
Foto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 9. august 2026
- Men det er også en kamp, vi er glade for, for vi rejser os efter den ene mavepuster efter den anden. Vi har også et fedt offensivt udtryk og kan jo score endnu mere, end vi gør. Men sådan bliver Betinia Ligaen – det bliver bøvlet! Vi skal vinde andenboldene, vi skal vinde duellerne og kæmpe modstanderne ned. Og så skal vi vare os mod omstillingerne og luge ud i vores individuelle fejl. Men oplevelsen i dag var vanvittig vigtig for vores hold!
Om de ret nemme Hillerød-scoringer sagde træneren:
- Der er både noget kollektivt og noget individuelt forsvarsspil, vi skal blive dygtigere til. Men man skal heller ikke glemme, at vi spiller med en midtbanespiller og en wing i bagkæden…
Alt i alt glædede Claus Nørgaard sig over offensivt at være nået endnu et skridt hen imod den spillestil, han gerne vil praktisere. Spillerne bliver bedre og bedre til at spille hinanden gode, og der var fine individuelle præstationer i dag, vurderede træneren.
Nørgaard forklarede udskiftningen af Wahid Faghir med svindende kræfter hos Faghir og ønsket om at få en dybdeløber ind i Bismark, og det var ifølge træneren dejligt for både ham og holdet, at han fik scoret.
Der var også roser fra træneren til Tobias Bach, som jo blot fortsætter med at lave mål og assists.
Christian Lønstrup: Vi er sårbare i øjeblikket
Hillerød-træner Christian Lønstrup var selvsagt uhyre skuffet efter sjællændernes tredje et-måls nederlag på stribe.
- Den var tung, erkendte Lønstrup. – Men når vi lukker så mange mål ind ud af ingenting, så har vi ikke fortjent at vinde en fodboldkamp. Og sidste uge lukkede vi tre mål ind. Min trup indeholder meget kvalitet, men det skal jo sættes sammen over 90 minutter plus tillægstid. Når fundamentet ikke rigtig sidder, så bliver man lidt til grin – hvilket vi jo lidt var i dag…
Lønstrup kunne trods alt glæde sig over sit holds omstillingskvaliteter, hvor man var uhyre effektiv.
- Ja, her viser vi os godt frem, men vi er sårbare i øjeblikket. I Aalborg var vi gode, og mod Esbjerg spillede vi en god 2. halvleg, så det er jo ikke, fordi vi er så langt fra skiven. Men der skal jo ingenting til lige i øjeblikket, før vi får et mål imod os. Men overall var det to hold, med et dårligt defensivt fundament i dag, og Vejle var mindst dårlig… Vi skulle i det mindst have været i stand til at spille for det ene point, men det var vi ikke…
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD