
Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 24. juli 2026
- Vi lukker for nemme mål ind, og så er det svært at vinde fodboldkampe. Det er jo flere kampe i træk nu, at det har været tilfældet. Det er skuffende, og det skal vi blive dygtigere til at undgå. To mål bør være nok til at vinde en fodboldkamp, selv om alt ikke sidder i skabet – hvis man da formår at spille til nul! Det kunne vi ikke i dag.
Nørgaard betegnede alle premierekampe som generelt svære.
- Det er tit nervøst og noget af et slagsmål.
Træneren var glad for at se unge Max Jensen på højrebacken.
- Han går ind med god aggressivitet og opportunisme, og det er kun pga. af en lille skade at vi tager ham ud. Jeg var tilfreds med hans indsats.
Claus Nørgaard efterlyser forbedringer i pasningskvalitet, i timing og offensive løb.
- Vi skal arbejde med at bringe offensivspillerne i bedre positioner, og så skal vores defensive spil være bedre.
Cheftræneren kunne dog med glæde konstatere, at VB igen lykkedes med at score efter en dødbold – en disciplin, han forventer sig en del af denne sæson.
Fannar Berg Gunnólfsson: Et fair resultat
AB’s islandske træner Fannar Berg Gunnólfsson var selvsagt godt tilfreds med det overraskende pointudbytte i Nørreskoven.
- Vores pres i 1. halvleg er okay, men vi er for nervøse med bolden. Vi vokser så med opgaven i 2. halvleg, som er jævnbyrdig, og alt i alt er det vel et fair resultat, konkluderede træneren.
AB angreb lystigt videre efter 2-2 udligningen, og det er holdets stil, forklarede islændingen.
- Vi vil gerne være modige og angribe. Det skal være sjovt at spille fodbold, og vi vil gerne underholde publikum.
Gunnólfsson fastslog, at hans hold går ind til hver kamp for at vinde.
- Vi har ingen officielle målsætninger. Vi kom til Vejle for at vinde, og sådan går vi ind til hver kamp. Vi har større ambitioner end blot at undgå nedrykning – hvis vi vinder hver kamp fra nu, vinder vi jo rækken, smilede islændingen skælmsk…
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD