Hjalte Gitz havde headet snært forbi efter hjørne, kunne han så også gå i bad.
Det styrkede ikke VB-holdet at måtte give afkald på de to, og efter en stor time afgjorde gæsterne da også reelt kampen, da Tobias Ekstrand smuttede igennem i venstre side og udplacerede Pløger.
VB var på bagkant gennem de sidste 45 minutter, og de blågule var tættere på 0-3, end VB var på en reducering.
Tobias Ekstrand var helt fri, men Pløger havde ingen problemer med den halvkiksede afslutning. Indskiftede Philip Dewachter fyrede af fra tæt hold, men stor redning af VB-keeperen.
Eman Subasic fik kun en stor halv time på banen, inden han skadet måtte lade sig udskifte med Robin Hansen. VB nåede således at have fire anførere i løbet af kampen: Jakob Selvejer, Hjalte Gitz, Eman Subasic og Marcus Brolund…
Brøndbys Emil Morgan Larsen sluttede af med et riv på overliggeren i tillægstiden, så ved 0-2 blev det.
VB’s indsats var for 1. halvlegs vedkommende betragteligt bedre end mod Nordsjælland, men holdet dykkede efter pausen og tabte fortjent.
Brøndby smuttede i tabellen med sejren forbi vejlenserne, der nu for alvor må frygte for top-6-placeringen i en liga, hvor ikke alle har spillet lige mange kampe, så stillingen kan snyde lidt. Der skal i alt fald point på bordet i de resterende kampe mod Viborg i VB Parken på tirsdag kl. 17.30 samt ude mod FCK.
Cheftræner Mads Nissen: Irriterende og frustrerende!
- Vi spiller jo en okay fodboldkamp, så det er både irriterende og frustrerende igen at stå tomhændet her, sagde en skuffet Mads Nissen efter det tredje nederlag på stribe.
- Brøndby er knivskarpe i begge felter, men vi presser dem og er gode på bolden. Vi er dog ikke selv skarpe nok og mangler kvalitet i de afgørende situationer, og det er skuffende, for navnemæssigt nærmest stinker vores hold jo af individuel kvalitet, erkendte Nissen. – Drengene ved jo godt, når de kommer ind i omklædningsrummet, at de havde chancer for at vinde den her fodboldkamp.
Træneren ærgrede sig over 0-1 scoringen, som de blågule ifølge ham kom for nemt til, og som var den eneste seriøse mulighed, gæsterne havde før pausen. Han anførte også, at med de tvungne udskiftninger forsvandt noget af VB’s rytme og momentum.
- Vi bliver for passive og giver dem for mange muligheder for at styre spillet, og kampen tipper til deres fordel, konkluderede Nissen, som dog mente, der var masser af ting at tage med inden den næste kamp, som spilles allerede tirsdag.
- Men vi skal være skuffede over, at vi ikke præsterer bedre over 90 minutter – selv mod et godt Brøndby-hold.
Midt i skuffelsen havde Mads Nissen dog roser at dele ud.
- Bismark er fantastisk, så længe han havde overskud, og han kommer til chancerne. Max Jensen og Hjalte Gitz er stærke, og Ransford Amoo er virkelig god før pausen, men hele holdet faldt jo betragteligt efter pausen.
Træneren glæder sig over, at kampene nu falder som perler på en snor – først tirsdag mod Viborg, og så FCK lørdag.
- Det er fedt at være i kampflow! Og vi skal ud og have nogle point, hvis vi skal snuse til top-6…!
U19 Ligaen 2026-27, VB Parken kunstgræsbane
Lørdag den 31. oktober 2026 kl. 12.30
Vejle Boldklub – Brøndby IF 0-2 (0-1)
36. 0-1 Nikolaj Johansen
64. 0-2 Tobias Ekstrand
Kort:
66. Eman Subašič (gult kort)
Indskiftninger:
13. Jakob Selvejer ud Jeppe Højgaard ind
46. Max Jensen ud Eman Subašič ind
62. Hjalte Gitz ud Marius Stage ind
62. Benjamin Nicolaisen ud Yusuf Faghir ind
77. Eman Subašič ud Robin Hansen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Benjamin Stelman
Hjalte Gitz
Jakob Selvejer (anfører)
Marcus Brolund
Ransford Amoo
Villads Østergaard
Max Jensen
Benjamin Nicolaisen
Bismark Edjeodji
Kerim Sejdić
Bænken:
Victor Stroyer (m)
Robin Hansen
Eman Subašič
Yusuf Faghir
Marius Stage
Jeppe Højgaard
Carl Forssling fotogalleri:

Villads Østergaard leverede igen en stor arbejdsindsats i maskinrummet på midtbanen.

Forsvarsspilleren Marius Stage kom ind fra bænken.

Bismark Edjeodji havde et par fine chancer hvor han brugte sin fart, men han kom ikke på måltavlen.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD