
Foto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 11. september 2026
Der var to ændringer hos topholdet. Nicolai Larsen var tilbage mellem stængerne efter overstået sygdom, og på midtbanen var der startdebut til Mathias ”P” Jensen, hvilket skubbede Thomas Gundelund ud på bænken.
VB har spillet et par våde kampe på det sidste, og fredag aften drev regnen da også ind over DS Arena.
Efter en lidt hektisk start med bolden ofte befindende sig i luften fik vejlenserne først læderet ned på det regnvåde græs og begyndte at kombinere. Efter syv minutter udfordrede Marcussen Jonas Dakir til en fodparade efter hurtige VB-kombinationer i feltet.
Ellers var det mest bemærkelsesværdige det første kvarter, at dommer Patrick Remon Gammelholm fik uddelt to advarsler til gæsterne – Bach og Mathias Jensen så gult.
VB var toneangivende mod et lavtstående Hobro-hold og kombinerede da også periodevist fornuftigt, men for langsomt til for alvor at få rykket rundt med de blågule. Efter en god halv time udfordrede ”P” Jonas Dakir med et langskud – det blev en halvklaring, som Bach ikke formåede at få drejet i mål.
De første 45 minutters største chance stod der imidlertid Hobro på. Værterne kom i en lynhurtig omstilling efter et boldtab af Duelund, og kun en vanvittig redning af Nicolai Larsen forhindrede Lukas Klitten i at bringe de blågule foran.
Så 0-0 ved sidebytte efter en ikke overmåde begivenhedsrig halvleg.
Hjemmeholdet var straks farlig efter pausen ved et unødvendigt hjørnespark med efterfølgende klumpspil.
Faghir og Camara afløste Duelund og Marcussen i det 54. minut. Det var stadig værterne, der var farligst, og Theo Hansen havde to fine muligheder med to minutters mellemrum. Først slap han fri i venstre, men sikker redning af Larsen, og dernæst sparkede Hansen snært udenom.
I den anden ende gled Camara fri i højre, men forbi.
Det blev i stadig højere grad ein offener Schlagabtausch og en langt mere seværdig fodboldkamp. Hobro præsenterede sig som et fysisk stærkt og velorganiseret hold, og i takt med, at de vovede mere, blev de også farligere. Martin Huldahl flugtede lige på Nicolai Larsen.
Med en snes minutter igen havde ”P” og From spillet færdigt og blev afløst af Bismark og Gundelund.
Topholdet pressede voldsomt på mod slutningen for at vippe alle tre point over til rødhvid side. Gundelund spillede flot og fladt op på Faghir, der afsluttede yderligt, men Dakir reddede i stor stil.
Wahid Faghir skabte i det hele taget uro i det blågule forsvar efter sin indskiftning. Syv minutter senere fik han headet, men Dakir parerede flot, og Bismark sparkede returen på stolpen. En monstrøs stor chance til gæsterne.
For Hobro gjaldt til sidst udelukkende det ene point og en undgåelse af et nyt sent nederlag, som det skete sidste weekend mod Hvidovre. Selv i en lovende situation, hvor værterne fik et aflastningsangreb med mulighed for at slå indlæg, valgte de blågule at spille bolden hele vejen tilbage for at tage sekunder af klokken.
Værternes Frederik Dietz måtte desværre slutte kampen med at blive båret ud på en båre efter en måske alvorlig knæskade. Alt det bedste herfra til den dygtige Hobro-spiller.
Bismark sluttede med at heade over i god position, og så sluttede det hele uforløst, men med en ikke urimelig pointdeling.
VB spillede ikke nogen decideret dårlig kamp og er stadig ubesejret. Om det ene point er nok til at holde førstepladsen afhænger af Hvidovres kamp mod AaB i morgen.
Næste opgave bliver ikke mindre alvorlig for Jyllands Rubin. På torsdag kommer Brøndby på besøg i Betano Pokalen…
Grundspil, Betinia Liga 2026-27, DS Arena, Hobro
Fredag den 11. september 2026 kl. 18.00
Hobro IK – Vejle Boldklub 0-0 (0-0)
Kort:
4. Tobias Bach (gult kort)
15. Mathias Jensen (gult kort)
Indskiftninger:
54. Gustav Marcussen ud Abdoulaye Camara ind
54. Mikkel Duelund ud Wahid Faghir ind
70. Mathias Jensen ud Thomas Gundelund ind
70. Lucas From ud Bismark Edjeodji ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Nicolai Larsen
Johan Karlsson
Gunnar Vatnhamar
Lasse Nielsen (anfører)
Christian Sørensen
Lundrim Hetemi
Mathias Jensen
Tobias Bach
Mikkel Duelund
Gustav Marcussen
Lucas From
Bænken:
Kasper Kristensen (m)
Thomas Gundelund
Valdemar Lund
Mike Vestergård
Wahid Faghir
Abdoulaye Camara
Max Jensen
Nicolas Gammelgaard
Bismark Edjeodji
Dommer: Patrick Remon Gammelholm
Tilskuere: 1.476
Hobro (3-4-2-1): Jonas Dakir – Emil Søgaard, Oliver Dorph, Frederik Dietz (84: Mikkel Kannegaard) – Anders Noshe, Christian Enemark, Mikkel M. Pedersen (80: August Breum), Lukas Klitten – Theo Hansen, Runar Hauge (68: Frederik Christensen) - Martin Huldahl
Træner: Jens Gjesing
Kort:
53. Runar Hauge (gult kort)
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD