
Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 9. oktober 2026
- Hvidovre er det bedste hold i dag og mere effektive end os. Vi har chancerne, men scorer kun en enkelt gang.
Nørgaard erkendte, at holdet savnede en skadet Wahid Faghir efter pausen.
- Vi mangler så presence i feltet, og vi mangler en opspilstation, vurderede træneren, der savnede kvalitet hos sine spillere i deres udnyttelse af de faktisk ganske mange chancer, man tilspillede sig, især i de første 45 minutter.
Nørgaard var glad for de sidste 25 minutter af 1. halvleg, hvor der blev spillet med pres, med tempo og med hurtig boldomgang.
- Men det er i for korte perioder, vi gør det, vurderede træneren, der så de to scoringer imod således:
- Prips mål er en individuel aktion, der kommer ud af ingenting. Det første mål er et resultat af, at vi fører og bliver overmodige og går for højt på modstanderne. Så spiller de bredt på os, og vi er ude af position, bliver snydt og forsvarer ikke vores felt godt nok.
Nørgaard havde det tungt med at se, at VB var det næstbedste hold, og også er det i tabellen.
- Alle har haft travlt med at tale Hvidovre ned, men de er gode, effektive og svære at spille imod, og de er lige nu det bedst præsterende hold.
Martin Retov: Målet er stadig top 6
- Vi er dygtige de første 20 minutter af 1. halvleg, hvorefter Vejle overtager kampen og gør ondt på os ved at ramme os i mellemrummet, opsummerede HIF-træner Martin Retov efter topopgøret.
- Vi snakker så om i pausen om at stå mere kompakt i 2. halvleg, men også at være mere modige, og så er vi heldige og dygtige nok til at få lavet to hurtige mål. Herefter bliver det mere en forsvarskamp fra vores side. Vejle truer stadig med hurtige kombinationer og dybe løb, men vi har en dygtig keeper i dag! Og det er jo ikke de allerstørste chancer, Vejle har efter pausen, så jeg føler ikke, vores sejr er ufortjent.
Retov bedyrer, at han ikke vil tale sit hold ned, men hævder stadig, at Hvidovres mål er en top 6 placering…
- Først når vi har nået vores mål om top 6, så prøver vi at spille opad og ser, hvad vi kan nå. Men som udgangspunkt er vi ikke et hold, der kan rykke op – andre hold er dygtigere end os. Der er mange virkelig gode hold i 1. division, bl.a. Vejle.
Retov erkender dog, hans hold er godt sammensat med forskellige typer af spillere og dygtigt i omstillinger.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD