Ngbakoto om skorpionspark: Søgte forreste stolpe

Foto: Johnny Kristensen

De få tilskuere, der trodsede regnen og overværede træningskampen mod FC Fredericia, blev efter en god time belønnet med lidt af et drømmemål fra Yeni Ngbakoto.

Af Lars Christensen | 7. juli 2024

Der var længe stillingskrig mellem naboerne VB og FC Fredericia i VB Parken lørdag eftermiddag. Mens regnbygerne med jævne mellemrum gjorde oplevelsen for tilskuerne mindre sjov, så var detaljen fra Yeni Ngbakoto i forbindelse med åbningsmålet efter en god time hele den våde oplevelse værd.

- Det er Kirkegaard, der har bolden i vores højre side, hvor han er kommet fri. Jeg søger første stolpe, men bolden ligger lidt bag mig. Da jeg ved, at der ikke er nogen medspillere bag, så vender jeg kroppen forover og rammer bolden med sålen. Det blev til en meget ren afslutning, og den sad utageligt i målet. Det var en god følelse, siger Yeni Ngbakoto.

Har du scoret et lignende mål før?

- Ja, det har jeg faktisk. Det var i den franske pokalturnering for FC Metz mod Nice, hvor jeg også lykkedes med den svære detalje, som det er at læne sig forover og så ramme bolden i luften. Det mål, jeg laver i dag (i går, red.), var nok smukkere og sværere at udføre rent teknisk, siger Yeni Ngbakoto.

Ngbakotos mål på en skorpionsafslutning for FC Metz tilbage i 2013 rakte ikke til pokalavancement for den nordfranske klub. Ngbakoto udlignede kort efter pausen den føring, som en ung Neal Maupay havde sikret Nice. Det blev dog Nice, der bookede en plads i fjerde runde af den franske pokalturnering. Se Ngbakotos mere end ti år gamle skorpionscoring her.

Den tilbagevendte VB’er nøjedes ikke med sin spektakulære scoring, han øgede også til 2-0 med et hovedstød og afgjorde reelt kampen.

- Det er et godt indlæg fra Juwara, som det bare er at stige til vejrs på og pande i nettet, siger Yeni Ngbakoto.

- Det er en kamp, som vi er gode til at give nerve og intensitet med vores spil. Vi møder et Fredericia-hold, som kommer stærkt, og vi gør det til en god kamp, fordi vi investerer så meget. Der er muligheder i begge ender, men vi er bedst, og det var fint, at vi fik scoret et par mål i den sidste halvleg, siger Yeni Ngbakoto.

Den rutinerede fransk-congoleser blev skadet under opvarmningen til hjemmekampen mod Randers FC tilbage i april og gik glip af hovedparten af kvalifikationsspillets kampe, men nu er han tilbage.

- Jeg brugte min ferie på at træne hårdt og forberede mig på at vende tilbage i holdtræning. Der blev lavet et specielt program til mig, som jeg har fulgt for at stå bedst muligt rustet til pre-season. Jeg føler mig endnu ikke hundrede procent fit, men jeg arbejder hårdt med Mario (fysisk træner, red) og fysioterapeuterne, og jeg føler løbende fremskridt. Jeg er på vej i en god retning, men er ikke i mål endnu, siger Yeni Ngbakoto.

3F Superligatruppen er efter sejren over FC Fredericia mere end halvvejs i den fem uger lange opstartsperiode, og selvom der venter yderligere en test mod OB, så er premierekampen mod Randers FC kun fjorten dage ude i fremtiden.

- Vi er godt i gang med opstarten. De fysiske trænere har lavet et hårdt program til os, men det er nødvendigt for at vi står helt klar til turneringen. Der er en god blanding af hård træning, men også mere fodboldrelateret spil, og vi kommer nu til en fase, hvor vi skal træne mere taktisk. Det er også et tidspunkt, hvor flere nye spillere slutter sig til, og jeg synes, at vi har opbygget en god base, som man kan falde ind på. De gode resultater, som holdet sluttede forårssæsonen af med, smitter af på stemningen, og vores resultater viser også, at vi er et godt sted, siger Yeni Ngbakoto.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV