Mihai Teja er ny cheftræner i Vejle Boldklub

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklubs cheftræner for resten af denne sæson i 3F Superligaen er den 46-årige rumæner Mihai Teja. Den nye cheftræner i Nørreskoven kommer med erfaring fra flere klubber i den bedste rumænske liga og tiltræder jobbet øjeblikkeligt.

Af Morten Pelch | 24. september 2024

Sportschef hos Vejle Boldklub, Marius Adrian Nicolae, kender den nye cheftræner godt.

- I den svære situation, som Vejle Boldklub befinder sig i med Ivans Prelec’ opsigelse i sidste uge, er det timingmæssigt en udfordring at erstatte et trænerteam. Heldigvis kender jeg Mihai Teja indgående fra rumænsk fodbold, hvor han succesfuldt har hjulpet klubber i lignende problemer, og hvor der ikke har været samme infrastruktur, som vi har her i Vejle Boldklub. Jeg ved godt, at for både Vejle-fans og Fodbolddanmark, så er en ubekendt rumæner ikke så spændende, eller en løsning, man lige så for sig. Det samme sagde man også, da Constantin Gâlcă tiltrådte, understreger Vejle Boldklubs sportschef om sine landsmænd.

Kun hårdt arbejde tæller

Vejle Boldklubs nye cheftræner ser frem til udfordringen og opfordrer klubbens hårdt prøvede fans til at bakke ekstra op om holdet de kommende kampe.

- Der findes ikke en nem eller en hurtig løsning på denne situation. Det er en lang sæson, og lige nu ser det umuligt ud. Det erkender alle. Jeg kender de mekanismer, der findes i en trup, når succesoplevelserne mangler. Nu nulstiller vi det hele, og så bygger vi på dag for dag. Hvis jeg ikke troede på, at vi kan vende det her, så havde jeg ikke takket ja til muligheden, fortæller Mihai Teja og fortsætter:

- Klubbens fans har lidt med holdet over de sidste ni kampe, og jeg forstår, hvis man både er frustreret og opgivende, men holdet har brug for støtten endnu mere nu. Jeg vil gøre mit ypperste sammen med min stab, og jeg vil give alt for, at spillerne får tro, optimisme og glæden tilbage. Jeg forholder mig ikke til fortiden, men ser fremad nu. Alle starter fra nul, og så skal der være plads til dem, der vil arbejde hårdt for at få succes. Det er det eneste, vi kan bruge i denne situation. Tak for tilliden, den vil jeg forsøge at gøre mig fortjent til. Der er kun en ting, der tæller, fortæller Mihai Teja.

Cheftræner Mihai Teja tiltræder øjeblikkeligt, og han har to assistenter med sig til Vejle Boldklub. Assistenttræner Militaru Dragoș, der tidligere på året var på et seks uger langt ophold i Vejle Boldklub som en del af sin P-licens, og som dermed kender holdet og klubben, samt den fysiske træner, argentinske Juan Francisco Gomez, der tidligere har været en del af staben omkring Diego Simeone i den spanske La Liga-klub Atlético Madrid.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV