Musa Juwara skriver med Vejle Boldklub

Foto: Daniel Abedeny

Den lovende kantspiller har underskrevet en treårig kontrakt med Vejle Boldklub og fortsætter dermed i klubben på permanent basis.

Af Daniel Abedeny | 3. juli 2023

Fra træningsstart i juni har Musa Juwara været en del af førsteholdets forberedelser til den kommende sæson i 3F Superligaen.

I de uger har den 21-årige gambianer efterladt så godt et indtryk, at Vejle Boldklub er nået til enighed med Bologna FC 1909 om en transfer. Således har Musa Juwara underskrevet en kontrakt med Vejle Boldklub, gældende til sommeren 2026.

Nu er den fælles opgave at forløse spillerens anseelige potentiale, forklarer Marius Adrian Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub.

- Det er en god case for os, at Musa Juwara nu er en fast del af Vejle Boldklub. Som jeg tidligere har nævnt, har Musa nogle tydelige spidskompetencer, han dækker flere af de offensive positioner, og så har han tilegnet sig nogle lovende taktiske færdigheder fra sin tid i Bologna, som han har optrådt for i Serie A.

- Gennem den seneste tid har Ivan (Ivan Prelec, cheftræner, red.) og jeg haft samtaler med Musa, og vi er alle enige om den opgave, vi nu har i hænde. Musa er en profileret spillertype, som vil dedikere sig til vores projekt, og han kender sin rolle. Vi skal alle huske, at Musa er en ung spiller, som har brugt det meste af sin karriere på korte lejeophold uden at have et rigtigt hjem. Det får han nu i Vejle og i Vejle Boldklub, og det er min overbevisning, at vi med tålmodighed og tillid kan rykke os i den rigtige retning sammen. Han er ankommet i god form, han er opsat på at arbejde hårdt for klubbens bedste, og lykkes han, bliver han en kvalitetsspiller for os.

Musa Juwara med i den kamptrup, der tirsdag tager til Ådalen for at møde OB i en træningskamp.

- Jeg er taknemmelig over at fortsætte i Vejle Boldklub. Her er en særlig atmosfære, og jeg har følt mig velkommen og tilpas fra første dag. Jeg vil gøre mit bedste for at vise mig godt frem for klubbens mange fans og skabe gode resultater for klubben, fortæller Musa Juwara.

På seniorniveau har Musa Juwara repræsenteret italienske Bologna FC 1909, Chievo Verona og FC Crotone samt portugisiske Boavista FC. I Vestbyen er Musa Juwara blevet præsenteret hos Future Vejle-samarbejdsklubben Vejle FC, flankeret af Adian og Daris S. Demo fra samarbejdsklubbens U10-årgang.

På vegne af alle i og omkring Vejle Boldklub ønskes han velkommen i Nørreskoven.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV