
Foto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 5. august 2026
- Banen var tør og ikke specielt god, så vi måtte spille på en lidt anden måde med lidt længere bolde. Jeg kender de fleste TPI-spillere fra OB’s akademi osv., og det er ikke noget dårligt hold, så vi er glade for et clean sheet og for, at vi gik videre. Vi slutter med fire U19 spillere på banen, bringer tre debutanter, og vi får brugt vores trup, så jeg er tilfreds.
Nørgaard havde gerne set kampen afgjort lidt før og fandt, at halvlegsføringen 1-0 var rigeligt spinkel, men glædede sig samtidig over, at Stefan Velkovs helt specielle spidskompetencer blev afgørende i den sidste ende.
Træneren var glad for at se Valdemar Lund igen.
- Han skulle lige have banket lidt rust af, men så kørte det jo, som før han forlod os for en kort bemærkning, og det var fint at give ham 90 minutter i dag, fastslog Nørgaard, der også roste debutanten i målet Kasper Kristensen for gode indgreb.
- Også Brolund gjorde det fint. Vi har taget ham op fra U19 og ladet ham træne med i opstarten, fordi vi har manglet defensivspillere, og så har vi valgt at beholde ham i truppen lidt. Ransford Amoo har haft et svært forløb, men har trænet godt med U19 på træningslejren i Skagen, og så valgte vi at tage ham med, opsummerede Nørgaard, som blot ærgrede sig over en ny skade til Tabatadze.
Simon Ditlevsen: Vi har meget at tage med videre
- Der er meget, vi kan være tilfredse med, glædede TPI-træner Simon Ditlevsen sig efter det beherskede nederlag.
- Vi kommer til noget, der ligner chancer, og presser Vejle på nogle områder, hvor vi gør lidt ondt på dem og frustrerer dem, så det kan vi være stolte af som underdogs.
Velkovs hovedstød var der imidlertid ikke noget at stille op overfor, måtte Ditlevsen erkende.
- Vi vidste, han havde en at Superligaens bedste headestatistikker, men det er selvfølgelig ærgerligt, at han får lov at pande den ind tre gange. Han har kvalitet, og han fortjener at få bolden med hjem, smilede træneren.
Simon Ditlevsen frygter en alvorlig knæskade til debutanten Rasmus Skovgaard, som gik i stykker allerede i kampens første minut. En meget ulykkelig situation.
- Det var meget synd og en frustrerende start for os, erkendte Ditlevsen. Men vi ryster det ret hurtigt af os og har da også muligheder selv, inden Vejle kommer foran. Og vi kan tage med os til vores egen turnering, at vi i perioder lykkedes med at få Vejle ud og løbe. Kan vi holde det boldtempo, ser det lyst ud!
Simon Ditlevsen håber, at hans hold, der i weekenden lægger ud mod Kolding Boldklub, igen vil kunne gøre sig gældende i den bedste halvdel.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD