
Foto: Joachim Binder
Af Ole Kristensen | 1. august 2026
- Vi har givet for nemme mål væk i såvel vore træningskampe som mod AB, så det var uhyre vigtigt for os at holde nullet – kan man det, er man godt på vej mod tre point. Den første sejr er altid den sværeste, og med fire point i to kampe, har vi fået en udmærket start – også set i lyset af, at AB og Fredericia deler her til aften.
Claus Nørgaard kunne fortælle, at Duin og Lasse Nielsen måtte stå over med skader, mens Marcussen var syg, og så havde han selv valgt den sidste ændring.
De 1549 tilskuere på stadion kunne høre, hvordan Nørgaard meget lydstærkt drev sit hold fremad mod slutningen, når vejlenserne havde tilbøjelighed til at stille sig for langt ned.
- Vi skulle blive ved at bevare initiativet. Køge kunne pludselig komme tilbage i kampen med en dødbold, hvis vi ikke holdt presset på bolden, forklarede træneren, som understregede, at det var vigtigt, hans hold blev ved at jagte en yderligere scoring.
Nørgaard var glad for sit holds tålmodighed.
- De her hold skal slides op. I dag går der 45 minutter - der kunne lige så godt være gået 70. Føringen til os lige inden pausen var forløsende og gav en helt anden halvlegssnak. Det var en rigtig energibooster. Hvor vi var noget forkrampede mod AB, får vi en dejlig ro på bolden i dag og tør tage fat i den.
Man kunne i aften se Abdoulaye Camara spille næsten 90 minutter som højre back, hvilket er relativt nyt for den hurtige guineaner.
- Camara er en dygtig spiller, som bringer noget gå-på-mod og noget fart, roste Claus Nørgaard. – Han tænker ikke så meget, men driver bare spillet ubekymret frem. Der er nogle defensive mangler, men det kan der jo arbejdes med. I alt fald er vi i øjeblikket nødt til at tænke lidt alternativt for at besætte pladserne i bagkæden.
Om onsdagens pokalkamp hos Tarup-Paarup sagde Claus Nørgaard:
- Vi skal videre i pokalen. Hvem der skal spille, og hvem der evt. skal hviles, må vi se på. Gundelund måtte fx gå ud af torsdagens træning med ømme akillessener, men han er jo en af vore bedste spillere i dag – igen på en ny position. Han er en kriger og bare altid firmaets mand. Om han evt. kan få en pause onsdag, ja det må vi se på, sluttede Claus Nørgaard.
Nicklas Pedersen: Vi skal være skarpere for at kunne true Vejle
HB Køge-træner Nicklas Pedersen tog nederlaget med ophøjet ro.
- I Fredericia og Vejle er det vel de to bedste hold i rækken, vi er startet med at møde, så vi vidste, det ville blive svært. Vi troede dog, vi måske på hjemmebanen i dag kunne gøre noget. Det er selvfølgelig fuldt fortjent, at Vejle vinder, men vi har jo reelt muligheder for at komme foran, og så kan det blive en anden kamp. Vi var desværre ikke skarpe nok, og det har vi heller ikke været i træningskampene. Det er man nødt til at være mod hold som Fredericia og Vejle.
Nicklas Pedersen fandt dog sit holds udtryk langt bedre i aften, end det var tilfældet sidste weekend i Fredericia. Han påpegede, at de periodevis fik lagt et godt tryk på gæsterne, og han glædede sig over, at hans helt unge spillere gjorde det flot.
HB Køges akademihold er fra den kommende sæson rykket op i Ligaen, hvilket naturligvis også glæder cheftræneren.
- Vore unge talenter bliver endnu bedre, fordi de nu bliver matchet hårdere, og så kan vi tiltrække spillere fra andre sjællandske klubber, som vi ikke kunne før i tiden, fordi vi nu spiller Liga. Vores stadion og vore rammer er også kraftigt forbedret, så i forhold til, da jeg startede for tre år siden, er vi som klub et helt andet sted nu, slutter Nicklas Pedersen.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD